mandag den 19. januar 2015

Valdés - hvaler, pingviner, søelefanter og No Acampar


Vi er nu tilbage i Danmark. De mange oplevelser er så småt begyndt at bundfælde sig. Stille og roligt.
Den sidste tid blev hektisk. Vi skulle planlægge hjemrejse, både for bil og for os selv. Det betød, at der ikke var så meget overskud til at "blogge" færdig! Men det kan heldigvis klares fra Danmark. :)
Som Lasse plejer at sige: "God fornøjelse!"
Vi havde nogle fine dage i Valdés, som er en stor halvø, der er kendt for sine rethvaler, pingviner, søløver og søelefanter.

Til trods for det tydelige skilt: No Acampar! var vi ikke de eneste som camperede ved vandet. Da vi gik i seng, var der kun den tyske lastbilcamper og os. Næste morgen så det lidt anderledes ud! :) 
Campingpladsen var lukket (det er endnu ikke helt sæson). Efter at have spurgt politiet endte vi med at campe nede ved vandet ved siden af et tysk par i en hjemmebygget lastbilscamper. De fortalte at de arbejder 9 måneder og flyver til Sydamerika og rejser i 3 måneder. Derefter tager de hjem og arbejder 9 måneder og kører igen i 3 måneder osv. Deres plan var at fortsætte helt ind til de når Alaska! Det er et langtidsprojekt, og de tager sig god tid. Det må være skønt :)


Valdés var ikke så vildt, som vi havde håbet. Vi havde haft nogle rigtig fine oplevelser lidt sydligere, hvor vi var tættere på både pingviner og søløver. Og dagen inden havde vi stået og kigget og lyttet på hvaler.



Vi havde nogle fine oplevelser alligevel. Og søelefanterne havde vi ikke set før.

Den store attraktion var at tage på hvalsafari. Vi fik lov at betale billeterne med dollar til en god kurs. Ude på havet så vi flere forskellige hvalpar. Det var mor og unge - fædrene var stukket afsted mod Sydpolen igen.


På vej væk fra halvøen var vi forbi fugleøen - Isla de los Pajaros - som har form som en hat. Det er den ø som Saint Exupery så fra sin postflyver, og som inspirerede ham til at bruge den i sin bog "Den Lille Prins". Her bliver øen til en hat, som  er en slange, der har slugt en elefant. Vi spiste frokost, imens vi stod og kiggede over på øen, som er et reservat for fugle. Imens kunne vi nyde synet af vilde marsvin (ikke dem fra havet), som løb omkring i krattet.

Isla de los Pajaros 

De efterfølgende dage var transport op mod Buenos Aires. Vi skulle til Montevideo i Uruguay for at mødes med nogle hollændere, vi mødte i Cusco. Vi havde aftalt at shippe biler sammen til Europa. På den måde får vi shippingen til halv pris. Det betød dog også at vi skulle af med bilen lidt tidligere end vi egentlig gerne ville, hvilket var lidt ærgerligt.



Vi så ikke Buenos Aires til trods for at vi havde 3 overnatninger der. Vi sov i bilen i haven hos et camperfirma i den nordøstlige del af byen. Da vi var i Australien fik vi en mail fra Christian, der ejer firmaet. Han har selv et par T3ere og en T2er og tilbød, at vi kunne slå lejr hos ham, når vi nåede så langt. Vi trængte til at slappe af og lave praktiske ting, desuden regnede det voldsomt. Så sightseeing i Buenos Aires fik lov, at vente til når vi har shippet bilen.

Et skridt af gangen.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar