Fra Dakar til Transchaco rallyet

I Bolivia har næsten alle biler et Dakarklistermærke. Det har vi også nu! I januar i år kom rallyet forbi Bolivia, Chile og Argentina, og vi har kørt på en del af ruten på Salar de Uyuni.
I Paraguay har vi kørt igennem en del af Chacoen, her er også et stort rallyløb: Transchaco Rally.

Vejene på tværs af Chacoen er rigtig dårlige! Nogle gange føles det som om, man er med i et rallyløb!

17. august

Vi startede dagen med at synes, vi skulle køre videre. Men da jeg checkede T3nettet på facebook, havde jeg fået et par svar om vores problemer med at finde G-gearet. Det skulle være noget, man kunne justere sig ud af.

Jeg trak i kedeldragten og kravlede ind under bilen. Det kom til at tage hele formiddagen. Jeg gik lidt frem og tilbage mellem bilen, Bentley-manualen og facebook, hvor jeg fik hjælp fra Dennis Bager. Imens lavede drengene skole. Malene var også med de gange, hvor det var nødvendigt at være to under eller i bilen.

En glad koreaner, som boede på hostellet, ville have et billede sammen med "de spændende danskere" :D

Vi tror nok det lykkes. Vi valgte ikke at køre idag. Baggården er meget lille, og der holder en bil i vejen, som skal flyttes, hver gang nogen skal ind eller ud, så bilens gear blev kun testet på ca. 60 cm frem og tilbage.

Vi var på en lokal restaurant både til frokost og aftensmad. Om aftenen kom Malene og jeg til at bestille Pique Macho, som er en kødret med pølser. Det var et bjerg af mad, og det viste sig også at en tallerken normalt er til to personer! Vi kunne slet ikke spise op.

Da vi skulle gå hjem, stod det ned i stænger. Vi havde helt glemt, at det kunne regne også! :D Vi har været vant til høj solskin i bjergene og i ørkenerne…

18. august

Allerede da vi skulle køre ud fra hostellets baggård, kunne jeg mærke, at den var helt gal; 1. gearet var ikke, hvor det skulle være. Vi kørte dog afsted (i 2. gear) og fandt et sted, hvor vi kunne holde i fred, mens vi rodede under bilen, og hvor der var plads til at prøvekøre vores justeringer. Vi forsøgte at  justere gearstangen, så gearene lå normalt igen. Manualen siger, at der skal være et mellemrum et bestemt sted på 23 mm (det passer med 1 fijidollar), Dennis Bager havde foreslået 25 mm (1 svensk krone) - godt man har forskellige mønter med :)

Det lykkedes næsten: G-gearet virkede stadig ikke, men de andre gear var nogenlunde normale igen. Vi valgte at køre til en mekaniker for at få ham til at se på det. Han prøvede at justere lidt, men endte med at konkludere, at der var noget galt i gearkassen. Han ville pille den ud og tage den til en specialist. For at gøre det skulle han have motoren ud, sagde han… Det skulle vi da lige tygge på!

Hele operationen skulle tage 4 dage, og ville komme til at koste ca. 2.000 bolivianos (ca. 1.600 kr.) Vi blev enige om, at det måtte prøves. Han sagde, at vi skulle komme tilbage imorgen kl. 8.30. Vi var bekymret for at blive berøvet for vores bil, vores hjem, så længe. Mekanikeren sagde, at vi kunne overnatte i hans hus, eller i bilen i værkstedet - mens de arbejdede på at løse problemet. Han var utroligt flink.

Vi kørte afsted for at finde en billig overnatning, og endte med at finde en "garaje": en grus p-plads i en baggård, som bliver låst om natten. Familien som har stedet, har også en fastfoodbod på gaden, ved indkørslen til p-pladsen. Det blev der, vi fik vores aftensmad fra.

Den megen flytten rundt på bagagen i løbet af dagen, gjorde at Malenes lerovn fra Arequipa faldt ud og gik i stykker, da bagklappen blev åbnet. Det var superærgeligt :(

19. august

Vi havde stillet vækkeuret for at kunne komme op til mekanikeren i tide. De gik igang med at pille gearkassen af med det samme. Mekanikeren sagde, at det ikke var nødvendigt at tage motoren ud. Han sagde, at det kun var på T2eren og T1eren, at det var nødvendigt. Det var rart at høre.

Gearkassen er pillet ud.

Da gearkassen var ude, kørte mester og jeg til specialisten med den. Han ville dog imidlertid ikke røre ved den, da han ikke vidste noget om syncro-gearkasser. Mekanikeren fortalte mig, at han aldrig havde set en syncro i Bolivia.

Tilbage på værkstedet gik mester og 4 svende igang med at prøve på at løse vores gearproblem. De prøvede det ene og det andet. Til sidst fik de resoneret sig frem til at problemet måtte være et bestemt sted inde i gearkassen. En del de ikke kunne reparere. Vi gik til frokost, og da vi kom tilbage, var de igang med at sætte gearkassen på igen. Vi måtte prøve at finde et andet sted (ikke i Sucre), hvor vi kunne få løst vores problem. Mester var meget ked af det, og undskyldte meget, at han ikke havde kunnet løse vores problem. Han var oprigtigt ked af det.

Vi kørte tilbage til vores p-overnatning, hvor vi blev modtaget med åbne arme. Nu må vi se, hvad vi gør. 

Vi regner med, at vi kan køre videre med de resterende gear, men vi skal lige være sikre. Måske har vi en mulighed for at få det fikset i Asunción i Paraguay. Vi har i alt fald fået nogle kontakter der, bl.a. en dansker, som bor der.

20. august

Dagen gik med at checke facebook og internetfora for at finde ud af, om vi kan køre videre. Der lader til at være delte meninger; nogle mener, at vi godt kan køre, andre at vi ikke bør køre, fordi vi risikerer at ødelægge hele gearkassen.

Det er svært at navigere i. Der kom en fyr forbi, som havde en bil parkeret her på p-pladsen. Han mente, at han kendte en mekaniker, som kunne hjælpe os. Mekanikeren kom forbi midt på eftermiddagen og kiggede på (og under) bilen. Han mente ikke, det var noget problem at køre i den. Han kunne dog ikke fikse den, da han skulle til Cochabamba imorgen og først kom tilbage på lørdag. Jeg ved ikke…jeg tror måske ikke, at han ville kunne fikse, den når det kom til stykket.

Vi prøvede efterfølgende at køre lidt i bilen, mens Malene gik ved siden af, for at høre efter unormale lyde. Der var ingen, og gearene virker fint (pånær altså G-gearet).

Drengene fik leget en del med den 13-årige dreng, som passer pladsen her. Han hedder Daniel og de fik både leget med biler, spillet fodbold og så hjalp drengene ham med at vaske en bil.

Søsteren Isabel passer fastfoodboden oppe ved gaden, som vi til drengenes store glæde har spist ved igen idag. Drengene fik en ekstra bøfsandwich som belønning for at have hjulpet med at vaske bil.

Malene har vasket en del tøj idag, og vi har fået tanket op med vand igen. Vi har besluttet os for at tage afsted mod Paraguay imorgen. Det bliver dog ikke den helt direkte vej, da vi har fået at vide, at den er ret dårlig. Så vi kører tilbage mod Potosí og videre mod Paraguay derfra. Så må vi se.

Jørgen Johansen i Paraguay, som vi har lært at kende igennem et spansk par i en T4, som vi mødte på hostellet i Sucre, kender en mekaniker, som kan hjælpe os. Jørgen har også lagt adresse til, så vi kan få leveret en ny Kindle, som Tobias og jeg kan dele.

Nu må vi se…

De efterfølgende dage frem til d. 26. august

Vi kørte afsted mod Potosí med håb om det bedste. Turen gik uden problemer. Lige inden Potosí valgte vi at tage en genvej for at komme hurtigere mod grænsen. 

Kontakten til manuelt at tænde ventilatoren (den fik vi installeret i Adelaide for at køle bilen i bjergene) har ind imellem strejket. Men vi har altid kunnet tænde den igen. Nu ville den pludselig ikke slukke - heller ikke selv om bilen blev slukket. Vi vendte næsen mod Potosí, hvor vi "panik-fandt" en autoelektriker, som kunne konstatere at det var relæet, som var gået. Han pillede det ud og reparerede det for 20 bolivianos (16 kr). Vi har et i reservedelskassen, men det var nemmere at få ham til at nødreparere det.

Efter en overnatning i byen. Kørte vi dagen efter videre østover. Det viste sig, at vi skulle en stor omvej sydpå pga. vejarbejde. Efter en 3 1/2 times tur sydover skulle vi nordpå igen for at komme til grænseovergangen.

Måske er det familien, eller måske er det bare nogen som har fået et billigt lift?

Vi oplevede et dramatisk klimaskifte fra de (især om natten) kolde bjerge, til tropisk lavlandsklima. Det blev pludselig rigtig varmt. Vi måtte have silkelagenposerne at sove med, og af med nattøjet. Efter to temmelig varme døgn, var det som om varmen forsvandt, og det blev normalt "vinterkøligt" igen. Dog er det ikke ligesom i bjergene, vi kan stadig mærke, at vi er kommet ned i lavlandet (omkring på højde med Himmelbjerget).

Nogle gange kunne man godt ønske sig at man havde været geolog, så man kunne sætte navn på forkastninger, foldninger, aflejringer og nogle af alle de fantastiske mineraler som er stablet så smukt.

Sådan køber man olie på boliviansk. Hvem har også brug for plastikdunke?

Nogle gange er vi slet ikke i tvivl om, hvorfor der er en omkørsel. Desvio er omkørsel.

Her stopper asfaltvejen.

Selve grænsekrydsningen gik udramatisk. Der var dog en del steder, vi skulle besøge, og det var temmelig spredt. Først var der en militær kontrolpost efterfulgt af den sidste vejtold i Bolivia på 8 bolivianos. 

Derefter fulgte den egentlige udstempling hos migrationen ca. 2-300 meter længere fremme. Fyren, som skulle stemple os ud, blev lidt overrasket og kom løbende ud af sit hus for at gå de ca. 20 meter til sit arbejde. Vi var de eneste, der krydsede grænsen på dette tidspunkt. Området virkede i øvrigt ret øde, da de fleste vælger at forlade landet mod syd mod Argentina.

Manden i fortet skrev vores detaljer ned i et kladdehæfte: hvor kom vi fra, hvor skulle vi hen, hvad er formålet osv.

Da vi skulle til at køre mod den egentlige grænse ca. 60 km længere fremme, blev vi stoppet af politiMANDEN, som synes at vi havde glemt ham. Malene troede, at han ville til at have bestikkelse, men han ville bare også have lidt opmærksomhed :)

Ved grænsen fik vi stemplet bilen ud af Bolivia. Vi kørte 50 meter, fik stemplet bilen ind i Paraguay. Herefter kørte vi ca. 500 meter frem til en politikontrol, hvor vi fik lov at tømme hele bagagerummet og skabene, for at de kunne checke, at vi ikke lavede ulovligheder. De bankede også på skærmene for at lytte efter hulrum.

Det her stykke af transchacoen er et pænt stykke. 

Det her stykke af transchacoen er knap så pænt.

Lidt senere kom vi til en militær kontrolpost, hvor de også ville kigge i bagagerummet. 

Da vi dagen efter kom igennem en lille by, fik vi scannet vores dokumenter, så politiet havde styr på os. 

Ceiba speciosa - minder om et baobabtræ. 

Paradistræ. 

Bygningerne i nationalparken er opført med støtte fra EU. Det er et besøgscenter med hotelværelser. Det virker som om der ikke er penge til hverken mandskab (der var én opsynsmand) eller vedligeholdelse. Man kan ikke bo på hotellet og stedet ligger som nærmest i en blindtarm af landet. Da vi spurgte til parken i nærmeste by 20 km væk, vidste de ikke at den var der.

Vi skulle ca. 20 km nordpå til en nationalpark, inden vi ville fortsætte mod Asuncíon. Vi havde stadig ikke fået stemplet passet. Det fik vi først idag, da vi kom til Mariscal, som ligger mere end 250 km fra grænsen.

Vi fik lov at overnatte uden for denne gård. Men det krævede et opkald til ejeren, fra dem som passede den. De skulle ikke nyde noget af at give os lov uden at have spurgt først. Vi fik så lov til at blive der, men kun hvis vi blev uden for lågen.

Chacoen er et meget anderledes område. Det ligger i den vestlige del af Paraguay, og dækker ca. 60% af landets areal. Men her bor kun ca. 2% af landets befolkning. 

Vi er idag kørt igennem Filadelfia, som er skabt af de tilflyttede tysktalende mennonitter. Det er mærkeligt at være i midten af Sydamerika og pludselig at være omgivet af tysktalende lyshårede mennesker. Her kan man også købe rugbrød (mums), og gaderne og byerne har tyske navne.

Vi kørte videre til Lomo Plata som er søsterbyen, her er også mange mennonitter. På vores hotel er der meget rent, her er styr på tingene, og receptionisten taler tysk ;)

Bussen? 

Den rare dame fra hotellet i Mariscal lod os overnatte på hotellets p-plads. 

Overnatning i Mariscal. 

En ræv på chacoen. 

På vej ned fra bjergene i Bolivia gav vi en mand med en pose sukkerrør et lift. Som sædvanlig spurgte han, hvad vi skulle have for turen. Det er rart at kunne sige: nada - ingenting. 

Overnatning foran et hostal i tropisk Bolivia. 

Kun i Sydamerika kan man finde en Lada med hækspoiler! 

Religiøst optog i Bolivia. 

Her endte eventyret om det dejligt opvarmede brød til morgenmad, og de mange nysgerrige spørgsmål til vores ovn. Malenes souvenir fra Arequipa faldt ud, da jeg åbnede bagklappen. Den kunne desværre ikke reddes! :(