Syncronauterne: Zen og kunsten at reparere en Syncro

Der er mange ting som skal fjernes, før man kan nå ned til motoren. Ikke så praktisk - omvendt kan man jo bare lade være med at gå så meget i stykker :)

Den opmærksomme læser af denne blog, vil ikke være i tvivl om, at vi fik problemer med vores bil, for snart mange uger siden. Her følger fortællingen, om hvordan vi blev "reddet" af ikke en, men mange venlige sjæle. :)

Vi var kørt afsted fra vores overnatningssted, ca. 90 km nord for Alice Springs. Dagens plan var klar: vi skulle lægge nogle km bag os, gerne så mange som muligt.
Vi havde ellers haft planer om at køre østpå, via Plenty Highway (som er en grusvej) til Rockhampton, en by på østkysten i den sydlige ende af Great Barrier Reef. Men Plenty Highway, var lukket pga. oversvømmelser godt 500 km fremme i Queensland, så vi havde lavet planerne om, og vi var nu på vej mod Tennant Creek og den asfalterede landevej, som går østpå derfra. Det var vist en god ide, set i lyset af hvad der efterfølgende skete.
Vi havde et kort stop i Aileron, for at tanke og tisse. Afsted det gik. Jeg sad, som det ofte er tilfældet om formiddagen, alene foran; de andre sad bænket på bagsædet, i fuld sving med dagens skolearbejde. Himlen var blå, det ville nok blive endnu en varm dag, men solen stod i nordøst, så den kom ikke direkte i hovedet...endnu.
Vi oplevede på vej fra Coober Pedy, at solen kunne være ubarmhjertig hård, når den stod direkte ind forfra. Det kræver en masse vand i løbet af dagen, og et par gode solbriller. Vinduerne var som sædvanligt halvt åbne, for at skolen på bagsædet, ikke blev kogt undervejs.
Jeg kunne se på de små grønne skilte i siden af vejen, at vi snart var fremme ved næste lille flække Ti Tree. Der skulle være et roadhouse, hvor planen var at vi skulle tanke igen, men ellers skulle vi bare videre. Men vi skulle blive klogere.
11 km før Ti Tree begyndte termometeret i instrumentpanelet at stige hurtigt. Den røde lampe, som indikerer lav kølevandstand, begyndte at blinke hektisk. Der var ikke noget at være i tvivl om: jeg skulle bare holde ind til siden med det samme.

Den berygtede slange ses midt i billedet. Vi fandt senere ud af at det ikke er den som går til køleren foran, men derimod til varmeapparatet under bagsædet. Same same...kølevandet fossede ud.

Det viste sig, at der var flækket en køleslange, så kølevandet var fosset ud. Vi prøvede på at flække det sammen, med hvad vi nu engang havde: vulkaniserende tape, et par spændebånd og et reperationskit til udstødningen. Det holdt bare overhovedet ikke.
Nå, det var stadig tidligt på dagen, og vi besluttede at jeg måtte få et lift ind til Ti Tree, hvor vi håbede at finde en mekaniker.
Malene stoppede den første bil som kom forbi; det var et pensioneret ægtepar (Jan & John), som havde solgt huset og var på vej nordpå med campingvogn (sådan nogle har vi vist mødt før). Jan foreslog at jeg efterlod min telefon hos Malene, så jeg kunne ringe tilbage med en melding fra Ti Tree. Da vi kom til byen viste det sig, at der ingen mekaniker var, og den nærmeste var i Alice Springs, som vi lige var kommet fra, to timer sydpå. :(

Udsigten den ene vej (eller den anden vej - det er vist ligegyldigt), mens Malene og drengene ventede på at jeg kom med hjælp.

Jeg havde sagt til Jan og John at de bare skulle køre, jeg ville bare få et lift tilbage med en anden. Det var de ikke meget for, så de fandt en anden venlig sjæl, de kunne "overlevere" mig til. Han hed Greg.
Jeg stod inde i en kiosk, som havde et udvalg af bilreservedele, men desværre ingen køleslanger, da han kom ind og præsenterede sig. Han var på vej hjem nordfra, og havde stoppet for at tanke, da Jan (som han ikke kendte) havde shanghajet ham, så han kunne hjælpe os. Han fortalte at han var på hjem til Alice Springs, men han da godt lige kunne bruge lidt tid på at hjælpe os.

Greg spurgte om jeg havde fået god hjælp ved roadhouset, og konstaterede tørt, at de nok ikke havde været til nogen hjælp. Det måtte jeg give ham ret i, han mente at de godt kunne være lidt arrogante. Han sagde, at vi kunne køre over på den anden side at highwayen, hvor resten af "byen" lå. Der var folkene mere rare, og der var en blandet landhandel, som måske havde, hvad jeg søgte. Vi blev enige om, at det var et forsøg værd, om Greg forsikrede mig endnu engang om, at han ikke havde travlt.
Butikken havde ikke nogen slanger, men de henviste til en fyr lidt op af gaden, som plejede at fikse biler. Måske kunne han også hjælpe os? Vi kørte hen til ham fyren - Darren var hans navn - men han var ikke hjemme. Hans kone sagde, at han ville komme hjem ved 3-tiden om eftermiddagen, så hun mente at vi kunne komme forbi til den tid - hvis det stadig var aktuelt.
Vi kørte fra deres hus igen. Jeg var så småt begyndt at tænke i, hvordan vi kunne få bilen flyttet, og hvordan vi dog kunne få løst problemet. Greg syntes at vi skulle køre lidt ned af vejen for at se, om der var andre, som måske kunne hjælpe.

Vi stoppede ved et hus, hvor der holdt en del biler, bla. et par busser, som var til salg. Der kom en fyr ud, som viste sig at være fra Sydafrika. Han hed Hannes, og havde kørt T3 i Sydafrika for mange år siden. Han spurgte til hvad problemet var, lyttede og tænkte lidt. "Måske kan du skære noget slange af, og sætte det sammen med et rør og nogle spændebånd". Ideen var værd at prøve. Hannes gik ind og fandt noget rør som måske kunne bruges. Vi takkede mange gange, han ønskede held og lykke, og vi kørte afsted. Sikke en rar fyr!
Da Greg og jeg kom tilbage til vores bil viste det sig, at røret ikke rigtig kunne bruges, men der var slange nok til, at jeg kunne prøve at skære den flækkede stykke af, og sætte slangen på motorblokken igen. Greg blev hængende for at se om det duede. Det gjorde det!

Det lykkes! Troede vi. Greg havde sikkert taget mig med til Alice Springs, hvis han havde vist, hvad der efterfølgende skete.

Vi takkede Greg mange gange for hans hjælp. Det var helt utroligt venligt af ham, at køre mig rundt i næsten en time, og efterfølgende at blive hængende for at se om operationen lykkes. Han hjalp os faktisk mere, end han måske selv var klar over, for de mennesker vi mødte igennem ham, var senere klar til at hjælpe os.
Da Greg var kørt, pakkede vi tingene sammen igen. Låg på motorrummet. Kassen vi sover på blev lagt oven på. Ind med taskerne. Og jeg skulle have renset hænder. Godt vi havde taget en tube håndrens med!

Så var vi ellers klar til at fortsætte vores rejse. Jeg startede motoren, og afsted det gik. Vi nåede næsten at køre 2 km, inden bilen kogte over igen. Vi måtte tømme baggagerummet igen, blot for at finde ud af, at slangen var knækket igen. Denne gang var der ikke nok slange til at vi kunne korte den af.
Pokkers! Hvad skulle vi nu gøre? Vi blev enige om, at vi måtte prøve at få nogen til at trække os ind til Ti Tree. Det nyttede ikke noget, at holde ude midt i bushen. Malene stoppede den første 4-hjulstrækker vi så, og spurgte om ikke de ville trække os de nu 9 km ind til Ti Tree. Det var de ikke meget for, men de kunne give en af os et lift derind. Malene insisterede og fortalte, at jeg allerede havde været derinde. Det endte med at de gav sig, og trak os helt ind på campingpladsen ved siden af roadhouset.
Nu var vi så der. På campingpladsen i en flække, hvor vi vidste at der ikke var nogen mekaniker. I det mindste var vi i nærheden af andre mennesker (og påfugle), med adgang til mad og vand (og bad).

Nu var der egentlig kun en ting at gøre; jeg måtte gå over for at se om ham Darren, som fiksede biler, var kommet hjem. Det var han. Han var lige kommet hjem, og han havde ikke talt med sin kone. Det forhindrede ham dog ikke i at køre afsted med mig, for at se på vores bil. Inden vi kørte, gik han lidt rundt på sin grund. Han havde adskillige bilvrag stående, og han pillede nogle forskellige tykkelser køleslange ud af dem, for at have noget at reparere med.
Da vi kom over til campingpladsen, gik han straks igang med at prøve at løse vores problem. Han havde fikset en masse Toyotaer igennem tiderne (outback Australien er i høj grad Toyota-land), men vidste ikke noget om VW'er.

Darren sagde ikke så meget. Måske var det fordi han var cowboy (han arbejdede faktisk som cowboy, men havde ingen hest, blot sin Toyota Landcruiser og en stor riffel ved siden af gearstangen). Men han var flink. Og man kunne se, at han kunne finde ud af at bruge sine hænder. Han lavede en lapning på slangen, som faktisk holder den dag idag.

Da slangen var lappet, skulle kølesystemet fyldes med vand, og så skulle det luftes ud ligesom en radiator i et hus. Men det blev ved med ikke at lykkedes. En søgning på nettet havde fortalt mig, at det godt kunne være lidt tricky med de her T3ere (det er det ikke, har jeg siden fundet ud af). Og rigtig nok: det var bare ikke til at få vandet ud til køleren foran. Bilen blev ved med at overophede. Darren skulle videre, han skulle køre tilbage på arbejde, og han skulle også lige give et par "black fellas" et 60 km's lift på vejen.
Vi besluttede at jeg skulle prøve at få bilen til at køle, ellers måtte jeg ringe til ham.

Det lykkedes aldrig, og jeg endte med at gå over til Hannes (sydafrikaneren) om aftenen, for at høre om han ville hjælpe den efterfølgende dag. Det ville han gerne, som han sagde "To brains may think better than one" - to hjerner tænker måske bedre end en. Det havde han ret i. Hannes kunne dog ikke komme til campingpladsen, da de havde en butik, som skulle passes, og hans kone underviste børnene i hjemmet. Men vi vidste bilen kunne køre, og den skulle nok kunne nå over til ham, inden den blev for varm.
Vi kørte derover, fik bilen parkeret i baghaven på en firkant beton. Og så blev vi ellers der i næsten halvandet døgn.

Vi kunne ikke få luften ud af systemet. Det endte med at jeg fjernede termostaten, for at se om det afhjalp problemet. Det gjorde det delvist. Det er termostaten, som bestemmer om kølevandet sendes ud til køleren foran i bilen, og når den bliver fjernet, skulle vandet kunne løbe frit i hele systemet. Det gjorde det ikke.

Hannes var begyndt at tale om "headgasket problems" - og i en telefonisk konsultation med Alf fra Jamestown blev det klart, at han også troede, at det kunne være en "blown head gasket" (ødelagt toppakning). Alf sagde, at hvis vi blot kunne komme til Jamestown (1300 km sydpå), så ville han med glæde prøve at reparere bilen. Han tilbød også, at han kunne tale mig igennem at skifte toppakning over telefonen.

I sidste ende blev løsningen dog at forsøge at få bilen til Alice Springs ved egen hjælp. Vi håbede at kunne finde en mekaniker dér, som havde tid til at reparere vores bil. Planen involverede lidt tricks, og skulle udføres efter mørkets frembrud. Havde det ikke været for den stigende uro over situationens alvor, og træthed over at bakse med et problem som ikke lod til at ville løses, kunne situationen godt minde om et eller andet fra en Olsen Banden film; vi skulle bruge en kontakt, nogle ledninger og et par batteriklemmer - af dem skulle jeg lave en anordning, som lod mig tænde ventilatoren foran manuelt. Ventilatoren er temperaturstyret, og skulle normalt gå i gang selv, men når der er luft i systemet, går den ikke igang. Planen skulle udføres om aftenen, efter solen var gået ned, så der ikke ville være så varmt.

Nogen hyggede sig...

...mens andre knoklede :)

Det var et forsøg værd. Vi kørte afsted i skumringen, og 2 km uden for byen steg temperaturen dramatisk. Jeg holdt ind til siden, slukkede motoren og overvejede, hvad vi skulle gøre. Vi besluttede at lade bilen køle lidt, for derefter at køre tilbage til Ti Tree. Så meget for den plan.

Vi startede op igen, vendte bilen, og da vi nåede tilbage til byen var alt normalt. Temperaturen var faldet og det lod til at køleplanen virkede. Vi ombesluttede os igen, og lavede den anden u-vending inden for kort tid, nu kørte vi mod Alice Springs med ca. 60 km/t. Alt så ok ud.
Drengene endte med at falde i søvn, og vi kørte afsted i stjerneskin, med Sydkorset foran os, alt imens vi spejdede efter kænguruer. Det skulle lige passe, at vi skulle smadre bilen, ved at påkøre en! Det skete heldigvis ikke.
Efter mange km var temperaturen efterhånden dalet, og uklogt besluttede vi at slukke for ventilatoren. Vi havde en ide om, at den måske ikke skulle blive for kold heller. Hvordan vi kom på det ved jeg ikke. Faktum er, som Alf siden fortalte os: det er nemmere at holde en motor kold, end at prøve at køle en motor som er for varm. Da temperaturen begyndte at stige igen, hjalp det ikke at tænde ventilatoren. Skaden var sket. 100 km havde vi kørt fra Ti Tree, og vi havde "kun" 95 km tilbage til Alice Springs! Det forbandede ved det var, at vi måske nåede at køre 10 km eller mere, inden bilen blev for varm, det var som om, det kom snigende, for først at blive opdaget, da det var for sent.
Vi endte med at være ude og kigge på vandstand, og lade bilen køle flere gange, inden vi gjorde et nyt forsøg på at køre videre. Vi klarede kun ca. 1 km pr tur. Det gentog sig et par gange over de næste par timer, og til sidst gav vi op, og slog lejr for natten (da var kl. blevet 3 om natten).
I bagklogskabens klare lys, tror jeg, at det var de små ture om natten, som måske gjorde det af med vores topstykke. Men det er kun gætteri.

Da det blev morgen fandt vi ud af at vi kun var ca. 5 km fra en rasteplads vi havde sovet på, på vej nordpå. Vi besluttede os for at at forsøge at humpe os frem til rastepladsen, lige som vi havde gjort om natten. 1 km ad gangen. Da vi havde ca. 500 meter tilbage, begyndte vi at skubbe bilen. Lasse styrede, de voksne skubbede, mens Tobias var passager. Vores problem med at holde i vejkanten var, at vejen er relativt smal, og med en tilsvarende smal rabat; og i Northern Territory er der ingen hastighedsbegrænsninger, på de øde strækninger, så bilerne susede forbi med stor fart.
Det blev dog en af de hurtige forbikørende, som vendte om og trak os til rastepladsen. Her blev Malene og drengene endnu engang forladt, mens jeg fik et lift til Alice Springs for at finde en tow truck.
Jeg fandt ud af hvorfor det føltes så voldsomt, når bilerne suste forbi os på vejen: fyren jeg kørte med kørte 170 km/t på en to-sporet vej, som minder om en dansk landevej! Det tog os 30 min at komme til Alice, og 1 time at køre tilbage med tow trucken.

Da vi kom til Alice var det søndag. Vi blev sat af på en campingplads, og mandag morgen gik jeg igang med at ringe rundt. Svaret var entydigt: der ville gå flere uger før nogen kunne kigge på bilen - og vi fik at vide, at det altid var dyrt at få repareret bil i Alice.
Jeg gik igang med at finde ud af hvordan vi kunne få transporteret bilen til Jamestown. De normale biltransportfirmaer skulle have mellem $12- og 1500 for at transportere bilen. Vi fandt en fyr som kørte med metalskrot, han ville tage vores bil med for $500. Det blev løsningen. (se hvad der mere skete her på bloggen fra d. 31. marts og fremefter)

Det endte med at være Peder, og ikke Alf, som blev vores redning.

Peder og jeg hentede bilen i Hamley Bridge (nord for Adelaide) og fik den hjem på Peders værksted, på Peders biltrailer, hvor vi kunne konstatere at topstykket var revnet. Det var også her, på hans værksted, at jeg kom i lære, og fik lov at skifte motor (eller i alt fald hjælpe med det).

Den motor vi har i bilen (1.9 TD fra en VW golf 3) er kun solgt i 47 eksemplarer i Australien. Så det stod snart klart, at vi ikke kunne få et nyt topstykke i Australien.
Til gengæld var vi så heldige, at Peder lige havde en motor stående, som vi kunne købe. Den motor havde Peder importeret fra Japan, og den skulle have været solgt til et statsfinansieret høstmaskine program, som Peder tidligere har leveret golf 3-motorer til. Sikke et held at de ikke havde svaret ham! Først til mølle!

Peder har mange biler, denne her kører han ræs i

Peder var tålmodig og god til at lære fra sig. Jeg fik lov at være med, så meget jeg nu kunne, og han gav mig også en kedeldragt som souvenir :)
Malene og drengene kom forbi, de fleste af dagene, og drengene fik badet i Jytte og Peders pool.
Da bilen var færdig, tog vi den på en testtur op på Mount Lofty, som er et bjerg der ligger uden for Adelaide. Vi havde været på bjerget, sidst vi var i Adelaide, men kun om dagen. Denne gang foregik det om aftenen i klart vejr. Sikke et syn!

Vi nåede at være uden bil i ca. 3 uger. Det var lidt hårdt, men vi fik en bedre bil ud af det. Og Malene og drengene fik tiden til at gå med ture, og skolearbejde som de ikke ville kunne lave i bilen. Og jeg fik lært en masse om motorer, hands on. Et skridt af gangen, vi løste det til slut! :)