Alice Springs

Vi ankommer fra vest ad Larapinta Drive. MacDonnell Ranges, en 644 km lang bjergkæde som løber øst og vest for Alice Springs, ligger på vores højre side. Hvis man kommer til byen fra syd, vil man opleve at køre ind i en revne mellem den østlige og den vestlige bjergkam.

Alice Springs er en lidt pudsig by. Den virker større end den nok i virkeligheden er. Der bor godt 25.000 mennesker, men pga. dens øde beliggenhed (det er BYEN i næsten 1500 km's omkreds) føles den større. Når man kommer fra de små flækker, man er kørt igennem, uanset hvor man kommer fra, er det lidt af en metropol at komme til.
Vi tankede op (fuel, kort/brochurer, vand og mad) og kørte ud af byen igen for at overnatte gratis.

Vi havde fået anbefalet Alice Springs Desert park af Anne fra Western Australia, hun sagde at det virkelig var noget specielt. Vi blev ikke skuffede! Vi tilbragte en hel dag på stedet, og nåede også at møde en ørn. Sensommeren er uden for sæson, så vi havde det meste for os selv. Parken var relativt ny, og de havde gjort rigtig meget ud af, hvordan de præsenterede dyrene og naturen. Bl.a. havde de et nocturnal house (et hus med nattedyr) - som var lavet med et særligt lys, der gjorde, at nattedyrene var aktive om dagen, uden at de kunne se os. Det gav en helt unik mulighed for at studere dem tæt på, uden at de var bevidste om, at vi gik og kiggede.

Der var også et fugleshow, som var meget nærværende og tæt på. Fuglene fløj hen over vores hoveder, og gik imellem os. Det var en sjov og spændende oplevelse.

I ørkenparken var der også et dingo-foredrag, hvor man kunne få lov at klappe en dingo. De var vildt søde, og sky :)

I Alice Springs finder man også School of the Air. Det var et must-see for os, da det handler om hjemme/fjernundervisning af børn, som kun er i skole med deres søskende. Relevant for vore drenge, som er udsat for lidt de samme forhold, for tiden. Og så alligevel ikke.

Malene havde læst om skolen, og vi har alle set noget om det i tv, men det er anderledes at opleve det live. Skolen er lavet for, at børn i outbacken kan få ordentlig undervisning, selvom de bor så øde som de gør. I gamle dage foregik det via radio, men nu er det via computer, med både billede og lyd.

Udstyret bliver stillet til rådighed af den Australske stat, og når der ikke er skoletid, kan familierne frit benytte det til at gå på nettet. Børnene kan også chatte med deres klassekammerater, som kan risikere at bo op til 1500 km væk. De mødes i virkeligheden 3 til 4 gange om året, i Alice Springs, hvor de holder skoleuge. Møderne tjener også det formål, at børnene prøver at være sammen med andre børn socialt og at de lærer deres lærere at kende. Udover disse uger kommer læreren på hjemmebesøg en gang om året, så en del af lærernes uddannelse (for at kunne arbejde i School of the Air) består i et 4WD-kursus, så de kan komme frem til selv de mest ufremkommelige steder.

Undervisningen foregår i bl.a. lektioner, hvor den pågældende lærer er online, eleverne logger på for at følge timen. Der kan udveksles dokumenter, og der er kameraer, så elev og lærer kan se hinanden. Der er også et kamera, som peger ned på bordet eller på tavlen, så læreren kan vise ting. Eleverne har også scanner, og mulighed for at sende dokumenter og billeder til læreren.

Udstyret som, ud over pc og scanner, også består af en parabolantenne til internetforbindelsen, koster omkring 50.000 kr.
Mens vi var på skolen fik vi mulighed for at opleve flere forskellige lektioner, for forskellige klassetrin.

Royal Flying Doctor Service (RFDS) blev lavet for at gøre det muligt at få lægehjælp til folk i hele Australien. School of the Air startede som en del af RFDS, da de havde radioerne til rådighed. RFDS flyver ud til alle afkroge og agerer ambulance, når der er brug for det. Derudover er de også praktiserende læger for tusindvis af mennesker, både med "rigtig" konsultation, mens også pr. computer (eller før i tiden radio). Det er en institution i Australien, og stadig en vigtig del af den almindelige outback-australiers sundhedsnetværk.

RFDS er også synlig i landskabet, når vi kører rundt ude på de øde veje; pludselig ser man et skilt med teksten "RFDS Emergency Landing Strip". Det er en del af landevejen (typisk 1 km) som er lige, og afmærket med sætningszone, ligesom man ser det på en rigtig landingsbane (det er det i starten og slutningen af banen, som ligner et forstørret fodgængerfelt).

Når vejen skal bruges til at lande på, vil det lokale politi spærre "banen" af i begge ender, så man ikke kommer til at køre ind på den. Trafikken bliver dog ikke stoppet af den grund; man har lavet afkørsler til en parallel grusvej, så biltrafikken kan fortsætte som normalt. Meget smart fundet på. Nogle af de "baner" vi er kørt hen over, har sågar haft en lille forplads, hvor flyet kan vende, og man kan holde og vente med patienten som skal transporteres :)

Drengene skriver dagbog i skæret fra pandelygten, oppe på deres "værelse" :)