Vinsmagning i Mendoza inden vi kører opad (og ned igen)

Da vi ankom til Camping Suizo, var klokken blevet rigtig mange. Bag os lå en dag, hvor vi havde kørt og kørt og kørt. Vejene havde i lange stræk været rullende småbakker, som specielt drengene, som sad på bagsædet, havde syntes var lidt for meget, de blev køresyge.

Da vi ankom til Mendoza, fandt vi en campingplads inde i byen. Den faldt dog ikke i vores smag, så vi endte her lidt uden for byen. Her var en god stemning, fredeligt og fyldt med træer. Da vi ankom, var vi de eneste på pladsen, men der kom nogle flere hen over weekenden. Der blev dog ikke på noget tidpunkt overfyldt.

Vi var så trætte allesammen, og det var så sent, at vi nåede at komme op at skændes allesammen, inden vi kunne spise. Ikke så rart.

Det var dog også et tegn på, at vi havde brug for at slappe lidt af. Dagen derpå lavede vi derfor stort set ingen ting. Vi hang ud på campingpladsen. Vaskede tøj og spillede bordfodbold. Heldigvis passede det os allesammen, der var ingen, der blev rastløse.

Om aftenen lavede vi Argentinas (og Paraguays) nationalspise: asado. Det er kød (og pølser) grillet over rigtige trækul. Vi havde efterladt drengene ved et bord med alle taskerne fra bilen på campingpladsen. Vi selv var kørt i supermarkedet for at købe rigelige mængder af kød og brænde.

Ikke færre end 5 hunde (!) sidder og venter på, om der skulle falde en godbid af. :) Der er mange hunde i Sydamerika, og som regel er de meget fredelige.

Rigtig mange steder (også her på campingpladsen) finder man murede grillpladser, hvor man kan tænde sig et bål. Tit er der indbygget en rist. Det var der dog ikke her, men vi har vores egen bålrist med. Den har vi ikke fået brugt så meget. Men den er rigtig god til asado!

Dagen efter tog vi ind til Mendoza. Det var søndag, og meget stille og hyggeligt. Vi havde tænkt os at tage bussen, men valgte at pakke bilen sammen og køre i den.

Mendoza er en meget smuk by. Den minder rigtig meget om Paris, med sine træfyldte brede boulevarder. Der løber dog ingen flod igennem byen, så broerne må man tænke sig til.

I slutningen af 18-tallet var der et kæmpe jordskælv, som jævnede det meste af byen med jorden. Bystyret besluttede dengang, at byen skulle genopbygges med brede veje, så husene ikke igen ville kunne vælte ind over hinanden som dominobrikker.

Det har efterladt en by, som står i skarp kontrast til de fleste andre byer herovre med deres smalle og kringlede gader. Der er en stor central plaza med fire mindre plazaer få hundrede meter fra hvert hjørne af den store.

De fleste af gaderne er ensrettede, men pga. deres størrelse giver det et behageligt trafikmønster. Mange af busserne kører på elledninger spændt ud over vejene - ligesom sporvogne. Alt i alt er det en by, vi godt kunne forestille os at bo i - den var meget behagelig.

Efter byturen kørte vi i zoologisk have, som ligger midt mellem bymidten og campingpladsen. Det var hyggeligt, og de havde nogle fine dyr. Drengene syntes at det var fedt - og det gør, at det er alle pengene værd (80 pesos for os alle fire - ca. kr. 35)! Når man er vant til at se de danske zoologiske haver, kan en argentinsk dog virke en smule trist. Selve parken var fin, men nogle af rovdyrenes bure var små med det resultat, at man så en stakkels bjørn eller puma vandre hvileløst frem og tilbage i det samme mønster.

Den sidste morgen tog vi det stille og roligt. Vi fik taget et bad og pakket bilen. Vi talte med vores naboer, som viste sig at være fra New Zealand. Og nå ja, så fik vi også lige ringet til Danmark fordi mit visakort var blevet spærret pga. mistænkelige internettransaktioner, som jeg rigtig nok ikke havde foretaget. Jeg fik at vide, at jeg skulle have et nyt kort! Ikke så nemt når man rejser, som vi gør og ikke ved, hvor vi er i næste uge.

Efter at have kørt i mange varme lande, er ventilatoren endelig blevet skruet fast i bordet. Før var den fastgjort med en stor klemme.

Løsningen blev dog, at banken sender kortet med kurer til Den Danske Ambassade i Santiago, Chile. Jeg talte med ambassaden, og de lovede at sende en mail, når kortet var ankommet. Vi er på vej til Santiago, men skal først krydse bjergene og nordpå til Valparaíso, inden vi kører til Santiago. Nu må vi se.

Vi kørte fra campingpladsen og besøgte Argentinas ældste vingård - Di Tommasso, som ligger i udkanten af Mendoza. Vi fik en fin rundtur og sluttede af med vinsmagning.

Vi købte en kold flaske hvidvin til fortærring de næste par dage og en flaske af deres bedste rødvin. Den gode kostede 200 pesos (ca. 80 kr.) og var både nummereret og underskrevet af vinmesteren selv. Den skal drikkes, når nogle af syncronauterne om ikke så længe har kobberbryllup! ;)

Efter rundturen kørte vi ind til Mendoza igen. Efter at have handlet kørte vi op i bjergene. Vi kørte igennem et boligkvarter og ud på den mest bumlede grusvej. Vi nåede at køre i 15-20 min, før vi blev enige om at vende om. Vejen var for dårlig til, at vi ville køre 100 km i bjergene på den.

Vi kørte tilbage og fandt en væsentlig bedre vej. Den var af beton helt hen til bjergene og et stykke op. Herefter fortsatte den ud i en grusvej, som var smal, men i ok stand. Langs med vejen var der mange, som var taget på picnic - der var åbenbart mange som havde fri. Det var en smuk opkørsel til 2.800 m.o.h.o.

Fra toppen var den smukkeste udsigt over bjergene foran os. Solen gik ned, mens vi sad og kiggede på den vestlige halvkugles højeste bjerg: Cerro Aconcagua med sine majestætiske 6.962 m.o.h.o. Vi kørte ned mod Uspallata i 1751 m.o.h.o. hvor vi skulle overnatte. Undervejs tog vi et stop ved en mirador (udsigtspunkt), hvor man kunne stå og kigge ned i en 80 m. dyb kløft.
Vi fik også konstateret at "Møller drikker øller", "præsten drikker resten" og "Arne spiser carne"! Det bedste ekko jeg har oplevet!

Efter en nat på en municipal campingplads kørte vi op på bjerget igen. Vi stoppede et sted, hvor man ifølge guiden kunne se ældgamle petroglyffer (billeder hugget i sten). Det viste sig dog, at man ikke kunne komme ind på området, med mindre man havde købt en billet nede i byen.

Petroglyffer på stenen i midten af billedet.

De lukker kun 15 personer ind om dagen, fordi det er et sted under udgravning og for at beskytte stenene. Vi droppede at køre ned til byen og tilbage igen. Manden lod os dog gå hen til indgangen af området, hvorfra vi kunne se den første petroglyf.

Vi kørte lidt længere op af bjerget og ind af en lille grusvej. Det gav os mulighed for at kravle lidt rundt i bjergene og bestige en lille top.

Vi spiste frokost nede i Uspallata, som var meget turistet. Vi gik "all-in" og tog på Café Tibet som var nævnt i guiden. Cafeen har nogle rekvisitter fra filmen "Syv år i Tibet", som er filmet i området.

Efter frokosten kørte vi op mod Aconcagua til "Puente del Inca" (Inka broen), som er en naturligt forekommende stenbro, som floden har lavet af mineraler og salte igennem længere tid.

Den gule farve skyldes svovl, det grønne er alger, fik vi at vide. det lignede nu mest af alt okker, fordi det var så orange.

Vi købte os til baño- og køkkenadgang på et hippiehostel i den nedlagte togstation.
Her var rigtig hyggeligt. Det var et lille sted, og de eneste andre gæster var 4 unge kvinder, som var i landet i 5 uger som NGOer. De var fra Tjekkiet, Polen og Rumænien.

Indgangen til den gamle lokomotivhal (med drejesokkel til at vende toget), som var blevet indrettet som legerum. 

Vi sov i Maude i læ af bygningen. Inden vi gik til ro, så vi det første af "Syv år i Tibet" i dobbeltsengen nedenunder. Det synes at være et oplagt valg, når nu den var optaget, lige hvor vi befandt os!

Maude parkeret i læ af hostellet. 

Vi kørte lidt længere op af bjergvejen til en nationalpark, hvor vi kunne gå en 5 km tur rundt om en fin lille sø. Trods højden (3200 m.oh.o.) gik det fint.

Her var smukt og et flot kig til Aconcagua bjerget. Inden vi kørte derfra igen, fik vi spottet to condorer, som fløj rundt mellem bjergene.

Vi kørte lidt væk og parkerede i vejkanten og lavede pandekager til frokost (vi skulle have udryddet de sidste æg inden grænsen, man må ikke indføre friske fødevarer i Chile) ved en kæmpe snedrive, som var på bjerget. Drengene havde en fest med sneen op ad den stejle bjergside. Senere kom der andre til, som også lige skulle lege lidt i sneen.

Da vi kom til den chilenske grænse, skulle vi udfylde nogle forskellige formularer, og have stempel flere forskellige steder. Det gik dog rimelig hurtigt.
Til sidst skulle vi have checket bilen for friske madvarer og træting. Tobias måtte af med en kæp, han havde gået og leget med, fordi den havde bark på og ikke måtte indføres i landet.

Veterinærhunden snuser efter ting, som ikke må indføres i landet. 

Personalet var både søde og hjælpsomme.

Af mad måtte vi smide noget salami, lidt grønsager og vores honning ud. Det var en skam med honningen, fordi det var den sidste rest, af det vi fik fra Kim og Fiona i Sydaustralien.

Nu blev vi lukket ind i landet, og så var vi altså i Chile! Det var lige så flot, men mere stejlt på den anden side at bjergene. Det gik ned og ned i mere end 20 skarpe hårnålesving (de var nummererede), og nedkørslen forsatte over de næste 20 km, hvor vi "smed" over 2500 højdemeter.

Vi endte ved en mærkelig halvlukket restaurant/hotel/campingplads, hvor man kun kunne komme på nettet inde midt i restauranten, og badet ikke virkede ordentligt. Det sidste fandt Malene først ud af, da hun sjaskvåd var halvvejs i sit bad. De mente flere gange at have fikset det, men det blev hele tiden koldt. TIl sidst fik vi et andet badeværelse, efter Malene havde insisteret på det. Hun kunne dog ikke få lov at låne et håndklæde (selvom hendes nu var drivvådt). Manden påstod, at der ikke var nogen, men vi havde set ham pakke dem væk dagen før. Lidt en træls oplevelse.