Kings Canyon og Mereenie Loop mod Palm Valley

Unsealed road, gravel road. Jeg troede at jeg havde en rimelig god ide om hvordan det var at køre på grusvej, før jeg kom til Australien. Grusveje, det er sådan noget man finder i sommerhusområder, eller ude på landet. Og ja, de kan nogen gange være bedre at køre på end andre gange, men så er det vel heller ikke værre? Men jo, nogle gange er de virkelig slemme.

The Mereenie Loop er en næsten 200 km grusvej, som går vestover fra Kings Canyon, for derefter at slå en stor bue over nord, og videre mod øst (et loop - næsten). Vejen er lavet af grus, men hvis du tror at grus bare er en ensartet størrelse, så må du tro om igen. Hvis eskimoerne har 21 forskellige ord for sne, så må australierne have næsten lige så mange for grus.

Der er det bløde månestøvsagtige pudder, som med sin røde farver leder tankerne hen på Mars. De bløde spor er, omend behagelige at køre på, forræderiske fordi de låser en fast til tidligere bilisters spor, og det er ikke nødvendigvis altid en fordel.

Vi støder også på det hårdt sammenpressede fine grus, som næsten føles som beton. Det ville have være et fint underlag, hvis ellers det havde ligget i hele vejbreden, over længere strækninger, og ikke som vi har oplevet det mest; i flager, mere eller mindre gemt mellem det andet grus. Ofte ligger det 1-2 cm højere end det andet grus, med en skarp kant, som virkelige kan lave høje lyde, som en sten, hvis man rammer det med 70 km/t!

Det er let at se de forskellige lag af sandsten, som udgør toppen af Kings Canyon.

Kings Canyon var helt fantastisk smukt! Vi var kørt dertil fra Yulara på asfaltvej. Vi tog en overnatning på campingpladsen (som havde pool - lækkert når temperaturen er 36-37 grader), bad drengene om at vække os når de vågnede om morgenen (dvs. lidt før solopgang). På den måde kunne vi nå, at spise morgenmad og pakke lejren sammen, og stadig nå at påbegynde den lange tur (4 timer) rundt, inden ruten lukkede kl. 9.30.

Vi fik besøg da vi hold et hvil ved en sø, midt inde i Kings Canyon.

En oase i alt det tørre og golde; midt inde i Kings Canyon, var der en slugt med søer og træer.

Det blev en rigtig fin tur, og det spektakulære landskab - tog sig fantastisk ud. Det er måske noget af det smukkeste vi har set mens vi har været hernede.

Da vi var færdige med turen, tankede vi diesel, tankede vores depoter, købte en permit (tilladelse til at køre i aboriginerland) og kørte afsted mod Mereenie Loop.

Et træ som vokser ud af klippen.

Endnu et træ som vokser ud af en klippesprække.

Nogle gange består gruset, af en masse små og mindre sten i meget uens størrelse. Det sætter automatisk farten ned.

Der er også, i mangel af bedre betegnelser, det almindelige grus. Det er stadig rødt, men består af en blanding af rødt sand og småsten. Det er nok det som kommer tættest på "almindelig" grusvej. Det er fint at køre på, med mindre der er huller eller de allestednærværende vaskebrætter. Vaskebrætterne er en masse små bølger på vejen, som er dannet af vind og vand. Hvis man forsøger at køre langsomt, kan man som regel ikke køre hurtigere end 10 km/t før det begynder at gynge. Kører man hurtigere rasler hele bilen. Men når man op på omkring 70-80 km/t, kommer man til at køre på toppene, og så er det ok. Så længe der ikke er huller i vejen. Det lader til at der, på visse strækninger 100 km fra nærmeste flække, ikke så tit kommer nogen forbi og fylder huller.

Man placerer sig midt på vejen, fordi det er der, der er mest jævnt (siderne har en tendens til at hælde nedad, og de er samtidigt fyldt med huller og dybere spor, og løsere grus), og så gælder det ellers om at holde øje med huller i vejen, og støvskyer forude. En støvsky er, som oftest, et tegn på at der kommer en modkørende. Vi kører med vinduerne åbne (det er vores aircon), så derfor gælder det om at rulle vinduerne op, inden man passere den modkørende støvsky, samtidig med at man trækker ud i det ujævne føre.

En støvsky, kan også være en dustdevil (en støvdjævel). Det er en "minitornado" (som Tobias kalder dem), som suser ud over sletterne, og nogen gange krydser vores vej. Det vildeste møde vi har haft, var en dag vi holdte i skyggen af et træ, og spiste frokost.

Nogle gange er der ikke så meget skygge, så man må tage den smule man kan finde.
Her holdt vi, da "minitornadoen" kom forbi.

Vi havde slået toppen op for at få lidt gennemtræk i kabinen (temperaturen var 36-37 grader), og pludselig blev vi indhyldet i støv, og teltet på toppen føltes som om det vilde blæse af hvert øjeblik det skulle være. Vi fik slået toppen ned i en fart, og så var det nærmest overstået. Ud af vinduerne kunne vi nu se, støvdjævlen fare videre på kryds og tværs som en snurretop, uden egentligt mål.

For enden af Mereenie Loop kom vi til det vi var kørt efter: Palm Valley.

Severe 4WD route! :)

Vi tog en overnatning på camp grounden. Det var en sjov 4WD-vej, med masser af klippe. Det har vi ikke prøvet før.
Dalen har, som navnet antyder, palmer og vegetation, som har været der (og ingen andre steder i nærheden) siden dinosaurerne. Det var en meget fin afstikker.