fredag den 5. december 2014

Patagonien set fra en syncro del 2: Stenede dage og hospitalsbesøg


Vi kørte nord på, op gennem Patagonien ad rute 3. Vejen bliver kaldt Ruta Azul - den blå rute. Det hentyder til atlanterhavet, men meget af tiden ser man ikke noget til havet. Ruten går mange km inde i landet, og specielt den sydlige del var meget flad og busket; det var stadig et argentinsk sidestykke til Nullarborsletten. I alt fald visuelt.



Vi kom dog ud til vandet med mellemrum. Nogle af strækningerne var også meget smukke. Vi kørte ind til den lille havneby Puerto San Julián, som ligger trukket tilbage fra Atlanterhavet bag ved et nor. Vi fik vekslet penge og spist frokost.





En afstikker væk fra rute 3 langs med kysten tog os forbi søløver og en smuk kyststrækning. Vi endte med at wildcampe på stranden, som bestod af de fineste små runde sten i mange forskellige farver.
Kyststrækningen var præget af stenstranden som lå neden for en meget lodret klitvæg. Her kunne man se fossiler af alle mulige slags. Det var utroligt spændende og drengene havde en aftenlektion i natur/teknik.





Dagen derpå kørte vi videre nordpå. Efter en ca. 120 km øde strækning kom vi til en tankstation ved landsbyen Tres Cerros - 3 klipper. Klipperne var meget små og lå ret langt væk. Men når man har så fladt og ensformigt landskab, må man vel tage hvad man kan få?


Malene spurgte i tankens butik, om der var en butik inde i landsbyen, hvor man kunne købe brød. Hertil svarede manden tørt: det her ER landsbyen. Det viste sig at være tanken og en tilstødende restaurant, som udgjorde landsbyen! Om det var fordi, han fik lidt ondt af os, eller fordi han bare var flink ved vi ikke, men da Lasse blev sendt op for at betale for anden omgang empanadas, fik vi at vide at vi ikke skulle betale, de var på huset. Bonus.




Vi fortsatte 1 time nordpå og 1/2 time ind i landet. Vi skulle ind og se den forstenede skov. På vejen derind måtte vi dog lige hilse på en meget nysgerrig hest. Den var meget sød, men slet ikke vant til at blive fodret: den vidste slet ikke, hvad den skulle gøre med det æbleskrog, jeg prøvede at give den.



Den forstenede skov var spændende. Nok mest for os voksne. Der var fri entre, og inden vi blev sluppet løs på stien, fik vi en introduktion af en sød ranger, som viste os forskellige ting på det lille museum. Hun lod os også røre ved nogle forstenede stykker træ; de stykker, som ligger i landskabet, må man nemlig ikke røre ved.



Vi forlod parken og kørte tilbage til en estancia, som reklamerede med camping. Det var meget skrabet/rustikt og noget helt andet, end vi havde prøvet før. Men hyggeligt var det. Efter aftensmaden så vi film i køkkenbygningen.

Tobias havde haft ondt i maven en del dage efterhånden, så vi besluttede, at han skulle ses på af en læge. Vi kørte nogle timer nordpå til kystbyen Caleta Olivia. Vi tog på kommunalt hospital, hvor vi betalte ca. 40 kr. for konsultationen. Lægen mente, at hans maveproblemer skyldtes kosten og vandet. Han blev beordret på skånekost og købevand og på ibuprofen, hvis han havde ondt.
Nord for byen fandt vi lidt læ for den patagonske vind på en strand med en masse smutsten.


Vi kørte et langt stræk på en 4-5 timer og endte igen ude ved kysten på en kommunal campingplads. Dagen efter kørte vi ud og så en masse pingviner. Reservatet var gratis, og man gik på en sti ind mellem pingvinerne. Nogle af dem var meget nysgerrige og vil gerne snakke. Man måtte ikke røre ved dem. Der var en af dem, som gerne ville bide i Lasses solbriller. Vi endte med at wildcampe ved stranden. Drengene lavede små sandhuse med hjemmelavede miniaturepalmer. Lasse lavede et bål helt selv.


Dagen efter stod på 120 km grusvej, hvor en kombination af rygvind, meget fint støv og utætheder i bilen støvede os fuldstændig til. På et tidspunkt prøvede vi at køre med åben dør, for at se om vi kunne slippe af med noget af støvet. Da vi endelig nåede tilbage til den asfalterede rute 3, var vi lykkelige for at blive befriet fra mere støv.
Vi kørte ind til byen Trelew, hvor vi mødte en tyv og mistede vores pingvin billeder (se blogindlægget Tyven fra Trelew). Tyveriet blev opdaget på campingpladsen i Rawson, da vi var i gang med at fjerne alt støvet.

Der er masser af gamle amerikanske pickups i Argentina. Ind imellem er det som tiden har stået stille i 30-40 år.

Efter at have overnattet på campingpladsen tog vi tilbage til Trelew for at melde tyveriet til politiet. Vi kørte derefter tilbage til et indkøbscenter, hvor vi vidste, at der var en vagt. Vi havde jo mistet vores ekstranøgler og ville ikke stille bilen i byen, hvor vores nøgler befandt sig i hænderne på en tyv. Vi talte med vagten og forklarede ham vores problem. Han viste os, hvor bilen kunne holde lige under et overvågningskamera, og da vi kom ud igen stod han og holdt øje henne ved bilen. En rar oplevelse oven på den trælse oplevelse dagen før.

Lasse instagrammer hvaler.
Vi kørte videre ca. 65 km nordpå til Puerto Madryn, hvor vi skulle på hospitalet igen: Tobias havde stadig ondt i maven. Efter at have brugt en del timer med at vente, kunne lægen konstatere det samme: skånekost og købevand. Han skulle dog spise ibuprofen, uanset om han havde ondt eller ej. Det nåede at blive aften inden vi kom fra byen. Vi camperede på stranden ca. 7 km nordpå. Her kunne vi stå og se på hvaler 20-30 m fra kysten. Solen var ved at gå ned og det var helt vindstille! Fantastisk!

Hvalsafari i solnedgangen.
To rethvaler: en mor og en unge.

Næste morgen blev vi vækket af Tobias som skreg af smerte og tog sig til højre side af maven. Vi blev bange for at hans blindtarm var betændt. Mens Lasse og jeg fjernede ting fra forsæderne, skreg han videre. Malene sad og prøvede at hjælpe ham. Vi kørte afsted uden morgenmad ind til hospitalet. Pludselig fandt Tobias en måde at sidde på, og så var smerterne ikke så slemme.
Vi kom ind til en anden læge relativt hurtigt, og hun fik taget et røntgenfoto, som heldigvis bekræftede at hans smertet ikke var fra en betændt blindtarm, men blot "helt almindelige" maveproblemer.

Kl. 11 kunne vi forlade hospitalet og køre mod Valdés. Tobias fik røntgenfotoet med som souvenir.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar