Syncronauterne: Adiós Perú! Hola Bolivia!

29. Juli

I går gik vi til ruinerne ved Saqsaywayman og ved Cristo Blanco. Begge dele ligger lige ovenfor den campingplads i Cusco, vi efterhånden kender så godt!
Der var mange peruanere, som fejrede 28. juli (Perus uafhængighedsdag).

Sådan poserer man på peruviansk!

I dag kørte vi forbi ruinerne igen på vej mod Pisac. Da vi nåede Pisac, spurgte vi om camping på et hostel. Det var en mulighed for 15 soles. Vi endte dog ved Melissa Wasi, som er et meget idyllisk bed and breakfast. De ville ikke have noget for at lade os overnatte her. Til gengæld lod de døren til restauranten stå åben, så vi kunne benytte toilettet i løbet af natten!

Manden (det er et ægtepar, som ejer det) ville gerne snakke og sagde, at han var misundelig på vores tur.

Inden vi indtog nogle små (men lækre) pizzaer i restauranten, kørte vi op og gik i ruinerne.

Ruinerne i Pisac er på mange måder meget smukkere end Machu Picchus overfyldte skønhed. Her er mange terrasser og et fantastisk kig ud over landskabet. Bygningerne er mere komplette og ikke lige så meget i ruiner, som de andre steder.

30. Juli

Vi kørte 378 km idag. Vores peruanske bilforsikring udløber d. 1. august, og vi kan kun forlænge for en måned af gangen, så derfor vil vi gerne nå ud af landet inden da.

Undervejs stoppede vi ved nogle ruiner, som vi havde betalt for allerede. De var ikke så store, men man bliver efterhånden også forvent, med de mange flotte ruiner vi har set.

Vi nåede Puno ved Titicacasøen, da mørket brød frem. Vi kørte igennem byen og forsøgte at finde et egnet gratis overnatningssted ved søen. Men Puno er en ret stor by, og området virkede ikke så sikkert.

Vi endte med at spørge, om vi måtte overnatte ved et hotel. Det måtte vi gerne for $30! Malene fik dem pruttet ned til $20, og så sagde receptionisten, at der var bad med i prisen (og wifi).

Vi lavede hotdogs til aftensmad og gik til ro. Klokken lidt i 22 ringede lægeklinikken fra Cusco. Vi havde i løbet af dagen talt med rejseforsikringen, som var meget overrasket over regningen for min behandling i Cusco (det overraskede også os, da vi hørte det): ca. kr 60.000! Som lægen fra Danmark sagde i telefonen: det kan man jo få en mindre bypassoperation for!

Nå, klinikken fra Cusco havde fået at vide at forsikringen ikke umiddelbart ville betale hele det uhørte beløb, da jeg ikke har været indlagt. Nu ville de (lægerne fra Cusco) have os til at sige til forsikringen, at jeg havde været indlagt. Og de truede med, at hvis ikke forsikringen betalte regningen, så ville de sende den til os!

Det var et dejligt opkald at falde i søvn på!

Tobias har været kreativ - vingummibamserne er fra Australien - juicen fra Peru.

31. Juli

Efter morgenmad i Syncroen og et dejligt varmt bad i værelse 102, begav vi os ned til vandet for at finde en, som kunne sejle os ud på søen.

Der var en hund som synes den skulle agere vagthund...eller også var det bare skyggen som var dejlig! :)

Malene fandt en som ville sejle os ud til en sivø for 30 soles. Vi sejlede i en åben jolle med en kone og hendes to børn. Da vi kom ud til øen, viste hun frem og fortalte. Det var vældig interessant. Onde tunger vil påstå, at sivøerne kun eksisterer idag pga. turister, men det var smukt og meget interessant, at høre, hvordan man bygger og vedligeholder sådan en ø. De afskårne siv ligger og rådner lige så stille i vandet (det kan man ikke lugte), så der skal et nyt lag siv på hver måned. Et hus kan holde et års tid, så må de flette sig et nyt.

Da vi kom tilbage på land, kørte vi forbi hotellet igen for at sende en mail til forsikringen om telefonsamtalen igår aftes. Derefter tog vi ind i byen for at handle. Imens vi stod i bageriet, ringede forsikringen og fortalte, at vi bare skal sende en evt. regning til dem, og at vi IKKE skulle betale noget. Det var rart at høre fra dem og at vide, at de nok skulle tage sig af sagen med lægerne fra Cusco.

Vi tankede på vej ud af byen. Vi havde lidt problemer med at finde en tank, som tog mod kreditkort (vores kontantbeholdning var nede på et minimum, da vi jo forlader landet). Det lykkedes og vi fyldte også ekstratanken; vi har hørt, at man som udlænding skal betale en dyrere pris for brændstof i Bolivia. Det er, hvad det er, men det involverer en masse papirarbejde for tankstationerne, og derfor vil man kunne opleve, at de slet ikke vil sælge en brændstof: alt for meget besvær. Planen er, at vi tanker, når vi kan, og så har vi ekstratanken, til når vi ikke kan få diesel. Nu ser vi.

Vi nåede Yunguyo, som er grænsebyen til Bolivia, lidt efter kl. 16. Først gik vi i tolden og fik stemplet bilen ud. Det var nemt. Derefter fik vi stemplet os selv ud. Det var også nemt. Vi fik brændt de sidste soles af på en hue til Tobias, en kasket til mig og lidt snacks. Der var masser af boder ved grænsen, som vi har set de fleste steder i Peru, hvor der er kø.

Vi kørte bilen i ingenmandsland, og gik i gang med papirarbejde for at komme ind i Bolivia. Først gik vi i immigrationen og fik stemplet vores pas. Derefter gik vi i tolden og fik lov at få bilen med ind.

Da vi var færdig var kl. 17:40 peruansk tid, dvs. 18:40 boliviansk tid. Det var ved at blive mørkt, så Malene spurgte grænsepolitiet, om vi måtte overnatte i ingenmandsland. Det måtte vi gerne. :) så får man også prøvet det!

1. Juli

Efter en god nats søvn vågnede vi op ved siden af en kø af biler. Vi troede, vi var færdige med papirarbejdet og bare kunne køre videre. Politimanden begyndte dog at spørge til forsikring. Det regnede vi med, at vi skulle til at købe ved grænsen. Det nærmeste sted man kunne købe forsikring var dog i La Paz, ca 150 km inde i Bolivia. Politimanden ville ikke give os det sidste stempel i papirerne. Han tog os med ind på kontoret, og her stiftede vi for første gang bekendtskab med bestikkelse: vi skulle betale 50 Bolivianos (ca kr 40) og så fik vi stemplet. Det var helt tydeligt, at det ikke var et officielt beløb, og vi fik heller ikke en kvittering. Vi fik også besked på at køre den lige vej til La Paz og få vores forsikring.

Vi kørte af sted mod Copacabana, som ligger omkring 8 km fra grænsen. Det er en fin lille by, som ligger for foden af en klippe, ved siden af Titicacasøen. Vi kørte ind ad hovedgaden og pludselig stod trafikken helt stille. Vi var havnet i køen til at få bilen velsignet!

Det var den årlige dag for Festival de Virgin de Copacabana, hvor folk kommer valfartende fra Peru til Copacabana i Bolivia, her pynter de bilen og får den velsignet af en præst. Vi holdt i køen et par timer. Drengene lavede skole, og vi fik hævet penge i en bank i nærheden.

Da vi langt om længe kunne komme ud kørte vi op i bjergene til den flotteste udsigt over Titicacasøen! Efter et godt stræk holdt vi ind til siden og spiste frokost, mens vi indtog synet af den flotte kæmpesø.

Vi kørte videre, men måtte vende om da Malene ikke kunne finde sit Visakort! Vi endte med at køre helt tilbage til Copacabana, hvor banken heldigvis havde kortet. Malene havde glemt at få det med fra automaten.

Anden gang vi kørte op i bjergene var stadig smuk, men nu havde vi ligesom set det før :)

Vi kørte på en halvø, så vi var nødt til at sejle med færge for at komme over på La Paz-siden. Det var faktisk en pram med et par påhængsmotorer på! Turen varede ca 10 min og kostede 35 Bolivianos.

Resten af turen mod La Paz kørte som smurt, indtil vi nåede El Alto, som er søsterbyen til La Paz. Her tog trafikken til, og vi måtte til tider snegle os igennem byen.

Vi nåede Hotel Oberland, som er et hotel med en baggård til camping. Det er meget brugt af overlandere. Her var allerede et par tyske biler, en schweizisk og en svensk bil. På den svenske bil var et dansk flag. Det viste sig at være Erik og Marianne fra Jyllinge! De er de første danske overlandere, vi har mødt. Men endnu vildere: vi er de første danske overlandere, de har mødt i 5 år!

2. Juli

Vi kørte forbi en park med legeplads. Her spiste vi frokost og drengene fik leget. Der var også pariserhjul og rodeotyr. Drengene ville begge prøve tyren, og det var de supergode til.

Tobias ville også prøve pariserhjulet, så jeg tog med ham en tur. Manden sagde, at vi ville få en 12 minutters tur. Det lød af lang tid. I virkeligheden fik vi 20 min! Det er rigtig lang tid i et lille pariserhjul. Men hvad kunne vi gøre? Han var jo henne og passe rodeotyren! :)

Fanget i pariserhjulet!

På vej hjem til Oberland stoppede vi ved Valle de la Luna - månedalen. Det er et ældgammelt flodleje, som er eroderet, så det ligner et månelandskab. Det var meget spektakulært og smukt på sin egen måde!