Syncronauterne: De eneste turister i Paraguay

"27. august
Drengene festede med toast og yoghurt til morgenmad. Vaskede det værste støv af inde i bilen. Så mennonitmuseet i Loma Plata og handlede en vognfuld: at betale 265.000 guaranies! - Svært med de store tal, men man vænner sig.

Så tog vi en afstikker til Chaco krigsmuseet. Bagefter kørte vi mod Asunción. Natten tilbringer vi endnu engang, uden for porten og derfor lidt for tæt på vejen (det larmer lidt), men det er ok.
Idag har vi set: en grå ræv, ørne, hejrer, storke med gult næb, et bæltedyr, indiske køer, duer, spurve med knaldrødt hoved og kæmpemyg. Stikkene hæver helt vildt op og er meget ømme.

Ved Chacokrigsmuseet

28. august
Efter morgenmaden kørte vi videre mod Asunción, ind i "Den våde Chaco". Der er mange søer/vandhuller. Der er vand i de fleste, fordi det har regnet for nyligt, har Jørgen fortalt os, så vi ser mange fugle især de smukke hvide storke med gule næb.
Vi kørte mellem to rækker rønner. Nogle er meget usle, nærmest plastik/pressening huse.

20-30 km nord for Asunción blev vi endnu engang stoppet af politiet. Det bliver vi ustandseligt, og hver gang vil de se ALLE vores papirer - sidst også drengenes pas. Så da de bad om dem, tænkte vi ikke videre over det.
Så ville de vide, hvorfor drengene ikke havde seler på. Vi svarede, at det havde de skam, og jeg sagde: "Drenge! Vis dem lige jeres seler." Tobias tog selen af og viste den frem. Så begyndte de to politifyre hektisk at råbe og fistre rundt, og Hans skulle gå med ind på kontoret. Det gjorde han. Jeg skulle lige have sko på og ordbogen med, så jeg kom lidt senere - da var overpolitimanden i gang med at læse teksten for ham, ligesom de gjorde i Bolivia, da han havde kørt for stærkt. De finder forskellige paragraffer, som de læser højt, imens de viser teksten frem, så man kan se, at det ikke er noget, de digter.

Til sidst slog han så op på den side, hvor der stod noget om bødestørrelse. Det skulle svare til en dagsløn! Det han læste handlede alt sammen om noget med seler, men vi forstod ikke rigtig, hvad vi havde gjort forkert. Jeg troede, at han ville have 3-punktsseler på bagsædet også, så da han var færdig, kommenterede jeg, at bilen var godkendt af Aduana (tolden) ved grænsen til gennemkørsel af Paraguay. Så var det at fyren fik fortalt os, hvad vi havde gjort: børnene havde kørt uden sele!

Alle de mange politifolk, der har haft stoppet os og set vores papirer igennem, har været venlige, til at snakke med og ønsket os en rigtig god tur, så jeg gik igang med at forklare, at det var da en misforståelse. Men jeg havde ikke sagt mange ord, før de råbte en masse i munden på mig, så jeg ikke kunne få et ord indført.

Vi var 5 i det lille bitte kontor. Overfyren siddende bag sit skrivebord, de to der havde stoppet os stående og Hans, som de havde sat på en lav stol, og jeg. De opførte sig med et truende kropssprog, hævede stemmer, og så havde de selvfølgelig uniformer på og deres store håndvåben i bæltet.

Det var selvfølgelig meningen, at det skulle have været 3 mod 1. Jeg skulle ikke have været med. (De sagde også på et tidspunkt, om Malene ikke skulle ud til drengene igen. - Hans).

Nå, men jeg insisterede på, at de skulle tie stille og lade mig tale færdig, fordi spansk er svært at tale for mig. Det så de overraskede ud over. Tror ikke, de nogensinde har prøvet at blive sagt imod. Jeg sagde så, at Tobias havde taget selen af, fordi jeg havde sagt, at han skulle vise dem den. Det mente de ikke lige kunne passe. Jeg sagde så, at det var det samme i Danmark, og blev afbrudt igen. Überpolizei sagde i en skarp tone, at det her er Paraguay og ikke Danmark! Jeg sagde så, at det var lige det, jeg mente: i Danmark skal børnene altid have sele på, så det sagde vi også, at de skal her. Der var lidt mere ordveksling og så forlod de to underbetjente os pludseligt og samtidigt. Pludselig kunne overbetjenten smile et skævt smil til os (good-cop) og med en lidt dæmpet stemme, kom han med et foreslag om, at vi da også bare kunne få det løst lidt gelinde, og så kunne vi jo allesammen komme videre med vores dag. "Hvad? Vi forstår ikke! Vi har ikke gjort noget galt!" Nå! Så kunne han da udfylde formularen med vores forseelse. Hans humør skiftede igen. Så prøvede han at intimidere ved at gøre opmærksom på, at NU skrev han altså vores nummerplade på papiret.
Så pludselig skiftede han igen og spurgte, om det var første gang, vi var i Paraguay, om vi var på ferie, og så måtte vi pludselig slippe med en advarsel, men han ville så se at ungerne tog selerne på! Sikke et røvhul!
Vi nåede Jørgen og Griceldas hus omkring kl. 16. Gricelda tog vildt godt imod os. Vi sad og prøvede at tale sammen på verandaen. Hun er fra Uruguay. Jørgen kom hjem ved 19-tiden. Gricelda lavede den lækreste oksesteg, og vi drak et glas vin og snakkede."

Fra Malenes dagbog.

Som en lille fodnote kan jeg tilføje, at vi meget ofte ser folk køre rundt stående på ladet af pickups eller lastbiler. Her er der med garanti ikke installeret sikkerhedsseler ;)

Der er skildpadder i haven: en stor og tre små. Og så er der lige en mere af en anden slags ;)

Vi blev hos Jørgen og Gricelda i bydelen Luque i 3 dage. Som sagt blev vi taget imod med åbne arme og stor gæstfrihed. Vi kendte dem ikke på forhånd. Jeg kom i kontakt med Jørgen på facebook igennem Marià, som vi mødte i Sucre. Det er helt fantastisk at blive mødt på denne måde af folk, som man slet ikke kender. Jørgen har kontakter på VW-værkstedet, som vi har afleveret vores bil til, så vi får en rigtig god behandling.

Gricelda prøver på at lære os at lave empanadas - det er svært!

Sådan skal det gøres.

Tobias, Lasse, Jørgen, Gricelda, Martin, Margaly og Malene bænket udenfor til aftensmad.

I de dage vi var i Luque, var vi med til familiens måltider og blev inviteret med til veteranrally, som Jørgen og sønnen Martin skulle køre i Martins røde VW boble. De har selv restaureret boblen (og Jørgens T2er) og kører en gang imellem med i disse rallyløb. Det gælder ikke om at køre stærkt, men om at køre præcist. Man får en drejebog for løbet udleveret, heri står, hvor man skal dreje, og hvor hurtigt man skal køre på en given strækning. Man bliver så kontrolmålt undervejs og Jørgen og Martin kørte inden for 1/2 sekund, af det de skulle. Alligevel blev det ikke til en podieplads (som de ellers flere gange har prøvet).

Boblen er klar til rally: en stor omdrejningstæller og en skærm, som viser odometeret (kilometertælleren).

Martin viser deres virtuelle kilometertæller, som hjælper dem undervejs i løbet.

En løbsdrejebog.

Briefing om løbet ved indskrivningen.

Resultaterne fra løbet blev offentliggjort til klubaften i veteranklubben. De mødes hver tirsdag aften i klubbens lokaler, som er parkeringsdækket på 6. sal i et p-hus. Her er der fastmuret grill til den ugentlige asado (grillet kød), udsigt over byen og plads til en gammel bil eller 10. Vi blev inviteret med til at deltage, og det var rigtig sjovt at opleve.

Udsigten over byen er rigtig flot fra 6. sal i p-huset.

Først fik vi pølsesnacks fra grillen, siden selve kødet.

Zulu (med hestehalen) sidder for bordenden til venstre.

En af Jørgens venner, Jorge, er også med i klubben og VW-entusiast. Han bliver kaldt Zulu, og han har en VW boble og en orange VW T3 Westfalia. Jeg havde også fået kontakt til Zulu på facebook gennem Marià, men nu også igennem Jørgen. Zulu er pr-mand i VW-klubben og har også rigtig gode kontakter til VW-værkstedet. Han har stået for den daglige kontakt til værkstedet, og er bare en rigtig dejlig rar fyr. Zulus kone Natalia er ved at lave et hostel, og vi er flyttet herhen fordi vi jo ikke kan bo i bilen, der er på værksted, og så er vi tættere på værksted og byen. Vi agerer "prøveklude", og giver feedback på, hvad vi synes. Om aftenen kommer Zulu forbi og snakker over et glas sodavand eller vin - det er super hyggeligt!

Fra toppen af p-huset.

I bilklubben. (Alt det brune er træ)

Vi har været inde i byen, og se hvad der er at se - det er ikke så meget sammenlignet med så mange andre steder vi har været. Her er heller ingen turister. Vi blev "hilst på" af et par tyske kvinder, som helt tydeligt var glade for at se andre turister. Det gør nu ikke så meget, at der ikke er en masse seværdigheder, som Zulu siger: "det her er jeres ferie - I kan bare slappe af!" Det har han ret i; nogen gange kan det være rart med en sofa og lidt wifi. :)

Basilicaen i Caacupé er mål for en årlig pilgrimsvandring d. 8. december. Pga. sommervarmen vandrer pilgrimmene om natten.

Basilicaen i Caacupé er ca. 20 år gammel.

Asunción har noget som mange af de andre større byer i Sydamerika ikke har: masser af træer og knap så meget bilos! Her er dejlig tilbagelænet og ingen prøver på at hustle os! Og så er vi omgivet af rare mennesker.

Gricelda viste os et hemmeligt udkigssted ved havnen i Asunción.
Byen ligger ved Paraguayfloden og har en relativt stor havn, som dog ikke er så aktiv længere.

På værelset ved siden af os bor en sød tysk kvinde i 20erne, hun hedder Teresa. Hun arbejder som frivillig på en skole og har været i Asunción i 7 måneder.
Tobias og jeg har endelig fået en Kindle igen, så nu kan vi læse bøger til den store guldmedalje. Jeg bestilte den fra USA, da vi stadig var i Bolivia, og fik den leveret til Jørgens arbejde (via en shopUSA-adresse i Florida). Det var bare dejligt!
Vi går og krydser fingre for, at bilen kan ordnes med lokale reservedele (det lader det til). Hvis den skal laves med dele fra USA, kan det hurtigt tage en uge mere. Hvis vi skal bruge dele fra Europa snakker vi nærmere 14 dage. Hvis vi skal vente en uge eller mere, vil vi tage til Foz do Iguazu-vandfaldene i Brasilien/Argentina med bus eller lejet bil.
Nu må vi se, et skridt af gangen, så går det nok!

Den kolde variant af Yerba Mate - Tereré.

Koppen fyldes med urter og man hælder iskoldt vand på. Drikken er en social ting, så mange deler samme kop.

I bybilledet ser man mange rende rundt med en termoflaske med kopholder til deres tereré. Jørgen har f.eks. en med på arbejde hver dag.

Forlygten, som drillede, bliver fikset inden bilen skal checkes ved indskrivning til rallyet.

Far og søn studerer løbsdrejebogen for morgendagens rally.

Jordbærsæson i Asunción - 1kg. koster 20.000 guaranies (ca. 26 kr.)

Vi kørte også rallyet for at se, om vi kunne finde boblen. Vi nåede den aldrig, men det var sjovt at navigere ruten. Malene vil gerne "gå til rally," når hun kommer hjem.

Togmuseum ude på landet. Paraguay havde den første passagerjernbane i Sydamerika, den er dog ikke i drift længere.

Tro følgere af vores alle sammens Evo fra Bolivia - hjelm skal der til.

Rallyet sluttede ved et fint hotel ude på landet. Her gad man godt bo nogle dage. Det er desværre uden for vores budgets rækkevidde :)

Ypacaraí-søen er rigtig fin og ligger ca. 25 km øst for Asunción. Desværre er den meget forurenet, så man kan ikke bade i den. Om sommeren bliver den helt grøn af alger. Der har været, henvendelser fra et japansk firma som ville rense den og bruge bundfaldet i kosmetikindustrien - desværre er der ikke blevet givet tilladelse til, at de kunne komme igang.

Uafhængighedshuset i Asunción - ved dette bord blev uafhængighedserklæringen underskrevet i maj 1811.

Palacio de Lopez er præsidentens arbejdsplads. Han har embedsbolig et andet sted i byen.

Det er nogle meget smukke og velholdte veteranbiler, der pryder klubbens etage i P-huset

Jørgen tager et billede af alle dem, der fik en pokal ved søndagens løb. Zulu sidder i andenforreste række til venstre.
Han fik "kun" bronze, for de måtte lige ud og skifte dæk undervejs.