Den gratis campingplads

Klokken var lige blevet 17, da vi drejede ind på parkeringspladsen ved besøgscenteret i Northcliffe. Vi var på udkig efter et sted at overnatte gratis, der er altid masser af campingpladser, men dels har vi brug for at spare de 200 kr det typisk koster, og dels er vi vist bare mest til freecamping. 

Indtil videre havde vi haft 10 dage i vores bil, og vi havde endnu ikke måtte betale for en overnatning, men denne dag havde vi endnu ikke fundet en plads at overnatte. Det bliver mørkt omkring kl 18.45-19.00, og inden da skal vi have lavet mad og gjort klar til natten, så hvis man går igang kl 17 er der ikke meget tid at gøre godt med.

Vi steg ud af bilen, lige som damen ved besøgscentret var ved at låse døren. Hun fik øje på os og sagde: "Har I lige et enkelt spørgsmål, inden jeg går hjem?" Malene svarede, at vi var på udkig efter et sted at bushcampe eller freecampe; hvortil damen sagde: "Jamen, I kan da køre hjem til mig, vi har et sted hvor I kan overnatte gratis. Altså der er nogen der i forvejen, og der er March Flies, men I skal være velkomne."

Vi blev helt paf, men fik svaret hende, at det ville vi da gerne, hvis det ikke var til for meget besvær. Damen gik igang med at give os instrukser om hvilken vej vi skulle køre, og hvor vi skulle dreje op ad en grusvej, og til venstre hvor der stod 157…eller vi kunne følge efter hende, men hun skulle først lige over i købmanden. Vi valgte at følge efter hende - chancerne for at køre forkert var vist for store, og så ville vi jo misse vores overnatningssted.

Da vi kom frem viste det sig at de havde en kæmpe grund, hvoraf noget af "baghaven" var indrettet til gratis camping! Hvilket held! Damen stoppede i indkørslen, og udpegede hvad vej vi skulle køre (ca. 50m) - og fortalte at hendes mand nok ville komme forbi lidt senere og hilse på.

Det viste sig at Syd (som manden hed) var pensioneret Ranger. Han havde bygget den gratis campingplads for hyggens skyld. Og som han sagde, så kørte de også rundt i landet, og ville også helst campe gratis. Hvorfor så ikke lave en plads, som andre kunne nyde godt af? Syd fortalte at de havde haft besøg af en Landrover-klub på over 20 køretøjer, og at samme klub hjalp lidt til med at lave ting på pladsen. Inden han kørte igen (det var jo en stor grund og der var masser af March Flies, så der var ingen grund til at gå rundt) sagde han at de ville lave bål omkring kl halv otte, og at vi skulle være meget velkomne. Hvis vi ikke kom var det også fint.

Selv om vi var trætte besluttede vi at droppe forbi, det er også vigtigt at vise sin taknemmelighed når man støder på sådan en gæstfrihed.

Da vi kom til bålpladsen var der fuld gang i bålet, og vi blev budt på svogerens hjemmelavede rødvin af damen fra besøgscentret, hun hed Anne. De andre tre gæster på pladsen, var også til stede, de bød på improviseret tapas. Vi følte os lidt fjollede, vi havde ikke noget med, uforberedte som vi var. Men det blev ikke taget ilde op.

Vi hyggede os, fik talt om vores tur og om at rejse i Australien. Det viste sig at Syd og Anne har campet en del. De andre tre, som var tre pensionister fra Melbourne, havde fundet Syd og Annes sted ved et tilfælde: de havde, dagen før, fået besked på deres UHF-radio fra Syd om at de kunne overnatte hos ham! Det viste sig at de to (et ægtepar) levede i deres campingvogn, og havde kørt rundt i Australien i 2 år og 23 dage. Denne gang var de kørt op igennem midten til Darwin, og videre  ned langs vestkysten. Deres ven, som havde sin egnen bil og campingvogn, havde krydset Nullaborsletten 12 gange.

Dagen efter, da vi forlod vi pladsen, var vi endnu en oplevelse rigere. Sikke et fint tilfælde!

Vi talte lidt med Syd inden vi kørte. Han fortalte om hvordan at det udelukkende havde været bush, da han havde købt grunden, om hvordan han selv havde bygget huset, om hvordan solpanelerne på huset giver overskud og om kommunalt bureakrati i forbindelse med campingpladsen (de havde bla. måttet installere drikkevand til pladsen).

Vi kørte ind forbi Anne i besøgscentret på vej væk, så hun kunne give os nogle tips til hvor der var godt at køre hen.

En typisk dag starter omkring kl. halv syv, når vi bliver vækket af sollyset. Vores seng bliver slået sammen til sofa igen, taskerne på forsædet, bliver flyttet om i baggagerummet og der bliver sat vand over til kaffe. Hjemme i Danmark plejer Malene og jeg at spise frugt til morgenmad. Det er ikke en luksus vi kan tillade os her. I stedet står den på cornflakes eller havregryn og toast. Efter maden skal der vaskes op, og resten af bilen skal "pakkes om" (dvs. vi flytter tingene rundt så vi kan være i det meste af bilen igen). Hvis vi har haft en vask over i en spand, skal den skylles op og tøjet skal hænges til tørre. 

Hvis vi er et sted hvor der er vand, skal tanken fyldes op. Vandet i tanken bliver varmet op i løbet af dagen af solen, så derfor fylder vi koldt vand på termoflasker om morgenen: 4x1 liter og 2 små på 400 ml - som vi drikker af. I køleskabet har vi en 1 liters kande og to 1/2 liters plastflasker, som er reserveret til at drikke til aftensmaden. De bliver også fyldt om morgenen.

Hvis vi har været rigtig gode, er vi klar til at køre kl. 8 (det er indtil videre kun blevet til en enkelt gang) ellers er vi klar mellem kl. 9 og 10.30

Drengene og Malene sidder på bagsædet og har skole, mens jeg kører. De arbejder godt, og vi stopper ind imellem for at holde pause, eller hvis der er noget bestemt vi skal se.

Så er der frokost. Måske indkøb først.

Hvis ikke vi skal se noget om eftermiddagen, lytter vi til Harry Potter læst af Jesper Christensen.

Hvis vi er i god tid, slår vi lejr kl 16-16.30 ellers helst inden kl 17.30.

Så skal der laves mad, og slås lejr. Tingene skal arrangeres til natten, og efter maden skal der vaskes op.

Nogle aftener spiller drengene bold, eller de spiller ukulele. De skriver dagbog eller laver lektier eller læser.

De går i seng ca. kl 20, vi voksne ca. kl.21-22

Så starter det hele forfra, bare et nyt sted, med nye oplevelser….

Pt. er vi nået til Esperance WA. Vi har måttet tage en overnatning på en campingplads. Den første betalingsovernatning i bilen. Nærmeste gratis sted ligger mange km uden for byen. Her er mange surfere, hvilket nok også er grunden til at de gør så strengt opmærksom på, at man ikke må overnatte andre steder end på campingpladserne.

Imorgen kører vi mod Norseman, før vi giver os ud i at krydse Nullabor-sletten....mere om det senere ;)

Pinnacles, Wave Rock, B-B-Q og fluer

Der er fluer i outbacken, og de er nærgående! Heldigvis har der ikke været så mange af dem, og når man har et net at komme på kasketten, bliver det hele meget nemmere. Vi er dog blevet så kloge, at vi ikke forsøger os med at spise ude blandt dem.

Vi har nu været nogle dage i bilen, og det er rart at være i den igen. Den er stadig fed at køre, og indtil videre har den ikke voldt nogen problemer.

Dagene er gået med at vænne sig til bilen, at finde plads til alle tingene og få nogle rutiner. Vi er ikke helt i mål, men vi er på vej.

Indtil videre er det lykkedes os, at undgå at betale for overnatning; det er noget vores hårdt prøvede budget har godt af, efter over 10 nætter på hostel.

Vi har været lidt nordpå, og lidt østpå, til henholdvis, Pinnacles og the Wave Rock. To touriststeder, som vi måtte se, før vi drager syd- og siden østover.

The Pinnacles var et spektakulært syn, og vi fik både gået rundt i ørkenen og kørt den rute man kunne køre i ørkenparken.

Der var noget forladt og forhistorisk ved kalksøjlerne, som man mener rødderne fra gamle træer (eller træstammer) har skabt....

Vi måtte også se Wave Rock, og drengene og jeg skulle selvfølgelig have tage de obligatoriske bølgebilleder.

Klippen er granit, som er blevet formet af vand og vejr, igennem mange mange år.

En ting som har overrasket mig positivt, er de gratis barbeques man finder rundt omkring. De er i mange parker og rastepladser. Man tænder dem ved et tryk på en knap (de er elektriske) og så er der gratis barbeque! Super fedt!

 Vi har brugt det en del, og det gør at vi kan spare benzin til Colemankomfuret - og så er det hyggeligt. Man kan godt forstå at de stiller BBQs til rådighed, når nu klimaet er som det er, men det er stadigvæk luksus at støde på. Indtil videre har vi lavet stegt kød og grønsager, indbagt pizza, pølser, morgenbrød, æg og bacon samt pandekager på de gratis BBQs. Nice :)

Vi er nu begyndt at bevæge os sydover i WA - og det er efterhånden ved at blive mere og mere grønt og frodigt. Her er dog stadig varmt, men floderne vi kører over har efterhånden vand i sig (mange af floderne inde i landet var fuldstændig udtørrede).
Vi nyder det stadig - og vi finder os mere og mere til rette for hver dag der går. :)

Saltvandssø  ved Wave Rock - 10 gange så salt som det Røde Hav.

The Humps

Mulka's Cave ved The Humps.

Det lykkedes!

Så skete det endelig! Idag fik vi bilen udleveret!

Dagen startede med et opkald fra shippingagenten, som kunne meddele at bilen var blevet trillet ud af containeren, og at AQIS-inspektionen skulle foretages 10.45. 

Det betød at der var 45 min til at løbe hjem fra biblioteket (hvor jeg havde printet de sidste papirer jeg skulle have med) og skifte til lukkede sko (et krav til alle som skulle bevæge sig ind på lageret). Dernæst skulle jeg hen og nå en bus ud til South Fremantle, efterfulgt af 10-15 min gåtur. Jeg havde travlt!

Jeg var der 10.37 :)

Selve inspektionen forløb udramatisk. Inspektøren spurgte til stelnummer, om der var madvarer med (der var lidt konserves og industripakket tørkost), om vi havde renset bilen inden den var blevet shippet (det havde vi, men vi havde ikke damprenset den - men det sagde jeg nu ikke til ham). Derefter bad han om at se hvad der var i de forskellige skabe, og han lyste under bilen forskellige steder.

Til sidst ville han vide hvor vi skulle hen. Det var vidst ren og skær interesse, for han begyndte at komme med foreslag til hvor vi kunne tage hen. 

Og så blev den så godkendt!

Det betød så godt nok ikke at vi kunne tage den med endnu. Så jeg måtte pænt aflevere nøglerne til lagerformanden igen. 

Nu skulle vi vente på at karantænerapporten blev sendt til agenten, som til gengæld skulle sende en regning, som jeg skulle betale. Jeg skulle så sende en kvittering for betaling til agenten, som skulle godkende den. Derefter skulle hun frigive bilen til udlevering fra lageret. Alt dette skulle klares inden kl. 17, hvor agenten gik hjem.  Altså kl. 17 Tullamarine-tid, dvs. kl. 14 Fremantle-tid!

Puha.

Første bank jeg gik i, henviste venligst til Commonwealth Bank (som der også stod på regningen). Da jeg kom til den rigtige bank, viste det sig at jeg godt kunne betale med kredtikort i banken, men det ville blive besværligt.

Jeg ringede til agenten for at høre om de tog mod kreditkortbetaling. Det gjorde de, der ville dog løbe 4% gebyr (ca. 500 kr) på...det gad jeg ikke. Jeg løb hjem på hostellet, fik logget på netbank; de skulle have 40 kr. i gebyr. Da jeg havde betalt, sendte jeg en pdf-kvittering til agenten, som jeg skulle oversætte pr. telefon (den var jo på dansk). SÅ var alt i skønneste orden, og nu kunne hun så ringe til lageret og frigive bilen.

Da vi havde været på motorkontoret og købe en 48-timers tilladelse, så vi kunne flytte bilen, tog vi ud til lageret.

Først måtte vi placere drengene på lagerkontoret, da de var for små til at måtte komme ind på lagerpladsen (det var vi forberedt på - så de sad og læste bøger imens).

Dernæst skulle vi iføre os gul vest (deponerede et kørekort i pant) og et adgangskort hver.

Da vi kom hen til lagerpladskontoret ville de ikke udlevere nøglen fordi de ikke havde fået grønt lys fra agenten, som i mellemtiden var gået hjem. Der var heldigvis en anden på shippingkontoret, og efter lidt ringeri frem og tilbage, og mailen frem og tilbage fra min iPhone, lykkedes det. Vi fik nøglen og kunne køre derfra!

Vi havde fået lov at låse bilen op, så vi kunne slutte batterierne til, og flytte lidt rundt på tingene i bilen, så drengene også kunne være der.

Det var lidt interessant at køre ud i eftermiddagstrafikken i venstre side... Nu har jeg jo gået og vænnet mig til det både i Thailand og hernede, men det er noget andet når man kører selv!

Imorgen skal den sidste hurdle overståes: bilen skal synes kl. 10...derefter burde vi være klar til at køre derud af... et skridt af gangen... :)

Mens jeg løb rundt og skaffede tilladelser, var der nogen som så en kanon blive fyret af ved Round House.

Pludselig havde vi et værelse med en helt andet udsigt!

Solen skinner, send flere penge!

Onsdag oprandt, og det viste sig at toldmyndighederne skulle bruge ekstra dokumentation. Da skemaerne var udfyldt, og jeg havde betalt mig til scanning af papirerne, blev de afsendt pr. mail.

Torsdag morgen blev jeg ringet op; der var en fejl på side et. Forfra...

Nu var det hele som det skulle være. Det eneste problem var at tolden skulle bruge 24 timer på at kigge mine ca. 30 afkrydsninger efter... dvs. at vi ikke kunne nå at få bilen igennem karantæne-inspektion fredag. Det ville så også sige at containeren ikke kunne være på havnen weekenden over, og derfor skulle køres i depot.

Det er så der vi står nu: nærmere besked på mandag! Vi har for en sikkerheds skyld ombooket vores tid i synshallen til mandag eftermiddag...men nu må vi se. Vi må tage det et skridt af gangen.

Indtil da kan vi så fortsætte med at lave dagligdag i Freo. Det er godt at vi ikke skal flytte igen, og nu har vi efterhånden været på hostellet i en uge; så begynder man så småt at have nogle rutiner, og nogle bestemte man hilser på.

Drengene har været i skole mange af dagene. Det har mest været i hostellets baggård, men også på rådhuspladsen, hvor man har kunnet sidde i skygge, og nyde godt af (det langsomme) gratis wifi.

Vi har været på indendørs marked, både i bymidten og i en gammel lagerbygning på havnen. Det er meget hyggeligt, åbenbart en weekendtradition her i byen.

Lørdag var der et lille "madmarked" på "vores" strand, og hele weekenden har budt på musikfestival i parken. Masser af stemning og masser af mennesker.

 Vi har også kunnet mærke at mængden af mennesker i byen er steget betragteligt i løbet af weekenden. Her er mange restauranter og værtshuse, og de mest populære steder har kø langt ud på fortovet.

Vi har mest dyrket de gratis fornøjelser, hvilke der er en del af her i byen. Det er godt for økonomien, og vi møder tit nogle meget engagerede frivillige guider, som med stor glæde deler ud af deres viden. Der var specielt en på Shipwreck Galleries, som gjorde meget ud af at tale langsomt og tydeligt, for at Lasse kunne forstå hvad han fortalte om.

Shipwreck Galleries - gratis entre.

Undervandsfoto i verdensklasse - gratis entre.

Round House - næsten gratis entre.

Fremantle Prison - gratis entre - man kan også tage på betalte ture.

Fremantle har også gratisbusser.

Og så bliver der spillet sport, og set sport, og talt om sport og spillet på sport....de er vilde med sport.

Vi har forsøgt os med at købe en basketball til drengene. Men det er svært at finde en kurv at spille på. Vi fik fortalt om nogle haller hvor man kan spille indendørs, men det er vist noget man skal gå til. Ind til videre har vi spillet lidt på en øde p-plads, med det resultat at Lasse fik en ordentlig gang asfalteksem, for anden dag i træk...øv.

Send flere penge, eller lad os få bilen...vi savner den!