Succes selv om det holdt hårdt!

Det lykkedes endelig idag at få bilen ud fra lagerbygningen. Skønheden står her parkeret foran vores hostel i Miraflores. Eftermiddagen er gået med at pakke ud, pakke om og gøre den ren. 

Det var en lang dag med tovtrækkeri, frustration og til sidst en form for forløsning. Drengene var glade, men vi voksne havde lidt svært ved at ryste den trælse følelse af os. Det var især chefen fra kontoret, som åbenbarede sig som en ren heks, som satte det hele på spidsen. Den stakkels unge fyr fra igår blev fanget som en lus mellem to negle, man kan godt sidde og have lidt ondt af ham, selv om han også bidrog med sine fejl og brudte løfter. 

Da vi kom til hostellet, blev vi mødt af Alberto, som er den lidt stille altmuligmand her på stedet. Han bød på øl, han havde nemlig været så bekymret hele dagen. Specielt efter han havde set, hvilken ung fyr vi havde til at hjælpe os. Han (Alberto) havde været bange for, at de skulle tage os ved næsen. Hans glæde over at se vores bil, gjorde at vi kunne ryste noget af den trælse følelse af os og glæde os over, at vi nu har den igen!

Køreturen igennem Limas sindssyge trafik gik lettere end ventet. Det er sikkert den sidste måneds akklimatisering, som har hjulpet! :)

Et skridt af gangen så går det nok!

Et skridt frem og to tilbage

"Nå ja, så er der jo lige det med Mary. Det er noget af et projekt at få hende frigivet af tolderne. Magen til skrankepaveri og papirnusseri skal man se længe efter. Det er så omfattende at det ville kunne gøre enhver betonkommunist grøn af misundelse. Vi har efterhånden fået en stor stak af forskellige dokumenter med en masse flotte stempler på, men Mary står stadig stille og fredeligt i sin container på havnen."

 Dennis og Birgitte Bager, Guayaquil Ecuador juni 2009

Ingen billeder idag. Til gengæld starter vi med et citat fra Dennis og Birgittes rejsedagbog. Citatet omhandler lidt af processen med at få frigivet deres syncro "Mary" (du kan finde link til deres dagbog i spalten til højre). Selvom deres tovtrækkeri foregik i Ecuador, er det ikke helt ulig med, hvad vi lige nu står midt i. Dog er det for os ikke så meget toldvæsenet som shippingagenten, som driller.
Det har været endnu en hel dags venten - næsten forgæves.

Fingeraftryk, hjemmekontor og en ordentlig bunke gæstfrihed.

Her er Jorge. Jorge er vores shippingagent, han bor i Callao sammen med sin mor, sin søster og hendes mand og familiens hund. De bor i en 3-værelses lejlighed. 

Og hvordan ved jeg så det? Det ved jeg fordi, vi blev inviteret ind i deres hjem. 

Plastik og sikkerhedssko

Vi begynder at nærme os! Hele sidste uge blev vores aftaler rykket til dagen efter. Tolden driller, og vores agent lader os svæve i det uvisse - med halve løfter om et møde med tolden - måske imorgen. Så vi var begyndt, at tvivle på om der overhovedet ville nå at ske noget i denne uge. Men i dag har vi brugt det meste af dagen på første etape med at få bilen udleveret: vi fik lov at køre bilen ud af containeren! Eller - vi er nok så meget sagt; jeg fik lov at køre den ud.

Radio Syncro - nu med levende billeder!

Radio Syncro er tilbage! Denne gang med en videoreportage fra Miraflores, hvor vi befinder os lige nu.
Drengene har virkelig lavet en god video. De følger tråden fra radiomontagen, med gode kommentarer, men denne gang har de så skruet en video sammen, næsten helt selv.
Faktisk har de været temmelig selvkørende, og man bliver sgu lidt stolt (nej meget stolt!), når man ser, hvordan de griber det an! Projektet har taget 2 1/2 dag; en dag til optagelser, en hel dag til redigering og til sidst en halv dag til at få videoen uploadet til youtube!
Husk at vælge 720p og fuldskærm for den bedste oplevelse ;)

Hvis du stadig mangler at høre den første radiomontage fra Fiji (eller bare har lyst til at høre den igen), kan den findes her:
Til paradis og ned på jorden igen (den med Radio Syncro)

Pt. kæmper vi stadig med toldens (og shipping-agentens) langsommelighed. Mañana, mañana...vi håber, krydser fingrer og væbner os med tålmodighed. Det skal nok lykkes på et eller andet tidspunkt? Et skridt af gangen.

Farvel til Arequipa

Bobler er der mange af i Peru. Den blå er en gammel bil fra Inca Motors.

Det er med vemod, men også med masser af positiv forventning, at vi siger farvel til Arequipa og vores peruanske hjem hos Carmen og José. Vi nåede at bo hos dem i 20 dage, det absolut længste ophold ét sted på vores rejse. Det er ikke forkert at sige, at vi nåede at føle os hjemme og velkomne og opholdet

¡Un mondo totalmente diferente!

På toppen af den meget gamle by i byen: Monasterio de Santa Catalina. I baggrunden vulkanerne El Misti (til højre) og Chachani (i midten). Fuglen er ikke photoshoppet - en condor måske?

Peru er noget helt andet, end den del af verden vi normalt færdes i! Maden er anderledes, sproget, mentaliteten, samfundet, ja selv sodavanderne er anderledes! :)

¡Bienvenido a Perú! ¿Quieren ustedes un taxi?

Hunden gør igen. Klokken er lidt i syv om aftenen og vi venter på at få aftensmad/te. Hunden startede med at gø klokken 5 i morges, sammen med alle de andre baggårdshunde. Vi har lidt hovedpine, fordi vi befinder os i Arequipa 2.300 m over havets overflade, omkranset af 3 vulkaner: Misti (5.822 m),