tirsdag den 9. september 2014

Dommen over gearkassen (nu bliver det semiteknisk)

Akselen forrest i billedet er den, som er blevet slidt i stykker af g-gearet. 
Så fik vi endelig klar besked om vores gearkasse. Billederne taler sit tydelige sprog: lejet, som holder g-gearet på plads, er gået i spåner. Det har betydet, at g-gearet har ligget skævt i forhold til tænderne på akselen. G-gearet (det er vores ultralave terrængear: gelände på tysk) er nu erklæret dødt, tænderne er stort set slidt af.



Zulu har her fået fingrene i nogle af spånerne i gearkassen med bak- og g-gear. Heldigvis er der ingen spåner i gearkassen med 1.-4.gear.

Vi fik valget imellem at få sat et nyt leje på (for at holde g-gearet på plads) så det ikke gør mere skade, eller få bestilt nye dele i USA (hvis vi kan finde dem). Første løsning er hurtigst og billigst, men det giver os ikke g-gearet igen. Vi vil dog kunne fortsætte med de almindelige gear funktionsduelige og med firhjulstræk.
Den anden løsning vil tage måske en uge eller halvanden. Det vil være væsentligt dyrere, da det både kræver nye dele, og at man skiller hele gearkassen ad.

Spåner i bunden af huset af decoupleren.
Vi vaklede i eftermiddags mellem den ene og den anden løsning. Vi havde svært ved at beslutte, hvad vi skulle vælge. Valget blev truffet for os, da mekanikeren fra VW-værkstedet kontaktede Zulu her til aften. Han sagde, at de ikke ville lave den store "operation", fordi de ikke havde specialværktøjet til det. Hvis de skulle gøre det, ville det involvere at ødelægge dele af gearkassen, og måske ville de ikke kunne samle gearkassen igen.

Chefmekanikeren Roland viser frem og forklarer.
Imorgen går de igang med at lave den lille reparation. Den gode nyhed er, at vi kan køre videre, og at vi snart kan se en ende på vores gearproblemer. Vi overvejer at testkøre bilen til Iguazuvandfaldene, og derefter køre tilbage over Asunción. Nu må vi se.

Diesa-værkstedet havde også besøg af en anden T3-camper. Den er oprindelig fra Canada.

Vi er heldigvis omgivet af usædvanlig rare og hjælpsomme mennesker. Jørgen og Zulu har været helt fantastiske. Zulu kørte os rundt igen idag. Frem og tilbage til værkstedet flere gange og videre til koblingsspecialisten. De har begge to haft daglig kontakt til værkstedet og ejerne af værkstedet. De har lagt pres på, og fået os ind på værkstedet med kort varsel.

Mekanikeren er igang med at afmontere koblingen, for at vi kan få den restaureret. 
Koblingen.
De inderste tænder på g-gearet er næsten slidt væk. (Foto: Roland) 
Foto: Roland

Ingen kommentarer:

Send en kommentar