Plastik og sikkerhedssko

Vi begynder at nærme os! Hele sidste uge blev vores aftaler rykket til dagen efter. Tolden driller, og vores agent lader os svæve i det uvisse - med halve løfter om et møde med tolden - måske imorgen. Så vi var begyndt, at tvivle på om der overhovedet ville nå at ske noget i denne uge. Men i dag har vi brugt det meste af dagen på første etape med at få bilen udleveret: vi fik lov at køre bilen ud af containeren! Eller - vi er nok så meget sagt; jeg fik lov at køre den ud.


Vi havde på forhånd fået at vide, at drengene ikke måtte komme med ind på containerområdet af sikkerhedsmæssige årsager. Fair nok. De måtte dog gerne komme med og sidde og vente. Det sidste viste sig dog ikke at være helt sandt. Da vi ankom til lageret - efter at taxachaufføren havde fået spurgt sig frem til det rigtige sted og forceret de MEGET hullede veje - blev drengene i første omgang nægtet adgang. Der var også piktogrammer om, at man hverken måtte medbringe pistoler, have shorts på eller have børn med. Problemet var, at Malene og jeg gerne ville ind begge to, og derudover var der ingen venteområder uden for bygningen. De mente, at vi vel kunne vente i vores bil - vi var vel kørt derhen?

Vi stod et godt stykke tid i slusen, indtil de til sidst forbarmede sig over os og lukkede os ind i venteområdet med strenge formaninger om, at drengene ikke måtte bevæge sig rundt. Vi slog os ned på et par stole, drengene fandt deres Nintendoer frem, og så gav vi os ellers til at vente. Og vente. Og vente.

Det viste sig, at vi ventede på repræsentanter fra vores shippingagent. De var forsinkede og kom først ca. en time efter, vi skulle være mødtes. Da de var ankommet, var der imidlertid et andet problem. Vi måtte kun være to, som kom med ind. Så enten skulle det være tolken og en af os eller Malene og jeg. Malene havde ikke lyst til at skulle tilslutte batteri og køre bilen ud af containeren, så vi bestemte, at det skulle være tolken og jeg, som skulle gå ind.

Det næste problem var at jeg ikke havde sikkerhedssko på, så derfor måtte jeg alligevel ikke gå ind. Malene måtte gerne, fordi hun havde vandrestøvler på. Hmmm....de havde faktisk nogle sko, man kunne låne, men de kunne ikke finde dem. Efter lidt tids søgen havde de fundet nogle alligevel, og iført dem, en refleksvest og hjelm, kunne jeg endelig komme ind til containeren.

Vejene i Peru er generelt i dårligere stand end i Danmark. Vejnettet i industrikvarteret, hvor lageret ligger, er MEGET ringe. Der var meget store og meget dybe huller, nogle steder var vejen nærmest ikke-eksisterende. Her kører i hundredevis af lastbiler med 20 og 40-fods containere hver eneste dag! Det er en grusvej, men nogle steder er der asfalt, og andre steder har der været asfalt. 

Vi tog billeder af den lukkede container (til dokumentation) og fik lukket op til Syncroen, som stod fint derinde. Jeg fik sluttet batteriet til, drejede nøglen, og bilen startede uden tøven! :)

Da jeg havde kørt bilen ud, skulle vi tage billeder af bilen med indhold, inden jeg låste den af igen. Bilen blev forseglet med plastik, og nøglen leveret til fragtformanden, som skal beholde den indtil, tolden har frigivet bilen.

Vi gik alle ud til hovedvejen, hvor agenten og tolken prajede en taxa, som vi alle 6(!) kravlede ind i. Næste stop var et andet shippingkontor, hvor vores fragtbrev skulle stemples. Her måtte vi vente på en 3. person fra shippingfirmaet, som skulle komme med dokumentet.

Imorgen (krydser fingre) skal vi mødes med en 4. person fra shippingfirmaet inde hos toldvæsenet. Forhåbentlig frigiver de bilen imorgen, så vi endelig kan komme ud og gøre landevejene usikre (eller køre usikkert på de usikre landeveje?).

Nu må vi se. Vi tog et skridt idag, og det er jo det som det handler om: et skridt af gangen!