Iguazú på den argentinske side - Itaipu dæmningen i Paraguay

Vores tur på den argentinske side blev en våd affære. Vejrudsigten lovede regn- og tordenvejr hele dagen (og også dagen efter), og det kom til at holde. Vi havde været så urutinerede at komme afsted uden regntøj, så vi valgte at foretage den bedste - og dårligste - investering: dyre Iguazú-regnslag.
Der er ingen tvivl om, at vores tur havde været meget træls (og våd), hvis ikke vi havde haft regnslagene. Men regnslagene endte med at gå i stykker (heldigvis først sidst på dagen), så de var ikke de penge værd, som vi havde givet for dem.

Det er åbenlyst, at synet havde været mere fantastisk, hvis vejret havde været som dagen før. Men det var stadig utrolig flot og bestemt en hel anden oplevelse end på den brasilianske side: i Argentina kommer man tæt på vandet. Her var mange flere vandfald, og man havde mulighed for at gå hen over dem og kigge ned i afgrunden. Andre steder gik man nedenfor og kiggede op og fik vandstøv i hovedet.

Vandet i floden er farvet af sedimenter, som er eroderet pga. den massive skovhugst længere oppe. For lang tid siden var vandet her helt klart, senere blev det helt rustrødt af jord, nu er det kun gulligt. Ikke fordi man skover mindre, men fordi en del af slammet aflejres i søen over Itaipudæmningen. Det klarere vand er dog til gavn for fiskene, der havde svært ved at leve i det usigtbare vand.

Hovedattraktionen på den argentinske side er en gangbro hen til djævelens gab, hvor man kan gå oven på vandfaldet hen til kanten. Desværre blev broen skyllet væk i juni måned, da massivt regnvejr fik floden til at stige voldsomt. Det samme vand som oversvømmede en stor del af Asunción.

Næsebjørnene flokkedes omkring menneskerne. De var meget nærgående, da vi spiste vores medbragte frokost. I parken er der flere steder sat advarselsskilte op med skræmmende billeder, af hvor galt det kan gå, hvis man fodrer dem. Billederne viste dybe flænger, som folk havde pådraget sig, fordi dyrene var blevet fodret. Men de var sjove at se så tæt på!

Neden for vandfaldene er der en ø, man kan sejle hen til. Her kan man komme tæt på det største af de argentinske fald ved et udsigtspunkt. Dette var desværre også lukket pga. vandmængden. :(

Efter en våd dag i Argentina kørte vi tilbage til Brasilien og indlogerede os på samme hotel som forrige nat. Det var billigt og morgenmaden var fin. Regnvejret fortsatte hele natten, og vi blev jævnligt vækket af store tordenskrald.

Fredag kørte vi tilbage til Paraguay. Vi gjorde et stop i Ciudad del Este, som i Lonely Planet guiden er fremhævet, som det eneste usikre sted i Paraguay. Vi havde fået at vide, at de mange butikker havde meget billig elektronik; faktisk det billigste, der er til at opdrive. Vi var på udkig efter en lader til vores forbrugsbatteri i Syncroen. Vi fandt ikke rigtig noget, vi kunne bruge. Helt tomhændede gik vi dog ikke derfra: Lasse og jeg fik billige solbriller til ca. kr. 15 i alt, og drengene købte et nyt iPad-cover til kr. 30.

De tre kæmpe slidsker er til at lede overskudsvandet ned i floden, når vandstanden i reservoiret er for stort. De to mindste slidsker er 400 m brede.

Inden vi kørte tilbage mod Asunción, tog vi et smut forbi Itaipu-dæmningen. Man kan både besøge den brasilianske og den paraguayanske side. I Brasilien skal man betale for adgangen, og de har en udvidet tur, hvor man skal være 14 år gammel. I Paraguay derimod er det gratis.

I besøgscentret viste de en film om kraftværket. Da damen i receptionen fandt ud af, at vi var fra Danmark, tilbød hun, at vi kunne se filmen på engelsk. Vi fik en hel sal for os selv!
Bagefter blev vi kørt i bus (igen helt alene). Damen, som viste sig at hedde Andrea, tog med som guide.

De røde cirkler er lågene over de skakter hvor de 20 turbiner og generatorer er.

Vi stoppede ved et udkigspunkt og fik vores helt egen fremvisning af området. Andrea fortalte os, at hun ville stoppe nogle steder, hvor de normalt ikke stoppede, da vi jo var en lille eksklusiv gruppe :)

Derfor var vi inde at se bygningen, hvor generatorerne står. Der er 20 stk. og selve rummet er ca. 1 km langt! Hvert sekund løber der lige så meget vand igennem én turbine, som der løber igennem Iguazú-vandfaldene! Vandkraftværket leverer mere end 80% af Paraguays og næsten 20% af Brasiliens elektricitet.

Efter stoppet ved turbinehallen kørte vi op på dæmningen. Andrea fik chaufføren til at stoppe et par minutter på dæmningen. Det var heller ikke normalt :) På hele turen fulgte en vagt efter bussen i sin bil. Det er åbenbart normal procedure. Vores lille besøg satte altså tre mennesker igang! Og så til den pris ;)

Dæmningen set fra turbinehallens indgang. Der skal meget beton til at holde en højdeforskel på 196 meter! 

Itaipu er verdens største vandkraftværk målt på energimængden. Det er et imponerende værk, men også ret kontroversielt. For at bygge dæmningen, måtte man omdirigere verdens 7. største flod, Paraná-floden. Over 10.000 mennesker blev tvangsforflyttet. Guaíra-vandfaldene, som var verdens største målt på volumen, blev sprængt væk, hvilket gjorde det umuligt at genskabe dem, efter at floden blev dirigeret tilbage igen. Få måneder inden reservoiret blev fyldt døde 80 mennesker, da en bro kollapsede. De var turister, som var kommet for at se vandfaldene, inden de forsvandt.

Udsigt over reservoiret.

Andrea fortalte, at den brasilianske diktator gav den paraguyanske diktator 24 timer til at sige ja eller nej til opførelsen af dæmningen. Han sagde ja; måske den eneste gode ting han gjorde i sin tid som leder for landet, sagde hun, for Brasilien havde bygget dæmningen uanset om Paraguay ville være med eller ej. Aftalen mellem de to lande, som løber indtil 2023, giver Brasilien nogle økonomiske fordele, som betyder at Paraguay årligt "giver" en masse energi til Brasilien. Man håber på en bedre aftale, når den nuværende udløber.

Regnen fortsatte det meste af dagen: styrtregn afbrudt af korte perioder med finregn.

Vagten virkede også imponeret :) 

Andrea - vores private guide.