Syncronauterne: På tværs af Altiplanoen mod den store saltsø

I collectivo på vej byen.

5. og 6. august

Vi var inde i La Paz begge dage. Den første dag var vi på museum. Eller det vil faktisk sige 3 museer på en billet. Det var meget fint, men vi havde lidt svært ved at se, hvorfor det var "Top Choice" i
Lonely Planet-guiden.
Det ene af museerne var et guldmuseum, hvor de i bedste Rosenborgstil, havde udstillet en masse guldartifakter fra de sidste mange hundrede år i en sort underjordiske box. Drengene var imponerede over dørens tykkelse - ca. 40 cm. Vi fik ikke set det inkaguld som er udstillet i Cusco, så det var fint at få med.

Vi så også San Fransisco-katedralen. Den var meget flot og meget katolsk med masser af helgenstatuer og udsmykning. Som det tit ses i katolske kirker, var her mange almindelige mennesker, som var inde for at bede eller tænde et lys.

La Paz ligger i højlandet, men alligevel er byen omkranset af bjerge. Selve byen har mange skrå, og en del stejle gader. Man siger at man ikke kan fare vild; hvis man føler sig forvirret, kan man bare gå nedad mod centrum omkring San Fransisco.

Vi kørte med "Collectivo" frem og tilbage. Det er en minibus på størrelse med vores Syncro, som let transporterer 14 passagerer. Det var sjovt at prøve, og chaufføren gav den virkeligt gas mellem alle de, i Sydamerika allesteds nærverende, fartbump!

D. 6. august er Bolivias nationaldag, og vi tog ind til byen i håb om at se lidt festligholdelse. Vi fandt dem ikke, men vi fik set mange af bolivianerne holde fri. De slappede af i parkerne, og der var en næsten søndagsagtig stemning i byen. Jeg kan egentlig godt lide La Paz, den virker meget tilbagelænet, og har i modsætning til mange af de peruanske byer vi har været i, lidt arkitektur som er spændende at se på.

Fra heksemarkedet.

Fra heksemarkedet: tørrede lamafostre kan købes. De skulle bringe held.

Om aftenen var vi inviteret ind til Erik og Marianne i deres camper. Drengene lå oppe i deres seng og så Den Store Badedag med Erik Clausen. Imens sad vi voksne og talte over et glas vin. Det var super hyggeligt! Vi ærger os lidt over, at vi kører modsat af hinanden (Erik og Marianne er på vej til Peru og skal sidenhen til Brasilien) - det kunne være hyggeligt at støde ind i dem igen. Men det må jo så bare blive, når vi alle sammen er tilbage på Sjælland igen :)

7. august

Idag var det store rejsedag for mange på campingpladsen ved Hotel Oberland. Vi skulle afsted. Det skulle Erik og Marianne også.

Franskmændene som holdt foran os skulle på værksted med deres camper (de var rigtig søde - og vi fik en masse koordinater fra Lionel, og han fik også vores mailadresse). Der var kommet et tysk/schweitzisk par i en hvid syncro.

De gav os et kort over Brasilien, og nogle adresser på overnatning i Paraguay. De skulle også afsted idag. Et andet schweitzisk par skulle også afsted. Ernst som manden hed gav os nogle gode koordinater, bl.a. til et overnatningssted på en vulkan, hvor man kan bade i 30+ grader varmt vand - det glæder vi os til.

Det første rugbrød siden Hannes i Adelaide. Erik og Marianne havde fået nogle tyskere til at købe det i La Paz. Vi fik 4 skiver til vores frokost! :)

Tyskerne med rugbrøddet.

Det er lidt pudsigt, som man bliver rystet sammen af at være overlandere, som mødes på et fremmed kontinent. Man har selvfølgelig de samme kvaler og en masse erfaring at dele med hinanden. Det er også spændende, at høre hvad andre har oplevet. Fælles for os, der rejser med børn, er at vi alle er klar over, at det ikke er én lang ferie; vi har en helt ualmindelig hverdag på landevejen samtidigt med, at vi oplever en masse spændende undervejs.

Det er lidt vemodigt at sige farvel, men samtidig er det rart at komme videre; der er så meget vi gerne vil se!

Vi kørte i supermarked inde vi kørte ud af byen. Det var lidt af en prøvelse; der var myldretid, og byen har valgt at forbyde venstredrej, i det kvarter vi kørte i. Det betød en masse højredrej i stedet for. Og det tog et par forsøg (et ekstra krydderi var ensretning i mange af gaderne) før vi kom i nærheden af supermarkedet.

Det er ligesom at se røgen fra Syncroen, når det virkelig går op ad bakke :)

Vi nåede ikke så langt ud af La Paz, inden vi slog lejr, da vi først var kørt sent afsted. Vi fandt en lille by som landevejen gik igennem. Vi kørte ind bag ved og fandt en mark i nærheden af et hus, hvor vi forsøgte af finde en smule læ fra den meget kraftige vind. Vi spurgte bonden, som boede i huset, om vi måtte overnatte ved siden af marken. Det fik vi lov til med smil og håndtryk, og han bekræftede os i at det var et roligt sted, hvor der ikke kommer mange forbi.

President Evo Morales pryder mange reklamer langs vejene. Som oftest har han hjelm på hovedet.

Da vi var kommet ud af La Paz, lykkedes det os at tanke for første gang i Bolivia. Vi havde prøvet et par steder, men de ville ikke sælge til os, fordi vi kører i en udenlandsk bil. Problematikken er kort ridset op: Bolivias stat smider støttepenge efter brændstof, så diesel koster 3,27 bolivianos (ca. kr. 2,60) pr. liter. Den lave pris tiltrak mange bilister fra de omkringliggende lande, som kørte over grænsen for at tanke billigt. Derfor indførte staten en pris for udenlandske biler: 9,21 bolivianos (ca. kr. 7,36) pr. liter. Når tanken sælger til os, skal der registreres en masse, det minder om EU-landbrugsstøtte.

Det betyder, at mange ikke gider besværet, eller nogle gange har de ikke papirer eller computer til at registrere salget. Nogle steder kan man prutte om prisen og få det til 6-7 bolivianos uden faktura. Men mange steder siger de, at det ikke kan lade sig gøre, fordi der er overvågningskameraer, og de bliver suspenderet, hvis det bliver opdaget.

Endelig havde vi fundet et sted som ville sælge os diesel. Det blev til den helt officielle udenlandske pris, med tilhørende registrering af nummerplade, land, fuldt navn og pasnummer.

8. august

Vi kørte 260 km idag på ok asfaltvej til halvdårlig grusvej. Jeg nåede at blive træt af det cirkus som omhandler dieselindkøb, og glædelig overrasket på en og samme dag.

Det første skete da vi kom til en tank, hvor jeg blev mødt af en sur mand, som sagde, at han ikke kunne sælge mig diesel. Han virkede som om, han synes det var vildt irriterende, at jeg kom og spurgte om det. Jeg var til gengæld opsat på at få fyldt op, da vi skal bevæge os ud på et langt stræk uden tankstationer. At vi så skulle igennem en "doven-vejskatsbod" efterfølgende, gjorde ikke mit humør meget bedre. Vi passerer tit betalingsanlæg, hvor man enten skal betale en afgift på mellem 2 og 12 bolivianos, eller også får man et stempel på sin billet. Disse anlæg er helt normale med en luge man kører hen til. "Doven-vejskatsboden" bestod af en bom over vejen og et hus på den anden side af vejen, hvor politimanden sad og ventede på at få sine 2 bolivianos. På hver side af bommen er strategisk placerede boder, som sælger sodavand, frugt og andet godt til turen.

Den positive dieseloplevelse var da det igen lykkedes at tanke fuldt op - til udlændingpris - blot for at opdage, at de kun opkrævede fuld pris for de første 20 liter, og bolivianerpris for det sidste! literprisen faldt lige til 7 bolivianos! :)

Til Lasses store glæde fik jeg taget et billede af at han står og tisser....

Lidt i fem kørte vi af landevejen (som på dette tidspunkt var en grusvej med flodkrysning) og fandt et fint sted ude i terrænet at overnatte. Da vi havde parkeret begyndte det at tordne og hagle. Vi fik vendt bilen så tagteltet stod i læ, og måtte så sidde og vente til vejret var færdig med at vise sig, inden vi kunne lave aftensmad på benzinbrænderen udenfor.

Det var en meget omskiftelig dag, rent vejrmæssigt. Det viser drengenes køleskabskalender også tydeligt.

9. august

Idag kørte vi over 200 km. De første godt 100 km foregik på jordvejen fra igår. Det er hovedfærselsåren til Uyuni, og vejen er ret dårlig. Vi ligger og zigzager ind over et fint lige og plant stykke grusvej, som der arbejdes på. Man er igang med at asfaltere, og når det engang er færdigt, bliver det sikkert en rigtig fin vej.

Der var en del mudder og mudret vand, sikkert pga. regn i nat. Bilen ser meget beskidt ud, med mudder hen af siderne. På et tidspunkt pegede vi et bjerg ud for drengene, men de klagede over ikke at kunne se så meget pga. mudderet! Hvad værre var: da vi stoppede for at holde frokostpause, viste det sig at der var kommet muddervand i vandtanken! Ikke så godt! Vi tror at vandet er kommet ind oven på tanken. Vi besluttede derfor at tanke flaskevand ved den lille by Colchani, inden vi begav os ud på salaren. Mens vi spiste frokost vandrede en flok vilde lamaer lige forbi bilen. Der var måske omkring 50 stykker!

Salar de Uyuni er en kæmpe saltsø i det sydvestlige Bolivia. Faktisk er det verdens største saltflade (Salar betyder saltflade på spansk). Søen ligger i 3656 meters højde, den er over 10.000 km2 med en højdeforskel på under en meter! Her er meget fladt! Saltskorpen på søen varierer mellem nogle decimeter og flere meter i tykkelse. Det er en pudsig oplevelse at køre herude. Det minder mig lidt om at køre på havisen i Uummannaq, da jeg var barn.

Lasse kører syncro på saltsøen.

Efter et kort stop ved et salthotel nogle km ude på søen, fortsatte vi omkring 100 km ud til en lille øde ø, hvor vi slog lejr. Mens vi voksne overvejede vandsituationen (nu virkede vandpumpen pludselig heller ikke - vi tror det er pga. mudderet - og hvad med opvask?) legede drengene rundt omkring på øen og på isen (Malene insisterede på at kalde saltskorpen for is). Øen er ca. 10 m på den ene led og 30 m på den anden led. Vi er ikke kørt helt op men holder nærmest på en lille strand.

Mens vi sad og spiste aftensmad kom der det flotteste lys, da solen gik ned. Vi endte med at styrte ud for at få nogle billeder og nyde synet.

Øerne ude midt i søen er forhistoriske vulkaner, som sank i søen for 40.000 år siden. De er dækket af usædvanlige og skrøbelige korallignende former, som oftest består af fossiler og alger. Landskabet ligner mest af alt noget fra en Star Wars film eller Linda og Valentin tegneserierne.

Vi har lynet drengenes soveposer sammen for at de kan holde varmen. Her om vinteren kan der godt blive ned til -20 grader om natten. Vi tror dog ikke det bliver så slemt, da der er lidt skyer. Men nu må vi se. Saltsøen er en "koldørken," hvor der kan blive op til 20 grader om dagen, mens der typisk bliver minusgrader om natten.

10. august

Vi vågnede til en skyfri himmel, og jeg ved ikke hvor mange minusgrader. Vi havde stillet vækkeuret til kl. 6, så vi kunne nå at få solopgangen med. Solen stod dog først op ved 7-tiden, så der var mulighed for at snooze lidt :) Solopgangen var utrolig smuk, og hele salaren skiftede farver mange gange. Drengene gik igang med optagelser til en ny Radio Syncro film.

Vi kørte over til fiskeøen for at se nærmere på den. Da vi nærmede os, fik vi øje på nogle på saltskorpen, som stod og vinkede.

Tobias instagramer vores ø.

Tobias kører os over mod fiskeøen.

Vi kørte hen til dem og det viste sig at være nogle franskmænd, som var kørt fast på stranden af fiskeøen. Vi fik trukket dem fri.

De var glade, fordi de havde lejet bilen, og de havde intet recoveryudstyr. Vi var glade for at vi kunne levere både trækkraft, waffleboard til at komme under hjulene og en spade til at grave med. De gav os et lille guld-eiffeltårn som tak ;)

Vi kørte om på den modsatte side af øen, hvor franskmændende havde overnattet. Her kunne man køre helt op på øen. Vi besteg bjerget imellem en masse kæmpekaktusser. Det var rigtig fint deroppe med udsigt hele vejen rundt. Drengene byggede en varde, og på vejen ned samlede vi brænde. Da vi kom ned til bilen, tog vi bestik af vandsituationen. Vi nåede frem til at vi godt kunne tage en overnatning mere herude.

Spot en syncro!

Der var også en hule, som blev udforsket med pandelygter. Den bestod af en stor hule med en bred åbning. Inde ved bagvæggen var et lille hul, man lige kunne møve sig igennem ind til en mindre hule med højt til loftet.

Efter frokost fik drengene og jeg leget med trickfoto på saltskorpen. Det er noget de fleste turister (og altså også os) lige skal have med, når man er herude. Bagefter legede drengene videre med at bygge et fort af salt.

Da vi havde spist aftensmad (og nydt solnedgangen) flyttede vi op i hulen i klippen, hvor vi tændte bål. Her sad vi og ristede skumfiduser, mens vi så fuldmånen lyse landskabet op. Ukulelen blev hevet frem, og vi fik sunget lidt fællessang. :)

Det var meget specielt at sidde derinde i hulen og have bål, og udsigten var fantastisk.

I nat hiver vi silkelagenposerne frem, så vi nu sover med: fleecelagenpose, silkelagenpose og soveposer. Derudover har vi sokker og termoundertøj på. Vi håber vi kan holde varmen! :D

11. august

Vi overlevede den kolde nat og vågnede til endnu en flot solskinsdag. Vi kørte stille og roligt afsted mod kysten igen. Vi havde et par stop undervejs ved nogle huler. De var ikke lige så spændende som "vores" hule.

Vejen fra Colchani til Uyuni, inde på land, var super ringe! Det var godt, det kun var 20 km. I Uyuni fandt vi os et hotel, som ikke virkede så koldt (hotellerne i Uyuni er berygtede for at være kolde). Til gengæld er her lydt!

Vi fik saltet og mudderet vasket af bilen for 70 bolivianos - det blev gjort med håndkraft. Da bilen var funklende tog vi på pizzaria. Det var nogle rigtig gode pizzaer - og nu har vi også smagt llama på pizza! :)

Imorgen må vi prøve at se hvad vi kan gøre ved vores vandtank. Vi overvejer at køre hen til bilvasken og få spulet det mudrede vand ud.