Op i højden og til rally (og noget om gear og politi)

Drengene laver lyde til en LEGO-timelapse, de har filmet.

De sidste mange dage i Asunción har vi tilbragt i og omkring lejligheden. Dagene er, for drengene og Malenes vedkommende, gået med skole. Jeg har været hos Diesa-værkstedet en del gange efterhånden. Hver gang har Zulu hentet mig og tålmodigt været bindeled med værkstedet (både sprogligt og teknisk). Jeg endte med at blive helt nervøs for hans arbejde, men som han sagde: jeg ville ikke gøre det, hvis ikke jeg kunne.

Fredag morgen bestilte vi den nye gearkasse hos Gowesty i Californien. Dvs. det var faktisk først hen ad formiddagen (den amerikanske østkyst er 3 timer bagefter Paraguay). Lige præcis vores gearkasse var ikke på lager, så de skulle først lige bygge den. Den ville kunne være klar til afhentning om tirsdagen. Vi havde håbet på, at den kunne afhentes allerede samme dag, men de lovede at give den prioritet lige så snart, vi havde betalt. Her opstod der et lille problem; vores kreditkortbetaling gik ikke igennem. Det viste sig (efter en opringning til Nets i Danmark), at være fordi beløbet var for stort til ét kort. Heldigvis har vi 6 forskellige at vælge imellem, og kunne derfor splitte beløbet op.

Med de første detaljer omkring ny gearkasse på plads kunne vi endelig få overskud til at lave noget andet.

Søndag var vi blevet inviteret på picnic af Gricelda og Jørgen. De hentede os kl. halv elleve i deres fine røde BullyWesty fra 1968. Vi havde ikke prøvet at køre i den før, men den kørte rigtig fint! Og så kunne den også køre off-road uden 4-hjulstræk :)

Turen gik til Cerro Koí, hvor vi så nogle rigtig interessante klipper. De består af lange stænger af 4, 5, og 6-kantede sten. Det geologiske fænomen er ret enestående; udover Paraguay findes det kun i Canada og Sydafrika. Det skyldes en særlig kombination af materialet, som er vulkansk (men vulkanen var aldrig i udbrud), og usædvanligt højt tryk fra et tykt lag is under sidste istid.

Pig fra en palme.

Det var varmt at bestige bjerget! Så er det godt at man kan dele lidt Tereré.

Bagefter kørte vi til Paraguarí, en by ca. 60 km fra Asunción, hvor der skulle være mesterskaber i longboard. Vi skulle med andre ord se, en masse fartglade mennesker køre ned af et bjerg siddende på skateboards.

VW Westfalia-møde.

Desværre nåede vi kun lige, at se de sidste køre ned. Zulu og Natalia havde overnattet derude i deres T3, så de havde set en del. Vi mødte dem tilfældigt på landevejen, da vi holdt ind i vejsiden for at spise frokost.

Westfalia-picnic.

Sidste stop på turen var Gricelda og Jørgens sommerhus. Det var rigtig fint, mindede os lidt om en øde hytte i Sverige blot i tropisk klima! :) Det var spartansk. Uden strøm, og uden larm, men i smukke omgivelser.

Sommerhuset havde haft besøg af en slange, som havde skiftet ham. 

Jørgen fortæller om sommerhuset. 

Vi køler fødderne i nærheden af sommerhuset. Om sommeren er her pakket med mennesker :) 

Vi plukker citroner.

Citronerne er ikke sure som dem i Danmark, de minder lidt om grape. 

Mandag morgen modtog vi en mail fra Gowesty: gearkassen ville være klar til afhentning efter kl. 13 amerikansk vestkysttid! En dag for tidligt! :)

Om aftenen var der præsentation af årets udgave af Transchaco Rally. Jørgen og Zulu (og en håndfuld andre fra Classic VW Club) var blevet inviteret til at komme med folkevognsbobler. De skulle stå og se fine ud uden for Diesa, som er arrangør og hovedsponsor af rallyet. Jørgen og Zulu inviterede os med. Vi besluttede, at det bare var mig, som skulle tage afsted. Det var et fint arrangement til ære for den fremmødte paraguayanske verdenspresse. Vi fik stillet biler op og sluttede af med mad og drikke; hapsere af forskellig slags blev budt af tjenerne, som gik rundt med store fade.
Zulu og jeg blev kørt over til et lager, for at hente en ekstra bil, som skulle vises frem. Da aftenen var omme, stod vi med et problem: Zulu havde lige pludselig to biler, som skulle køres hjem. Det var mit held: jeg fik lov at køre hans fine boble fra 1965, så nu har jeg også prøvet det! Jeg bliver mere og mere solgt til de biler ;)

Når der er rally skal der også være spandex. Sådan er det bare i Paraguay. 

Tirsdag hentede vi en lejebil hos Hertz (som ejes af Diesa - dem som har vores bil). Vi kørte afsted til Brasilien, hvor vi er nu. Køreturen mod Ciudad del Este (byen i øst) gik fint. Til at starte med. Vejen var god og meget lige, omend den var ret trafikkeret. Zulu havde advaret om politikontroller undervejs. Så jeg havde selvfølgelig tændt lyset, og alle havde seler på.

VW-folket fra Classic VW Club Paraguay - Zulu til venstre, Jørgen til højre.

På vej ind i et bebygget område, passerede jeg et skilt med 40 km/t. Jeg var på vej over en bakke og igang med at sænke farten, da politirazzien forude kom til syne. Vi blev vinket ind til siden; jeg havde kørt for stærkt. De viste ikke nogen radarmåling, men sagde, at der havde kørt en bil bagved og målt min hastighed til 69 km/t! Vi blev bedt om at gå med ind på kontoret. Her satte vi os ned alle tre: Malene (lettere groggy efter en lur på passagersædet), mig (med lettere røde ører) og politimanden som var svær at forstå. Han fortalte, at han skulle skrive en bøde. Han hev en gammel(?) bøde frem fra skjortelommen: 995.000 guaranies (kr. 1.330). Det var det, vi skulle betale! Han blev ved med ikke at skrive bøden; det viste sig, at han var ude efter bestikkelse!
Vi blev fanget på det forkerte ben, for i starten virkede han helt reel, og jeg havde jo kørt for hurtigt. Han var manipulerende uden alt det magtsprog, de andre havde benyttet sig af. Han sagde, at vi ikke kunne få lov at køre videre, hvis vi ikke betalte bøden, fordi det var en lejet bil. Han blev ved med at spørge til hvor mange penge, vi havde i pungen; det var ret ubehageligt. Først da vi sad derinde, gik det op for os begge, at vi burde have taget nogle af sedlerne ud og lagt dem i handskerummet. Det endte med at han fik 300.000 guaranies, og så var vores humør ødelagt! Det er lidt svært at argumentere mod en, som siger, at man har kørt for stærkt. Men det er også vildt ubehageligt at skulle betale bestikkelse, det er ikke noget, man er vant til som gringo fra Danmark.

Vi kom til Ciudad del Este, som er grænsebyen til Brasilien, da mørket var ved at falde på. Efter en tur i supermarkedet, var det blevet helt mørkt.
Vi kørte over Iguazufloden, og pludselig var vi ved grænsen. Her blev vi vinket igennem uden at blive checket. Det var først da vi kom til hotellet et par km. væk, at Malene fik genlæst grænseproceduren i guidebogen; lokale kan uhindret krydse grænserne, men vi skulle vist havde været inde og få stemplet vores pas! Det må blive imorgen, inden vi kører til vandfaldene på den brasilianske side :) Et skridt af gangen...eller noget!