Syncronauterne: Patagonien set fra en syncro del 1: Perito Moreno og Fitz Roy

Den første nat tilbage i Argentina overnatter vi ved søen "Laguna Espejo" - Spejlsøen. Ved siden af rangerstationen ligger en lille strand, hvor man kan fricampere. Her er ingen faciliteter, men her er rigtig flot. Det er dog stadigvæk meget koldt, og det sner ind i mellem. Stranden ligner noget, man godt kunne have lyst bade fra - i lidt varmere vejr. Men et skilt afslører, at det ikke er en badesø, der står at søen er dyb og kold, altså ikke egnet til at bade i.

Passet mellem Chile og Argentina.

Traro - en fugl vi har set jævnligt helt fra Chacoen i Paraguay.

Til morgenmad spiser vi havregrød for første gang i lang tid. Det har ikke været den oplagte spise i det varme vejr nordpå, men her i kulden kommer det til sin ret!

Vi kører videre sydover. Vi vil gerne nå ned til Los Glaciares nationalparken. Turen sydpå er lidt over 1000 km i fugleflugt, men nok lidt flere km på vejen. I løbet af dagen kommer vi igennem et par mindre byer. I den første handler vi og tanker. I den næste by står der pludselig et par og vinker foran et supermarked. De er iført styrthjelme og lædertøj; det er Janine og Fabian! Vi vender om og kører hen og hilser på. Sidst vi mødte dem var på campingpladsen i Salta i det nordlige Argentina. De har i mellemtiden været ved Iguazú og et kort smut i Paraguay. Det er rart at møde kendte ansigter, det synes de også. Vi bliver enige om, at de sidste dage har været lidt drøje, med kulde og regn. Jeg tænker, at det har været værst for dem, som sover i telt. Vi skal forskellige veje sydpå, men Fabian råber til afsked, inden vi triller ud på vejen igen "vi ses sydpå!"

Flamingoer på græs.

Vi kører igennem en nationalpark for at komme væk fra landevejen. Turen er smuk, her er mange søer og flotte bjerge. Vi taler med en ranger ved indgangen til parken, og hun fortæller, hvor vi kan overnatte. Det viser sig at campingpladsen ikke er forårsåbnet endnu (højsæson på disse kanter er december, januar og februar). Vi får lov at overnatte på den tomme plads. Her er ingen faciliteter, som virker endnu, så derfor skal vi ikke betale. Der er dog et toilet, vi får lov at benytte.

Vi kører ud af parken og fortsætter sydover. Vi kører mange kilometer igennem et landskab, som minder om en blanding af Nullarborsletten og Stuart Highway på vej mod Coober Pedy. Her er dog ikke så varmt. Vi snakker om, at det minder så meget om Australien. Vi kører og kører, indtil det bliver spisetid. Det eneste sted, vi kan overnatte, er i den brede rabat ved siden af landevejen. Det er et ok sted, her kommer ikke mange biler forbi, fordi vi er så lang ude på landet. Vejen er Rute 40, som går hele vejen fra grænsen til Bolivia i nord til det sydlige Argentina - den er over 4000 km lang.

Dagen efter bliver også en lang køredag. Vi passerer et par meget små byer med nogle hundrede kilometers mellemrum. Vi sætter kørerekord på 568 km. Det er det længste vi har kørt i Maude, og det kan mærkes. Vi er allesammen trætte, da vi kommer til den lille campingplads i byen Gobernador Gregores (det mærkeligste navn til en by). Den lille kommunale campingplads er gratis, og her er varmt vand, så vi får vasket lidt tøj. Det er tiltrængt! Vi får også alle et varmt bad. Det er også tiltrængt!

Selv om skiltet viser en palme, så vi ingen i flere hundrede kilometers omkreds. Der var faktisk ingen træer overhovedet. Det kan være at de er blæst væk; for det blæste virkelig meget!

Næste formiddag får vi handlet og tanket diesel (vi har oplevet et enkelt sted, hvor de ikke havde mere diesel - så det er med at tanke, når man kan). På tanken har de wifi, men det virker ikke lige nu, så vi får ikke checket mail og netbank. Vi kører en del på grusvej ved siden af den rigtige vej. Ind imellem er der ny asfalt, og nogle gange, får vi også lov at køre på den.

Efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere Los Glaciares parken og bjerget Fitz Roy, bliver det mere og mere skyet.

Drengene opdager at der er noget som hedder landgangsbrød!

Da vi ankommer til El Chaltén, som er den lille by i nationalparken, finder vi ud af at vejrudsigten de næste par dage lover regn og blæst. Alt er, som det skal være, man skal være heldig for at se Fitz Roy! El Chaltén betyder "røgen" på tehuel-indiansk, fordi de troede at bjerget var en vulkan: den var jo altid indhyldet i røg (skyer)!

Vi har to overnatninger her, inden vi begiver os videre. Den første overnatning er på en ok campingplads inde i byen. Stemningen er tyk af ventende klatrere, som sikkert skal prøve kræfter med et af verdens mest intimiderende bjerge.

Anden overnatning har vi 12 km nord for byen. Her er en tom campingplads med den skønneste legeplads ved en flod. Værterne er et sødt ungt par, som taler engelsk. Det er den dejligste campingplads, vi har været på.

Vi vælger at køre afsted med uforrettet sag: Fitz Roy må vente til en anden god gang. Vi kører mod El Calafate, som er porten ind til Perito Moreno gletscheren. Det er en relativt ny touristby. Når man ankommer til byen, krydser man den nedlagte lufthavn. Man kører bogstavelig talt på de gamle krydsbaner. Banenummer og sætningszoner står stadig malet på vejen. Lidt syret fordi der er huse langs med vejen og gadelamper midt på den.

Vi overnatter på en campingplads inde midt i byen. Men først tager vi på værksted. Bilen laver flere forskellige lyde og gearkassen lækker olie. Det viser sig, at nogle skruer i gearkassen er gået løs. De bliver strammet, og der bliver efterfyldt olie. Knirkelydene er nogle gummipakninger, som er gået i stykker. De kan ikke skiftes på stedet, men vi kan køre videre. Der er også en rumlen fra motoren, som dog kommer og går. Den finder vi ikke ud af hvad er.

Endelig blev mysteriet løst! Hele vejen igennem Argentina har vi undret os over, hvorfor der stod vandflasker på så mange parkerede biler. Det betyder åbenbart: Til Salg!

Vi beslutter at køre ud til gletscheren dagen efter. Det er en mindre tur på ca. 80 km. Turen går fint, og gletscheren er flot, selvom det regner og blæser.

Drengene dyrker deres nye hobby: træklatring. Imens slår vi voksne lejr.

Vi får at vide, at hvis vi camperer 30 km inde på den anden side af Lago Roca, så kan vi få et stempel fra rangeren derinde. Det vil give os gratis adgang på dag 2. Vi kører ud til campingpladsen, men finder den for dyr. 3 km inden den plads (lige ved siden af rangerstationen) ligger der en rigtig flot fricampingplads. Her overnatter vi to nætter kun afbrudt af vores tur ind til gletscheren igen.

Vi kører tilbage til byen og går på gletschermuseum nogle km uden for byen. Det er rigtig flot og spændende.

Vi overnatter på campingpladsen inde i byen igen. Den mærkelige rumlen fra motoren er væk, og efter nogle ture rundt i byen for at proviantere (hvor vi prøver på at fremprovokere lyden), kører vi afsted mod øst. Vi kører 272 km. De første 30 km på asfalt, de næste 200 km på grus (hvor vi møder 3 biler). De sidste 42 km kører vi på Rute 3; en asfalteret landevej, som også kaldes den blå rute, fordi den går langs med Atlanterhavet. Vores tur nordpå er startet. Vi kom ikke til Ushuaia og verdens ende. Det holdt op med at betyde så meget. Hvis vi havde skyndt os, kunne vi nok godt nå det. Men vi vil hellere have god tid til at køre nordover.

Et skridt af gangen...