"Nå ja, så er der jo lige det med Mary. Det er noget af et projekt at få hende frigivet af tolderne. Magen til skrankepaveri og papirnusseri skal man se længe efter. Det er så omfattende at det ville kunne gøre enhver betonkommunist grøn af misundelse. Vi har efterhånden fået en stor stak af forskellige dokumenter med en masse flotte stempler på, men Mary står stadig stille og fredeligt i sin container på havnen."
Dennis og Birgitte Bager, Guayaquil Ecuador juni 2009
Ingen billeder idag. Til gengæld starter vi med et citat fra Dennis og Birgittes rejsedagbog. Citatet omhandler lidt af processen med at få frigivet deres syncro "Mary" (du kan finde link til deres dagbog i spalten til højre). Selvom deres tovtrækkeri foregik i Ecuador, er det ikke helt ulig med, hvad vi lige nu står midt i. Dog er det for os ikke så meget toldvæsenet som shippingagenten, som driller.
Det har været endnu en hel dags venten - næsten forgæves.
Vores shippingagent er gået hen og blevet syg, så vi har været ude og rende med en anden ung mand fra firmaet. Først til toldhuset for at lave en aftale med den embedskvinde, som skulle inspicere vores syncro. Derefter kørte vi ud til lageret, hvor bilen står. Her opstod det første problem: drengene måtte ikke komme ind. Det måtte de, sådan set heller ikke sidst vi var der, men der fik de alligevel lov. Denne gang holdt de meget strengt på, at de ikke måtte komme ind.
Da toldkvinden kom, viste det sig, at hun kun ville have Malene med ind til inspektionen. Det gik fint, og Malene fik smurt hende (det er vigtigt at påpege, at det ikke drejer sig om bestikkelse, men bare venlig samtale) og gjort hende opmærksom på, hvor vigtigt det var, at vi fik bilen idag.
Det hjalp tilsyneladende, for da vi kom tilbage til toldhuset senere på dagen, havde hun vores Carnet de Passages stemplet og klar!
Vi ringede til den unge agent, som ikke var dukket op i toldhuset, selv om vi havde en klar aftale. Han ville tage en taxa til lageret, og så kunne vi mødes der.
Det endte med, at vi kom til at stå uden for lageret i næsten 2 timer, mens han var fanget i trafikken. Han dukkede faktisk aldrig op. I stedet modtog vi et telefonopkald fra hans kollega om, at vi ikke kunne få bilen, fordi lageret ikke kunne se, at de havde modtaget shippingfirmaets betaling.
Det var ved at blive mørkt, og vi stod i Callao (berygtet skummelt havnekvarter) med to børn og var blevet brændt af igen.
Jeg fik skældt ud over telefonen, men det løste jo ingen ting, bilen fik vi jo ikke alligevel.
Vi nåede at fange den sidste personalebus fra lagerfirmaet og fik et gratis lift ind til et kvarter i nærheden af Miraflores, hvorfra vi kunne tage en taxi.
Imorgen tidlig prøver vi igen, og denne gang har vi insisteret på at blive hentet ved vores hostel. Vi skal ikke stå og flagre et eller andet sted igen, imens vi venter forgæves!
Far er ikke sur. Far er skuffet og temmelig vred.
Et skridt af gangen og to tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar