Estanciaen, Gauchoen og hans søn

"Jeg er gaucho! Jeg er gaucho!" Selv om ordene kom fra hans cocafyldte mund, havde vi slet ikke været i tvivl. Manden, som senere fortalte at han er 69, havde gauchohatten, han havde en hest og fra sadlen hang en snor med en bold i hver ende (til at tæmme vilde heste med) og en kæmpelang pisk.

Vi befandt os i chacoen. Denne gang på den argentinske side. Natten før havde vi overnattet foran et hotel i en lille by. Vi havde spurgt om lov til at overnatte (gratis).
Vi havde håbet på at købe klistermærker i reservedelsbutikken ved siden af, den efterfølgende morgen. Det viste sig dog at de ingen klistermærker havde. Vi skulle bruge nogle helt bestemte nogle: et rundt 90 km til at klistre bag på bilen og nogle rød/hvide striber. Det hele skal være af reflekterende materiale.

Klistermærkesamlingen begynder at tage form.

Efter vores kedelige oplevelser med politiet i Paraguay (den sidste trælse politifyr sad i tolden på grænsen til Argentina), var det vigtigt for os at komme godt fra start her. Vi havde fra mange sider hørt, at politiet er ret skrappe her: Klistermærkerne skal være på plads, og man må ikke have trækkrog på bilen. Det sidste har vi, men den kan skrues af. Vi gider dog ikke at gøre det, hvis det ikke er nødvendigt.

Det lykkedes til sidst at købe et stort 90 km klistermærke. Striberne mangler stadig. Vi er blevet stoppet af politiet ufatteligt mange gange, siden vi kørte ind i Argentina. De første mange gange var vi lidt nervøse for, hvor skrappe de ville være. Vi har hørt skrækhistorier om betjente, som bliver ved med at lede, indtil de finder noget, de kan skrive en bøde for. Indtil videre har vi dog ingen problemer haft hverken med eller uden klistermærker!

Chacovejen i Argentina er næsten lige så lige, som den i Paraguay. Den er dog i væsentligt bedre stand. Men her er ikke meget at se på. Dvs. her er masser af fugle og en kombination af støvet og grønt. Lidt lige som i Paraguay, hvor vi dog så væsentligt flere dyr og lyset er smukkere. Her er der til gengæld flere mennesker, men lige som i Paraguay er her ikke mange oplagte steder at køre af vejen og parkere for natten. Her er skrå rabatter fyldt med budskadser, så da vi så et egnet sted at holde, var vi ikke sene til at slå til. Det viste sig dog, at det egnede overnatningssted var lige ved porten ind til en estancia; en bondegård på sydamerikansk.

Det gjorde nu ikke så meget, vi kunne sagtens holde der. Da vi kom tættere på, så vi en mand komme gående mod porten. Vi spurgte ham, om vi kunne parkere inden for porten for natten. "Nej, nej." sagde han, "I skal da komme med op til huset!"

Huset, han boede i, var lavet af ler. Køkkenet var et bålsted omkranset af 3 mure. Taget over køkkenet var sort plastik. Han boede der sammen med sin kone. Han var svær at forstå. Det var nok en kombination af vores temmeligt basale spanskkundskaber og hans landlige dialekt. Og så var der også en kæmpe klump coca i vejen. Konen kom med en øl i én kop. Jeg tog en slurk, Malene tog en slurk, og gauchoen drak resten. Det var næsten som en fredspipe.

Han havde en flot hest, som han fik, sin voksne søn til at sadle. Vi skulle prøve at sidde på en rigtig gaucho hest! Vi blev på skift trukket rundt på gårdspladsen mellem hønsene og de små kyllinger og hunden, som skulede efter os.

De havde løstgående grise og en masse geder. Gedekiddene, som var få dage gamle, gik i en fold for sig selv og blev løftet ud til moderen for at die. Det var spændene! En slags bondegårdsferie på sydamerikansk. Lasse syntes, at det var meget bedre end at se en dansk gård!

Den voksne søn mente, at vi skulle overnatte ved hans hus i puebloen (landsbyen) i stedet for. De havde vand og elektricitet, sagde han. Det ville vi ikke sige nej til.

Han cyklede forrest med sin 4-årige søn på armen. Vi kørte bagefter med katastrofeblinket på, så vi ikke blev tromlet ned af en lastbil bagfra.

Huset han boede i var meget lig med forældrenes. De havde grise og høns, og træerne på grunden var hjemsted for alle de ting, som dyrene ikke skulle gå og gnave i. Vi sad og snakkede ude foran huset. Vi blev sultne og lavede mad til os selv. Bagefter spiste vi vandmelon, som vi bød de andre af. Forældrene ville ikke have noget; de havde deres mate (urtete). Men deres 3 drenge spiste tavst mange stykker. De var 14, 13 og 4 år gamle og lidt generte. De viste deres dyr frem: kattekillinger som var 2 uger gamle, og en grøn papegøje, som ikke kunne flyve.

Faderen spurgte til vores tur. Vi fortalte, at vi rejste jorden rundt, og at vi havde 7 måneder i Sydamerika. Han sad eftertænksom og nikkede. Han fortalte, at han havde læst til dyrlæge i Buenos Aires, han var ikke blevet færdig, han manglede 3 måneder. Han fortalte, at han godt kunne tænke sig at vise familien byen. Det satte tingene i perspektiv. Her sad vi og var fyldt af oplevelser fra forskellige steder i verden, og hans familie havde aldrig været i "byen"! De lever i et lerhus. Puebloen er nogle huse, som ligger i nærheden af hinanden. Strømmen kommer fra en ledning i 2 meters højde (én sikringsgruppe), men de havde adgang til internettet og det allesteds nærværende Facebook. Vandforsyningen er en haveslange med så lavt tryk, at den ligger og siver hele tiden, den bliver flyttet fra den ene til den anden beholder, når den første er fyldt. Der står mange åbne vandbeholdere rundt omkring på grunden.

Med fare for at komme til at romantisere over fattige folks vilkår: så havde de alt hvad de skulle bruge. De virkede tilfredse. Grundens støvede jord blev fejet hver dag. De tog bad ude på dasset ved at øse vand fra en balje. Det er sikkert ikke et let liv. Men omvendt virkede de ikke tyngede af deres liv, de var stolte mennesker.

Verden er anderledes end derhjemme! Det er den bare.

Fra venstre: lerovn til at bage brød, dasset - hvor man også tager bad, vandkar og bagest køkkenet under det sorte plasttag.