Patagonien set fra en syncro del 2: Stenede dage og hospitalsbesøg

Vi kørte nord på, op gennem Patagonien ad rute 3. Vejen bliver kaldt Ruta Azul - den blå rute. Det hentyder til atlanterhavet, men meget af tiden ser man ikke noget til havet. Ruten går mange km inde i landet, og specielt den sydlige del var meget flad og busket; det var stadig et argentinsk sidestykke til Nullarborsletten. I alt fald visuelt.

Patagonien set fra en syncro del 1: Perito Moreno og Fitz Roy

Den første nat tilbage i Argentina overnatter vi ved søen "Laguna Espejo" - Spejlsøen. Ved siden af rangerstationen ligger en lille strand, hvor man kan fricampere. Her er ingen faciliteter, men her er rigtig flot. Det er dog stadigvæk meget koldt, og det sner ind i mellem. Stranden ligner noget, man godt kunne have lyst bade fra - i lidt varmere vejr. Men et skilt afslører, at det ikke er en badesø, der står at søen er dyb og kold, altså ikke egnet til at bade i.

Tyven i Trelew

Efter 9 lande på 10 måneder skete det endelig. Vi har haft indbrud i bilen! Vi var så uheldige at miste kameraet og en pung med Malenes dankort i. Tyven er kommet ind igennem døren i førersiden og har snuppet kameraet og en taske. Alt imens sad vi uanende og spiste is og brugte wifi på tankstationen ved siden af.

Det positive er, at jeg lige havde tømt kameraet for billeder for et par dage siden. På billedsiden mistede vi altså kun en masse fantastiske pingviner, vi så i forgårs.

Det negative (ud over det åbenlyse fysiske tab af værdier) er, at tasken også husede vores ekstranøgler til bilen. Tanken om, at tyven render rundt derude med vores ekstranøgler, er ikke særlig rar. Det besværlig-/umuliggør det planlagte besøg på dinosaurmuseet i Trelew (samme by som indbruddet skete i).

Et lille ekstra skud malurt i bægeret er, at Malene mente, at vi skulle beholde bilen foran dieselstanderen. Jeg mente, at det var sikkert nok, at parkere på gaden...

Øv! :(

Vulkanernes land

Efter vi forlader Santiago, kører vi mod forskellige nationalparker i Chile. Det virker, som om hver gang der er en vulkan, så er der en nationalpark uden om.

Parkerne er meget forskellige. Den første, vi kommer til, har en et monument over en meget trist tragedie.

Santiago de Chile

Efter Valparaíso og nogle flotte dage ved kysten, kører vi mod Santiago. Vi vil ind og se byen, men vi har også en mission: mit Visakort, som blev hacket, er blevet spærret, og jeg skal have et nyt. Det er blevet sendt til Ambassaden i Santiago.

Valparaíso og gennem dalen mod Santiago

Efter vores første nat i Chile kører vi mod Viña del Mar, som er en by, der er vokset sammen med Valparaíso. Vi sigter dog nord for byerne for at kunne køre en tur langs med vandet. Da vi kommer til kysten, finder vi byer med rigtig strandstemning. Her er dog ikke så mange mennesker. Måske fordi det er forår og hverdag.

Vinsmagning i Mendoza inden vi kører opad (og ned igen)

Da vi ankom til Camping Suizo, var klokken blevet rigtig mange. Bag os lå en dag, hvor vi havde kørt og kørt og kørt. Vejene havde i lange stræk været rullende småbakker, som specielt drengene, som sad på bagsædet, havde syntes var lidt for meget, de blev køresyge.

Månekørsel og på hesteryg

Koppen til tereré på sin faste plads i forruden.

Vi tager os god tid om morgenen på skovcampingpladsen, inden vi kører afsted mod en ny naturpark.

Vi stopper i den lille by Aimogasta til ved frokosttid. Her finder vi de sidste stickers til bagenden af bilen - aflange røde reflekser. 

Søde mennesker, Campingpladser og smukke dale

I dagene efter vores møde med gauchoen oplever vi en masse smukke ting. Her er også meget nemt at være. Der er ikke så meget besvær ved at være udlænding her. Vi føler os godt behandlet, og her er rimelig billigt at være. 

Estanciaen, Gauchoen og hans søn

"Jeg er gaucho! Jeg er gaucho!" Selv om ordene kom fra hans cocafyldte mund, havde vi slet ikke været i tvivl. Manden, som senere fortalte at han er 69, havde gauchohatten, han havde en hest og fra sadlen hang en snor med en bold i hver ende (til at tæmme vilde heste med) og en kæmpelang pisk.

Zen og kunsten at stirre på en mekaniker

Vores anden artikel er kommet på tryk og elektronisk. Du kan hente bladet i en af Spejder Sport butikkerne eller læse det online her: Udstyr til Eventyr

Vores bil har fået en navn: Maude. Hver gang vi er stødt på folk, der har en T3er lige som vores, har spørgsmålet trængt sig på efter kort tid: hvad hedder jeres bil? Vores bil har ikke haft noget navn. Det vil sige indtil nu. Ingen af de navne vi har fundet på har føltes rigtige.

Iguazú på den argentinske side - Itaipu dæmningen i Paraguay

Vores tur på den argentinske side blev en våd affære. Vejrudsigten lovede regn- og tordenvejr hele dagen (og også dagen efter), og det kom til at holde. Vi havde været så urutinerede at komme afsted uden regntøj, så vi valgte at foretage den bedste - og dårligste - investering: dyre Iguazú-regnslag.

Cataratas de Iguazú - Foz do Iguazú

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forestillet mig. Men vandfaldene ved Iguazú er fantastik flotte! Vi så den brasilianske side idag, og vejret var perfekt; høje skyer, sol og kun 29 grader.

Op i højden og til rally (og noget om gear og politi)

Drengene laver lyde til en LEGO-timelapse, de har filmet.

De sidste mange dage i Asunción har vi tilbragt i og omkring lejligheden. Dagene er, for drengene og Malenes vedkommende, gået med skole. Jeg har været hos Diesa-værkstedet en del gange efterhånden. Hver gang har Zulu hentet mig og tålmodigt været bindeled med værkstedet (både sprogligt og teknisk). Jeg endte med at blive helt nervøs for hans arbejde, men som han sagde: jeg ville ikke gøre det, hvis ikke jeg kunne.

Dommen over gearkassen - del 2 (den endelige)

Videoen ovenover viser, hvad problemet er: akselen, som mekanikeren hiver i, må ikke kunne flytte sig. Det gør den.
Det blev den endelige dom over gearkassen. Vi troede i første omgang, at vi kunne nøjes med, at sløjfe g-gearet. Men vi fandt ud af, at g-gearet kun var et symptom på noget meget værre.

Dommen over gearkassen (nu bliver det semiteknisk)

Akselen forrest i billedet er den, som er blevet slidt i stykker af g-gearet. 

Så fik vi endelig klar besked om vores gearkasse. Billederne taler sit tydelige sprog: lejet, som holder g-gearet på plads, er gået i spåner. Det har betydet, at g-gearet har ligget skævt i forhold til tænderne på akselen. G-gearet (det er vores ultralave terrængear: gelände på tysk) er nu erklæret dødt, tænderne er stort set slidt af.

Cementerio de la Recoleta og VWere

Hvad skal man med en bil, når man har en motorcykel - den kan jo transportere alt!

Mens vi stadig venter på at få bilen fikset, oplever vi det vi kan i Asunción. Zulu har taget os med til karavanekørsel med VWere og til VW-træf 30 km uden for byen.

De eneste turister i Paraguay

"27. august
Drengene festede med toast og yoghurt til morgenmad. Vaskede det værste støv af inde i bilen. Så mennonitmuseet i Loma Plata og handlede en vognfuld: at betale 265.000 guaranies! - Svært med de store tal, men man vænner sig. 

Fra Dakar til Transchaco rallyet

I Bolivia har næsten alle biler et Dakarklistermærke. Det har vi også nu! I januar i år kom rallyet forbi Bolivia, Chile og Argentina, og vi har kørt på en del af ruten på Salar de Uyuni.
I Paraguay har vi kørt igennem en del af Chacoen, her er også et stort rallyløb: Transchaco Rally.

Vejene på tværs af Chacoen er rigtig dårlige! Nogle gange føles det som om, man er med i et rallyløb!

Radio Syncro, dieselslanger og cykelløb

Drengene har overgået sig selv igen, med denne video fra Salar de Uyuni! Den handler om en (u)almindelig dag i Syncroen. De har selv filmet og redigeret, og det er imponerende, hvad de allerede har lært om videomediet og om at fortælle en historie på en spændende måde. Far er stolt! :)

Husk som altid: videoen er bedst, hvis du vælger 720p og fuldskærm.

12. august

Efter morgenmaden tog Malene og jeg ud at handle, mens Lasse og Tobias redigerede video på hotelværelset.

På tværs af Altiplanoen mod den store saltsø

I collectivo på vej byen.

5. og 6. august

Vi var inde i La Paz begge dage. Den første dag var vi på museum. Eller det vil faktisk sige 3 museer på en billet. Det var meget fint, men vi havde lidt svært ved at se, hvorfor det var "Top Choice" i
Lonely Planet-guiden.

Adiós Perú! Hola Bolivia!

29. Juli

I går gik vi til ruinerne ved Saqsaywayman og ved Cristo Blanco. Begge dele ligger lige ovenfor den campingplads i Cusco, vi efterhånden kender så godt!
Der var mange peruanere, som fejrede 28. juli (Perus uafhængighedsdag).

Syncronauterne og inkabjergets forbandelse

"Vi kørte og kørte og vi kom til Cusco. Vi så en inkastatue på Plaza de Armas og vi så en inkamur vor stenene passede præcist og der var intet luft imellem stenene.

Fra Nasca til Puquio (hvor vi flytter ind på hospitalet)

3. juli

Da vi sad og spiste morgenmad i gården, hvor vi havde sovet, fik vi besøg af en tysk pensionist. Han var en overlander i en Man lastbil-camper. Sådan én minder mest af alt om en pansret mandskabsvogn, den er meget stor. Han og konen havde kørt hele vejen fra Halifax i Canada. Det var dog ikke første gang, han havde været i Peru.

Vi' på vej'n igen!

Katolsk optog igennem Lima. Vi måtte flere gange finde nye veje ud af byen. Det tog tid.

29. juni

Vi kørte fra hostellet midt på formiddagen. Det tog lidt tid at finde ud af Lima, som jo er en stor by på omkring 9 mio. mennesker. På vejen ud fik vi købt lidt ind og tanket diesel.

Succes selv om det holdt hårdt!

Det lykkedes endelig idag at få bilen ud fra lagerbygningen. Skønheden står her parkeret foran vores hostel i Miraflores. Eftermiddagen er gået med at pakke ud, pakke om og gøre den ren. 

Det var en lang dag med tovtrækkeri, frustration og til sidst en form for forløsning. Drengene var glade, men vi voksne havde lidt svært ved at ryste den trælse følelse af os. Det var især chefen fra kontoret, som åbenbarede sig som en ren heks, som satte det hele på spidsen. Den stakkels unge fyr fra igår blev fanget som en lus mellem to negle, man kan godt sidde og have lidt ondt af ham, selv om han også bidrog med sine fejl og brudte løfter. 

Da vi kom til hostellet, blev vi mødt af Alberto, som er den lidt stille altmuligmand her på stedet. Han bød på øl, han havde nemlig været så bekymret hele dagen. Specielt efter han havde set, hvilken ung fyr vi havde til at hjælpe os. Han (Alberto) havde været bange for, at de skulle tage os ved næsen. Hans glæde over at se vores bil, gjorde at vi kunne ryste noget af den trælse følelse af os og glæde os over, at vi nu har den igen!

Køreturen igennem Limas sindssyge trafik gik lettere end ventet. Det er sikkert den sidste måneds akklimatisering, som har hjulpet! :)

Et skridt af gangen så går det nok!

Et skridt frem og to tilbage

"Nå ja, så er der jo lige det med Mary. Det er noget af et projekt at få hende frigivet af tolderne. Magen til skrankepaveri og papirnusseri skal man se længe efter. Det er så omfattende at det ville kunne gøre enhver betonkommunist grøn af misundelse. Vi har efterhånden fået en stor stak af forskellige dokumenter med en masse flotte stempler på, men Mary står stadig stille og fredeligt i sin container på havnen."

 Dennis og Birgitte Bager, Guayaquil Ecuador juni 2009

Ingen billeder idag. Til gengæld starter vi med et citat fra Dennis og Birgittes rejsedagbog. Citatet omhandler lidt af processen med at få frigivet deres syncro "Mary" (du kan finde link til deres dagbog i spalten til højre). Selvom deres tovtrækkeri foregik i Ecuador, er det ikke helt ulig med, hvad vi lige nu står midt i. Dog er det for os ikke så meget toldvæsenet som shippingagenten, som driller.
Det har været endnu en hel dags venten - næsten forgæves.

Fingeraftryk, hjemmekontor og en ordentlig bunke gæstfrihed.

Her er Jorge. Jorge er vores shippingagent, han bor i Callao sammen med sin mor, sin søster og hendes mand og familiens hund. De bor i en 3-værelses lejlighed. 

Og hvordan ved jeg så det? Det ved jeg fordi, vi blev inviteret ind i deres hjem. 

Plastik og sikkerhedssko

Vi begynder at nærme os! Hele sidste uge blev vores aftaler rykket til dagen efter. Tolden driller, og vores agent lader os svæve i det uvisse - med halve løfter om et møde med tolden - måske imorgen. Så vi var begyndt, at tvivle på om der overhovedet ville nå at ske noget i denne uge. Men i dag har vi brugt det meste af dagen på første etape med at få bilen udleveret: vi fik lov at køre bilen ud af containeren! Eller - vi er nok så meget sagt; jeg fik lov at køre den ud.

Radio Syncro - nu med levende billeder!

Radio Syncro er tilbage! Denne gang med en videoreportage fra Miraflores, hvor vi befinder os lige nu.
Drengene har virkelig lavet en god video. De følger tråden fra radiomontagen, med gode kommentarer, men denne gang har de så skruet en video sammen, næsten helt selv.
Faktisk har de været temmelig selvkørende, og man bliver sgu lidt stolt (nej meget stolt!), når man ser, hvordan de griber det an! Projektet har taget 2 1/2 dag; en dag til optagelser, en hel dag til redigering og til sidst en halv dag til at få videoen uploadet til youtube!
Husk at vælge 720p og fuldskærm for den bedste oplevelse ;)

Hvis du stadig mangler at høre den første radiomontage fra Fiji (eller bare har lyst til at høre den igen), kan den findes her:
Til paradis og ned på jorden igen (den med Radio Syncro)

Pt. kæmper vi stadig med toldens (og shipping-agentens) langsommelighed. Mañana, mañana...vi håber, krydser fingrer og væbner os med tålmodighed. Det skal nok lykkes på et eller andet tidspunkt? Et skridt af gangen.

Farvel til Arequipa

Bobler er der mange af i Peru. Den blå er en gammel bil fra Inca Motors.

Det er med vemod, men også med masser af positiv forventning, at vi siger farvel til Arequipa og vores peruanske hjem hos Carmen og José. Vi nåede at bo hos dem i 20 dage, det absolut længste ophold ét sted på vores rejse. Det er ikke forkert at sige, at vi nåede at føle os hjemme og velkomne og opholdet

¡Un mondo totalmente diferente!

På toppen af den meget gamle by i byen: Monasterio de Santa Catalina. I baggrunden vulkanerne El Misti (til højre) og Chachani (i midten). Fuglen er ikke photoshoppet - en condor måske?

Peru er noget helt andet, end den del af verden vi normalt færdes i! Maden er anderledes, sproget, mentaliteten, samfundet, ja selv sodavanderne er anderledes! :)

¡Bienvenido a Perú! ¿Quieren ustedes un taxi?

Hunden gør igen. Klokken er lidt i syv om aftenen og vi venter på at få aftensmad/te. Hunden startede med at gø klokken 5 i morges, sammen med alle de andre baggårdshunde. Vi har lidt hovedpine, fordi vi befinder os i Arequipa 2.300 m over havets overflade, omkranset af 3 vulkaner: Misti (5.822 m),

LA - Mulholland, Venice og den store tur sydover.

Vi er igang med den helt store transporttur, som strækker sig over et par dage. Den billigste billet fra LA til Lima i Peru går via Fort Lauderdale i Florida. Vi fløj fra LA mandag aften og ankom til Fort Lauderdale her til morgen kl. 6 lokaltid. Nu er vi på et daghotel som vi har booket, vores fly til Peru flyver først kl 17.

De gratis glæder

Kan man overhovedet tage til LA med børn, uden at tage i Disneyland og Universal Studios? Ja, det kan man sagtens! :) 

Flyttedage i LA

Vores lejebil har alt det som Syncroen ikke har: aircon, fartpilot, lædersæder, ipodstik, automatgear. Men den har ikke Syncroens charme! :) Til gengæld er det ligesom at komme hjem, at sætte sig i en lejebil i USA. Selv om byen er stor, og specielt motorvejene er temmelig vilde til tider med udfletning

Hollywood, CA

En geocachingtur (skattejagt med gps) førte os op og ned af walk of fame, for til sidst at ende ved denne udsigt.

Vi er nok ikke de første, som har gjort det. Vi bliver nok heller ikke de sidste; Los Angeles er en kæmpe by, som er let at undervurdere størrelsen af. 

I virkeligheden er LA ikke én by, men 88 byer som er vokset sammen. Byen bliver ofte omtalt som det 21. århundredes by, idet at den ikke har et naturligt centrum, ligesom ældre storbyer har. Den er en rigtig bilby - ingen går i LA! I alt fald ikke særlig langt.

Vinaka Fiji!

Læg mærke til reklameteksten på busstoppet.

Fiji har ingen forfatning; den er blevet suspenderet af flere omgange, sidst i 2009. Nyhederne i radio og på tv er fyldt med historier om valget, som skal stå til efteråret, om udformningen af valgsedler og om den retssag, som har kørt mod den tidligere premierminister. Det lader til, at der er en spirende

Til paradis og ned på jorden igen

Dette kunne være et blogindlæg om: shipping-problemer; om hvordan det føles at stå på en ø-gruppe med langsomt internet, og få at vide at ens bil ikke kan komme med skibet som planlagt, fordi man ikke har en peruansk adresse. Eller den kunne handle om bekymringer om amerikansk indrejsetilladelse,

Fijitid

Regnen siler ned. Virkelig siler ned. Det har regnet siden vi ankom. Vandet står i flere cm "floder" i gaderne. Vi sidder i en mørk og aflåst taxi, klokken er lidt over ni. Forruderne står lidt på klem, men det forhindrer ikke bilens ruder i at dugge til. Vores chauffør er gået, og uden for på hjørnet, står 4-5 mistænksomme personer. De står i mørket, ved den pengeautomat, hvor jeg lige har hævet 500 Fijidollar. Og nu har chaufføren låst os inde.

Til Sydney over de Blå Bjerge

Lake Bonney

Da vi kørte fra Adelaide, havde vi været uden vores bil i 3 uger. Det var dejligt at mærke friheden igen. Friheden til at køre når vi ville, hvorhen vi ville, og sove hvor vi ville.
Den første overnatning blev ved Lake Bonney ca. 220 km fra Adelaide. Vi ankom efter mørkets frembrud i påskeweekenden, så alle australierne var ude at campere, og det var lidt svært af finde et sted at slå lejr. Det lykkedes dog til sidst, og vi fik pandekager til aftensmad, da det var det nemmeste at

Zen og kunsten at reparere en Syncro

Der er mange ting som skal fjernes, før man kan nå ned til motoren. Ikke så praktisk - omvendt kan man jo bare lade være med at gå så meget i stykker :)

Den opmærksomme læser af denne blog, vil ikke være i tvivl om, at vi fik problemer med vores bil, for snart mange uger siden. Her følger fortællingen, om hvordan vi blev "reddet" af ikke en, men mange venlige sjæle. :)

Alice Springs

Vi ankommer fra vest ad Larapinta Drive. MacDonnell Ranges, en 644 km lang bjergkæde som løber øst og vest for Alice Springs, ligger på vores højre side. Hvis man kommer til byen fra syd, vil man opleve at køre ind i en revne mellem den østlige og den vestlige bjergkam.

Kings Canyon og Mereenie Loop mod Palm Valley

Unsealed road, gravel road. Jeg troede at jeg havde en rimelig god ide om hvordan det var at køre på grusvej, før jeg kom til Australien. Grusveje, det er sådan noget man finder i sommerhusområder, eller ude på landet. Og ja, de kan nogen gange være bedre at køre på end andre gange, men så er det vel heller ikke værre? Men jo, nogle gange er de virkelig slemme.

Bilen uden motor

Idag har vi taget motoren ud. Peder kom hjem fra arbejde lidt i fire, og så gik vi igang med at pille motoren ud. Det tog ikke så lang tid.

Desværre kan vi ikke rigtig komme videre før fredag. Det skyldes at den VW Golf, som skal donere

Toppakning og topstykke - eller "bare ny motor?

Stopstykket vendt på hovedet. Der var ingen tvivl om at toppakningen var gået, det afslører de hvide prikker (vand) og den rustrøde...nå ja...rustplet.

Optimismen ville ingen ende tage, da sms'en tikkede ind fra Peder, min lokale mekaniker og redningsmand: "Topstykket vil være færdig i dag så nu skal jeg bare finde en pakning".

Første Spejder Sport artikel er udkommet

Så kom vores første artikel til Spejder Sport på tryk. Artiklen kan læses i deres kundemagasin "Udstyr til Eventyr", som udkommer 2 gange om året. Der kommer tre artikler i serien.

Du kan allerede nu hente en gratis fysisk kopi i en af Spejder Sport butikkerne. Find din nærmeste butik her: http://www.spejdersport.dk/butikker.aspx
Det er jo også en god lejlighed til lige, at checke deres nyeste grej ud ;)

Du kan også læse artiklen online her: http://viewer.zmags.com/publication/f5ba9f2a#/f5ba9f2a/14
Denne mulighed giver også mulighed for at downloade artiklen, eller bladet som pdf.

God læsning! :)

Yulara, Uluru og Kata Tjuta

The Rock, Ayers Rock, Uluru. Verdens største monolit har mange navne. Den tårner sig pludselig op i landskabet, i sin røde mægtighed, længe før vi er fremme. Vi kører på Lasseter Highway (til Lasses store fornøjelse) mod Yulara, som er den by som ligger lige uden for nationalparken: Uluru and Kata Tjuta National Park.

Status pt: Jamestown/Adelaide revisited

Sådan ser det ud, når ens bil står oven på en kæmpe bunke skrot!

Billedet er taget af truckeren, som skal køre den herned. Den skulle have været her i Adelaide nu, men det har trukket ud med at få læsset det hele deroppe i Alice Springs. 

Vi skifter køretøj

Puha. Nu har vi lavet planerne om; vi kører idag fra Alice Springs mod Adelaide, men det bliver ikke i vores egen bil. 

Vi har lært at toppakning hedder head gasket, at mekanikerne i Alice Springs er dyre og har travlt. 

Det lader til at vores toppakning er gået. Heldigvis har Alf i Jamestown sagt at han vil hjælpe, hvis vi kan komme til ham. Det gør vi så :)

Vores dejlige syncro er afleveret til en trucker, som skal køre metalskrot til Adelaide. Det skal han have $500 for - en billig pris i forhold til de $12-1500 vi havde fået oplyst fra anden side. 

Trouble in paradise

Nå. Ingen billeder idag - kun lidt tekst.

Vi startede dagen godt. Vi havde sovet på en rasteplads ca. 60 km nord for Alice Springs. Da solen stod op lidt i 7, kom drengene ned og puttede hos os. Det var superhyggeligt.
Efter meget varme dage og varme nætter omkring Uluru, har vi de sidste par dage haft kølige og næsten

Coober Pedy

Roadkill på vej til Coober Pedy

Coober Pedy er en mærkelig blanding af levende museum, og stadig aktiv mineby. Byen er mest kendt for sine opalminer, og har igennem tiderne lokket mange forskellige folkeslag til, så der idag bor folk fra 45 forskellige lande. Ca. 80% bor under jorden - det sikrer dem en konstant temepratur på 24 grader året rundt. Jeg forbinder mest byen med Mad Max filmene, og Wim Wenders' Until the End of the World.

Den gamle kirke i Jamestown

"I skal bare køre igennem Main Street i Jamestown. Vi bor i udkanten af byen i den anden kirke på venstre hånd." Kørselsvejledningen i telefonen havde været udførlig, og det tog da heller ikke lang tid før vi var det rigtige sted.

Gæstfrie South Australia

Om det er fordi de bor for sig selv ude midt mellem Det Indiske Ocean og Stillehavet, eller det er fordi de har spredt sig, så relativt få, over så øde et land, ved jeg ikke; men det australske folk må være noget nær det mest gæstfrie og imødekommende man kan tænke sig.

Vi har tidligere oplevet det i WA, men indtrykket bliver kun forstærket, efterhånden som vi bevæger os ind igennem South Australia (SA).

Vi hilser da, gør vi ikke?

Y 79 står der på det lille grønne skilt i venstre side af vejen, som indikerer at der er 79 km til næste by: Yalata. 

Der er ikke mange ligheder mellem Lille Hareskov og Nullarbor; det er ikke uden grund at Nullarbor betyder "uden træer" - her er stort set ikke et træ i miles omkreds.

En lighed er der dog: man hilser på hinanden. Tag en gå-, cykel- eller løbetur en hverdag i Lille

Bring your own water

Til trods for adskillige påmindelser og formaninger, lykkedes det os alligevel at komme i tvivl om hvorvidt vi skulle have ekstra vand med over Nullarbor sletten!

Tillad mig at uddybe:

Vi har en 40 liters vandtank under bilen, som vi fylder efter behov. Denne dækker vores behov for drikkevand og forbrugsvand generelt. Vi har indtil videre fyldt op ved besøgscentre, tankstationer og roadhouses. De fleste steder er det gratis, men nogle steder står der opslag om, at donationer til deres vandregning, er påkrævet. Det har indtil videre vist sig ikke at gælde for os, fordi vi har så lille en tank.

Inden vi kørte ud på 1 Eyre highway, for at krydse Nullarbor, forhørte vi os i besøgscentret i Norseman, sidste by inden den lange strækning: kunne man forvente at kunne tanke vand undervejs?

Nej! Lød svaret. Hvis vi spurgte ved et roadhouse ville de helt sikkert blive fornærmede.

Vi fyldte tanken med vand, samt vores 10 liters Ortlieb vandsæk (fra Spejder Sport).

Også vores vasketøjsspand blev fyldt; det  vand skal bruges til at vaske op i. Og, nå ja, så fik vi også lige købt 20x600 ml flasker. Så burde vi have nok vand til krydsningen. :)

Til sidst en smule fakta:

Vejen over Nullarborsletten er 1181 km lang (Norseman i Western Australia til Ceduna i South Australia). Den er asfalteret, og med jævne mellemrum (ca 100-150 km) er der et roadhouse. Her kan man tanke (til priser ca 2,50 kr over normalen), spise, købe bad og overnatning. Det er frygtelig dyrt, så vi overnatter stadig gratis, og laver vores egen mad. 

Pt er vi nået til en 24 timers gratis overnatningsplads lige før Mundrabilla, dvs vi er godt halvvejs på to dage :)

Idag stoppede vi ved et blowhole, hvor en dejlig kølig vind blæste op af et hul i jorden. Det er underjordiske kalkhuler som "trækker vejret" ud og ind i takt med at lufttrykket stiger og falder, idag var trykket åbenbart faldende :)