Syncronauterne: ¡Un mondo totalmente diferente!

På toppen af den meget gamle by i byen: Monasterio de Santa Catalina. I baggrunden vulkanerne El Misti (til højre) og Chachani (i midten). Fuglen er ikke photoshoppet - en condor måske?

Peru er noget helt andet, end den del af verden vi normalt færdes i! Maden er anderledes, sproget, mentaliteten, samfundet, ja selv sodavanderne er anderledes! :)

Man ser mange uniformerede personer; både vagter ved bankerne, politi og trafikpoliti. Fælles for dem alle er at de har pistoler, det gælder også både G4S-vagterne og trafikpolitiet (som oftest er kvinder).

Vores kvarter er indhegnet, og de tre veje som fører herind har hver et stort jerngitter, som bliver låst om natten. Om dagen er kun en af portene åben (hver måned skifter det, hvad for en port som er åben - det snød José en dag da vi kom hjem, så vi måtte bakke ud igen og køre til den næste vej) og området bliver patruljeret af, ja du gættede rigtigt: uniformerede sikkerhedsfolk.

Man kan, i dagtimerne, gå ind af nogle døre i hegnet. Disse låses selvfølgelig også om natten. De afspærrede område, samt de mange hunde folk har, skulle gerne sikre, at der ikke kommer ubudne gæster. Hundene bor ude hele tiden, og er opdraget til at gø, hvis man går ind, eller hvis man blot bliver stående foran et hus for lang tid.

Trafikken er noget for sig selv, vi har indtil flere gange oplevet at sidde med hjertet oppe i halsen, fordi det lige blev lidt for tæt, til vores smag! Når man når til et kryds uden lyskurve, presser bilerne sig ind fra alle retninger, og tit holder man halvvejs inde i krydset og venter, med det resultat at bilerne som kommer på tværs må bremse hårdt op! Andre gange er det omvendt. Trafikpolitiet står strategiske steder i midtbyen, med deres pistoler, cowboyhatte, rayban-solbriller og deres rød/hvid-farvede viftende handsker (og om aftenen viftende "lyssværd") - og deres aggressivt fløjtende fløjter!
Det hjælper nok heller ikke på den kaotiske trafik, at en af de store tunneler er under ombygning. Den blev ødelagt af voldsom regn i januar/februar sidste år, men er først ved at blive repareret nu, og det er meget omfattende og lammende for store dele af den østlige del af byen.

Når man observerer José køre bil, er det også et studie i kørsel fra en anden verden: der bliver myrret, presset, givet plads og ned af den store bakke vi kører på hver dag, slukkes motoren for at spare benzin. Bilen er en 20 år gammel Toyota stationcar, og rutinerne er helt tydeligt indgroet i ham, så han når at få startet bilen igen ved at koble ind igen, så motoren går igang og man nærmest ikke bemærker, at den var slukket!

Vi har fået peruansk mobilnummer - det var også en anderledes oplevelse! Processen var temmelig omfattende. Først skulle vi finde en butik som havde simkort. Derefter skulle vi stå i kø for at trække et nummer, til at stå i kø! Der var dog lidt over 20 betjeningssteder, så det gik rimelig hurtigt. Jeg skulle vise mit pas som dokumentation. Da vi var blevet betjent, blev papirerne klipset sammen (ikke mindre end 4 klips skulle der til) og arkiveret. Derefter blev de resterende papirer stemplet højlydt, som var det en indrejsetilladelse det gjaldt. Nu skulle vi så hen og stå i kø for at betale.

Solen lyser alle dage meget kraftigt, så folk går tit og skygger med en avis eller et stykke papir. Når man går i skyggen er her koldt. I solen derimod er der meget varmt.

Man kan også holde en laptop op som skygge.

Da vi havde betalt, kunne vi endelig stille os i kø for at aflevere kvitteringen for at få udleveret simkortet. Det vil sige, da den ene mand havde givet simkortet til en anden mand, som så kunne bringe det til os, manglede der lige en enkelt ting: jeg skulle underskrive betingelserne for udlevering af simkort. Det skulle gøre i tre felter: et med blokbogstaver, et med underskrift og et med fingeraftryk! Ja: fingeraftryk! :) Det sidste kommer sig af, at der har været mange sager før i tiden med afpresninger og dødstrusler, fremsat over telefonen. Derfor er det et krav, at man afgiver sit fingeraftryk. Det er også vigtigt at melde til politiet, hvis man mister sin telefon/simkort. De mange mennesker som er involveret i processen, sikrer at der ikke bliver snydt et eller andet sted i processen. Men prisen var til at overse: 15 soles (30 kr.) for et taletidskort.

For at fylde taletidskortet op, går man fx. til en gadekiosk. Her fortæller man damen, hvilket selskab og hvor meget man vil fylde på. Hende vi var hos, havde 3 Nokia 3210 mobiltelefoner liggende: en til Claro, en til Movistar og en til at ringe på (den havde kæde på). Hun købte taletiden til vores nummer på sin telefon, og da vi fik en SMS-kvittering på vores telefon, fik hun sine penge. Imens vi stod og fumlede med at finde nummer og saldo (al begyndelse er svær, og almindelige mennesker i Peru taler ikke lige så langsomt som vores lærere eller værtsfamilie), kom en dame forbi og købte et kort opkald på mobilen med kæde. Hun betalte S/1.

Penge er en hel anden sag. I Peru betaler man med Nueva Soles - en sole (s/1) er lig med kr. 2. Man kan sagtens hæve kontanter i en pengeautomat. Men! Vi blev gjort opmærksom på, af José, at bankerne giver en meget dårlig vekslerate. Så det man gør er, at man hæver sine penge i amerikanske dollar. Det kan man gøre direkte i pengeautomaterne.

Derefter går man over i en vekslebutik, hvor man får en bedre rate. Pt. er det S/2,77 pr. $1. Man kan betale med kreditkort i mange af de større butikker, man skal dog oftest vise sit pas, så der bliver skulet en del, når de ser mig stå med fuldskæg, briller og langt hår (i modsætning til pasfotoet uden skæg og briller og med karseklippet hår). :)

Carmen og José, som vi bor hos køber ind til ugens måltider, på markedet om søndagen. De siger at det er meget billigere end i supermarkedet. Hver morgen kl. lidt over 7, lyder et båthorn i gaden vi bor i: brødmanden er kommet. Carmen går ud og køber frisk brød til dagens måltider, direkte fra cyklen. :)

Peruviansk lerovn - hos Carmen bruges den til at varme brød på gaskomfuret.

Hver morgen laver Carmen frisklavet juice til os. Drengene får æble og vi voksne får ofte papaya, men også som her ananas.

Selv om vi bruger meget af tiden i Arequipa på skolearbejde, er der også tid til lidt andre ting. Vi har været inde i bymidten et par gange og se Plaza de Armas, som er den ældste plads i Arequipa. Vi har også set kirker, og "byen i byen", Monesterio de Santa Catalina, som er et meget gammelt og stort kloster, som er åbent for offentligheden.

Monasterio de Santa Catalina

Vi går også i parken, i den karré hvor vi bor, hvor vi nyder solen, løber på løbehjul eller spiller Fronton. Jeg blev inviteret til at spille Fronton sammen med Carlos, Alberto og Piti - da jeg stod og fotograferede dem. Spillet minder om squash: man skiftes til at skyde en bold på en væg, og der er en bane optegnet på betonen. Der er dog ingen vægge, og bolden hopper meget mere end en squashbold. Det var rigtig sjovt, og jeg blev inviteret ned at spille igen imorgen ;)