Radio Syncro, dieselslanger og cykelløb

Drengene har overgået sig selv igen, med denne video fra Salar de Uyuni! Den handler om en (u)almindelig dag i Syncroen. De har selv filmet og redigeret, og det er imponerende, hvad de allerede har lært om videomediet og om at fortælle en historie på en spændende måde. Far er stolt! :)

Husk som altid: videoen er bedst, hvis du vælger 720p og fuldskærm.

12. august

Efter morgenmaden tog Malene og jeg ud at handle, mens Lasse og Tobias redigerede video på hotelværelset.

Da vi havde spist frokost, kørte vi ud til bilvaskemanden fra igår. Pumpen var begyndt at virke igen! Så vi fik manden til at spule tanken igennem, og fyldte lidt vand i tanken, som vi lod løbe igennem pumpe og hane.

Vi kørte tilbage til hotellet og fik lov at fylde tanken med vand fra en hane midt i lobbyen! Det var rart at vi ikke skulle til at skifte pumpe.

Inden vi forlod Uyuni, var vi et smut forbi lokomotivkirkegården, som er lidt uden for byen. Her har man kørt gamle lokomotiver og togvogne ud, som så bare står og ruster. Det virkede lidt fjollet set fra bilen, men da vi stod imellem rustne damplokomotiver og kulvogne, var det en hel anden oplevelse. Faktisk var det fascinerende, at kunne gå på udkig i det gamle jern, og specielt drengene synes, det var fedt. De gav sig til at lege Indiana Jones med hop fra togvogn til togvogn på taget.

"Jeg har brug for en erfaren mekaniker. Det haster!" står der :)

På vej ud af byen tankede vi diesel uden problemer. Da jeg spurgte, om vi kunne få lov at købe uden faktura, mumlede manden noget, som jeg tog som et ja. Han stak et beløb ud, som vi skulle betale, da han var færdig med at tanke. Vi regnede det ud til at være ca. 7 bolivianos pr. liter. En helt ok pris.

Det var blevet sent, så vi nåede kun ca. 20 km. uden for Uyuni til en lille by, som hedder Pulacayo. Her fik vi lov at overnatte i bilen inde på et togmuseum (igen igen). Damen fra billetkontoret var meget flink, og hun sagde til vagten ved porten, at han skulle passe på os. Togmuseet har bla. en lokomotiv som Buth Cassidy & The Sundance Kid røvede engang.

Her var koldt (vi var ca. 400 m højere end Uyuni), så der var is ved vandposten, selv om den stod i solen, og vasketøjet blev stift inden det tørrede. Bañoet (toilettet, dasset, lokummet) var ca. 100 m væk, og havde ingen døre, der var blot et hul i gulvet med to forhøjninger til fødderne (inde på damesiden lå der to løse træklodser). Det var lidt pudsigt, at folk, som kom gående forbi, kunne kigge ind, men skal man så skal man. Desuden er der ingen af dem, vi møder herovre, som virker særligt blufærdige; man ser tit kvinder hive kjolen op, og sætte sig på hug foran en parkeret bil og tisse.

13. august

Malene var på baño, så vi tre drenge var kørt ud fra museet ca. 100 m. længere frem for at køre hende i møde. Jeg steg ud af bilen, mens jeg lod motoren køre og kunne observere en stor pøl væske under bagenden af bilen. 

Der var også et helt spor af dryp hele vejen tilbage til vores overnatningssted. Jeg checkede termometeret, fordi min første indskydelse var at det måtte være kølevæske igen igen. Termometeret viste dog ikke fare på færde. Jeg dyppede fingrene i væsken og kunne konstatere, at det var en klar væske, som lugtede af diesel. Da var det, at jeg kom i tanker om, at den superkølevæske jeg fyldte på i Australien har en praktisk skriggrøn farve.

Vi fik pillet bagagen og kassen, vi sover på ud, så vi kunne komme til motoren. Det viste sig at være de stofbeklædte gummislanger på topstykket, som var tærede, så det fossede ud med diesel, når motoren kørte. Heldigvis havde Peder fra Adelaide givet os noget slange med. Efter lidt lederi fandt vi det i reservedelskassen foran under førerhuset. 

Vi fik skiftet slangerne og efter ca. en time, var vi klar til at køre igen. Super positiv oplevelse at få en fejl, kunne finde ud af, hvad det var og til sidst løse det! Men vi sendte endnu en venlig tanke til Peder, fordi uden hans slange, havde vi ikke kunnet reparere det på stedet.

Vi kørte igennem det smukkeste landskab på vej mod Potosí. Altiplanoens flade højslette var blevet byttet ud med kløfter, flodsenge og flotte geologiske formationer.

Vi holdt frokoststop ved et udkigspunkt, men ellers gik de godt 200 km fint i et stræk.

Det vil sige, vi blev lige vinket ind til siden af politiet. De havde målt os med radar til at køre 87 km/t - man måtte køre 80! Politimanden med radaren ville gerne have mig ud af bilen. Jeg blev vist ned til den højere rangerende politimand nede i politibilen. Han fortalte mig, at jeg havde kørt for hurtigt, og nu troede jeg at bøden kom. Men i stedet tog han en bog frem og viste mig lovteksten og så meget alvorlig ud. Bagefter ønskede han os god tur. :)

Da vi kom til Potosí provianterede vi lidt, inden vi fortsatte ud af byen til en laguna på en vulkan: Ojo del Inca (Inkaens øje). Det var et overnatningssted, som vi havde fået anbefalet af schweitzeren Ernst. Her kunne man overnatte ved siden af den 30+ graders vulkansk opvarmede badesø. Prisen skulle være 40 bolivianos pr. person, men Malene fik damen pruttet ned til 100 bolivianos i alt. Stadigvæk dyrt, men pyt.

Efter os ankom en fransk Mercedes Sprinter, med fire unge mennesker i. Det var et par som rejste i Sydamerika i et år, som havde besøg af to af deres venner.

14. august

Vi startede dagen med et morgenbad inden solopgang og inden morgenmad. Det var rigtig dejligt! Efter morgenmad fik vi vasket tøj i dejligt varmt vand.

Ligesom vi var færdige med at vaske tøj, kom der en busfuld mennesker. Vi troede, de skulle bade. Det skulle de ikke. De skulle vaske en hel masse tøj. Da Malene gav sig til at snakke med dem, viste det sig at tøjet var fra en kvinde, som var død. De kom cocablade i vaskevandet.

Vi kørte tilbage til Potosí, hvor vi vi parkerede bilen i en baggård for 50 bolivianos (endnu et tip fra Ernst). Her er bad og toilet, og vi er væk fra gaden. Damen ville ikke have betaling for drengene, men var til gengæld meget opsat på, at de ikke måtte bruge badet. Det var kun til os voksne!

Dagen blev brugt inde i centrum, hvor vi var på møntmuseet "Casa Real de la Moneda". Det var rigtig spændende, og vi glædede os over, at vi kunne følge med i den spanske rundvisning! Vi fik næsten det hele med, og guiden var supergod til at fortælle. Bygningerne var de originale fra 1500-tallet, og de mange forskellige maskiner dækker perioden fra 1500-tallet til 1951, hvor mønten lukkede.

15. august

Da vi skulle køre ud fra vores overnatningssted, valgte vi at køre op af en bakke i stedet for ned. Vi endte med at holde for rødt. Da vi skulle sætte i gang igen, kunne bilen ikke køre op! Potosí befinder sig i 4070 m.o.h.o. og har rigtig stejle veje. Malene måtte ud af bilen og forklare dem, der holdt bagved og dyttede, at vi simpelthen ikke kunne køre op. Så blev der lidt mere ro. Jeg fik lavet en baglæns uvending, og så måtte vi køre ned.

Vi tankede inden vi kørte ud af byen. Vi fik forhandlet os frem til 7 bolivianos pr. liter uden faktura.

Da vi kom uden for byen, ramte vi en kø. Vi troede først, at det var en blokade, men det viste sig at være et cykelløb, som kom forbi. Det var Vuelta del Sud de Bolivia fra Sucre til Potosí. Mens vi ventede på, at rytterne skulle komme, forbi voksede køen sig større og større.

Først kom manden i spidsen... 

...så kom forfølgerne.

Da vi endelig kunne køre afsted gik der ren anarki i den; bilerne fra bagerst i køen prøvede at komme forrest, med det resultat, at vi kørte i to baner, hvor vi burde have været én bane. Vi måtte bremse hårdt da to af bilerne foran os kørte ind i hinanden.

Heldigvis var der et betalingsanlæg efter ca. 200 m, som fik løsnet lidt op for det massive pres!

Turen mod Sucre gik op og ned, op og ned indtil vi til sidst kom til byen, som ligger "helt nede" i 2.800 m.o.h.o :)

Vi blev ikke lukket ind på den "campingplads", som flere andre overlandere har brugt. Manden henviste til et lille hostel længere nede af vejen. Her kunne vi få lov at campere med adgang til køkken og toilet/bad.

Da vi kom, holdt her allerede en spansk VW T4. Det viste sig at det spanske par, som havde camperen var på 2 års jordomrejse, hvor de producerer tv-programmer om turen. De har tidligere produceret tv-programmer om folk i campere. Vi fik et fint klistermærke med en T1, T2 og T3er, som vi vil sætte på bilen.

16. august

Idag var vi inde og se på "Den Hvide By", som Sucre også er kendt som. Byen er Bolivias hovedstad, fordi det står i forfatningen. Byen huser højesteret, men ellers er alt andet, som relaterer til en hovedstad (fx. parlamentet) at finde i La Paz.

Byen blev i 1991 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Her er rigtig fint!

Vi var på folkloremuseet, som er gratis, og se masker fra forskellige dele af Bolivia. Resten af tiden dryssede vi rundt i midtbyen.

Selv i Sydamerikas fattigste land er der plads til at bekymre sig om andre steder.
Her "solidaritet med vores brødrefolk i Palæstina".