Søde mennesker, Campingpladser og smukke dale

I dagene efter vores møde med gauchoen oplever vi en masse smukke ting. Her er også meget nemt at være. Der er ikke så meget besvær ved at være udlænding her. Vi føler os godt behandlet, og her er rimelig billigt at være. 

Det sidste skyldes især at vi har vekslet til argentinske pesos på "det blå marked". Vælger man, at bruge sit kreditkort kommer man til at betale den dobbelte pris, af hvad vi gør, fordi den officielle vekslekurs er så ringe. Vi har vekslet en del penge i Paraguay inden vi tog hertil. Vi har også hævet dollars, fordi det giver den bedste kurs på gaden.

Vi møder også mange forskellige overlandere. Der var parret fra Birmingham, som var fugle interesserede: hun optog video, han tog billeder af fugle i Andesbjergene. Vi mødte dem på en gratis campingplads i en skov i en naturpark.

Vores to biler var de eneste på pladsen. De var vældig søde. De fortalte, at vi var de første europæere de havde mødt. De tager frem og tilbage mellem Storbritanien og Sydamerika for at redigere billeder og video, og for at komme lidt hjem (tænker jeg). 

Der var også et canadisk par, som er i gang med at cycle fra Cusco i Peru til Ushuaia helt nede sydpå. Dem mødte vi på en campingplads ved "Cerro del 7 colores" (klippen med de 7 farver). De blev meget glade, da de opdagede, at vi taler engelsk. 

Klippen var flot, og vi fik kørt en smuk tur rundt i terrænnet, men da vi kørte ud fra området igen passerede vi et skilt, hvor der stod, at man ikke måtte køre derind. Godt at vi kørte den modsatte vej! Vi var dog ikke de eneste.

Da vi kørte hertil over bjergene var det overskyet, og om aftenen regnede og tordnede det. Dagen efter var det højt solskin så byen og bjergene havde helt skiftet karakter. Vi var rundt og kigge på souvenirs og drengene og Malene fik investeret i lidt forskelligt.

Janine og Fabian som vi tidligere har mødt i Cusco, Peru.

På campingpladsen i Salta mødte vi et klassisk miskmask af tyskere, østrigere, franskmænd og et par schweizere på motorcykel, som vi også mødte i Cusco. Det var hyggeligt at møde dem igen!

Der var ingen tyske "megalastbilscampere". 

En dansk T3 og en argentisk T2.

Til gengæld var der en argentisk T2er fra Mendoza på vej til Mexico. Manden gav os en sticker, og fortalte, at han havde mødt Marta og Marià (de spaniere vi mødte i Bolivia, som gav os kontakten til Jørgen og Zulu). 

Drengene har tegnet med sand i den kæmpe tørlagte pool.

Her er også en del argentiske autocampere og folk i telte. I modsætning til de andre sydamerikanske lande vi har været i, har argentinerne en kultur omkring at campere. Her er masser af campingpladser, både kommunale og private.

Efter to overnatninger i Salta og en tur ind til byen, tager vi op på udkigsbjerget uden for byen, inden vi drager videre sydpå. 

Vi kører i et dallandskab mellem mange fjerne bjerge i en "mellemhøjde" på 12-2400 m.o.h.o. Vi ankommer til Cafayate, hvor vi finder en billig campingplads i udkanten af byen.

Vi går ind til plazaen forbi en masse fine brugskunstbutikker. Vi går på restaurant og spiser empanadas, tamales (majsmelsboller med fyld af kød og kartofler kogt i majsblade), pizza og pommesfritter til aftensmad. Ved kirken er der feststemning og høj musik, da vi går hjemad. Det er meget pudsigt at overvære. Præsten står på en scene og råber "salta, salta" (hop, hop) i en mikrofon og en del af mængden hopper op og ned i samme rytme.

Vi kører igennem den smukkeste dal: Quebrada de Cafayate. Himlen er blå og det er meget varmt, specielt på forsædet! Vi glæder os over, at vi har fået et Tereré-sæt af Gricelda og Jørgen i afskedsgave. Gricelda lærte os at drikke Tereré, som er en kold udgave af urteteen mate. Man hælder de tørrede urter i en kop, hvori man placerer et metalsugerør (med en si forenden). Den store termokande har plads til flere liter vand, og godt med is, som sørger for at tereré-en er iskold! Det er superforfriskende.

Vi stopper flere gange undervejs ved forskellige steder, hvor klipperne har lavet naturligt amfiteater eller bare byder på en fantastisk flot udsigt. Vi overvejer at "wildcampe", men der er ikke lige nogle oplagte steder.

Til sidst ender vi på campingpladsen Los Molinos uden for den lille by Londres. Der er kun to andre telte på den ret store plads, som viser sig at være gratis. Her er en kæmpe pool, men ligesom i Salta og i Cafayate er der ingen vand i. Pladsen virker forladt og velholdt på samme tid. Det viser sig da også næste morgen, at her kommer folk og fejer og vander. 

Men det var lidt af et scoop. Rundt omkring på pladsen løber der vand i kanaler, som engang forsynede den sløjfede mølle med vand. Lyden af det rislende vand bidrager til den fredfyldte følelse som spreder sig. Lige inden (vores) sengetid kommer en af de andre campister forbi: en ung columbiansk mand, som stod og jonglerede, da vi ankom. Han vil høre om vi har en gryde, han kan låne. Ham og kæresten rejser rundt i Sydamerika, men bor normalt på hostels. Han fortæller, at der ikke er noget spisested i byen, og de derfor vil lave lidt ris og grønsager. Han får den store gryde og låget. Da vi står op næste morgen, kommer han stormende med vores rengjorte gryde og låg, han siger skyndsomt tak. Det viser sig, at de har pakket sammen og er på vej væk. Jeg tænker at stakkelen har siddet og ventet, indtil vi langt om længe stod op! Tidligt i seng og sent op! Men vi trængte åbenbart: dagen før kørte vi "kun" 256 km, men det var op og ned, på grusveje og på "camino sinouso" (sinuskurvet vej).