¡Bienvenido a Perú! ¿Quieren ustedes un taxi?

Hunden gør igen. Klokken er lidt i syv om aftenen og vi venter på at få aftensmad/te. Hunden startede med at gø klokken 5 i morges, sammen med alle de andre baggårdshunde. Vi har lidt hovedpine, fordi vi befinder os i Arequipa 2.300 m over havets overflade, omkranset af 3 vulkaner: Misti (5.822 m),
Pikchu Pikchu (5.664 m) og Chachani (6.075 m). Højden gør, at vi idag har kunnet mærke, at der ikke skal så meget til at gøre os forpustede, og få pulsen til at stige. Vi drikker vand og Mate de Coca (Coca the) og lige så langsomt, bliver det bedre. Malena, som vi studerer spansk ved, siger, at her skinner solen 360 dage om året. Det er lige til at blive træt af, synes hun. Normalt regner det i januar og februar, men i år har det slet ikke regnet, det er rigtig skidt.

Vi bor hos Carmen og José, de er forældre til Pepé, som er den ene indehaver af den sprogskole, vi går på. Pepé er gift med Malena.

Vi bliver opvartet med 3 måltider om dagen: desayuno (morgenmad), almuerzo (frokost - som er varm mad, og normalt det største måltid) samt cena (aftensmad - som oftest et lettere måltid med the til). De tilpasser maden til drengene, så de ikke bliver for udfordret, men vi voksne får lov at smage. Det er ind til videre rigtig lækkert. Det er meget noget med noget ris, quinoa, kartofler, lidt kød eller kylling og grøntsager. Vi har dem også mistænkt for at tilpasse mængden - vi får nok lidt mere, end de normalt selv spiser.

Vi prøver at konversere på spansk efter aftensmaden, med Carmen og José.

Vores "home away from home" - Cooperativa Universitaria G-9

Hans' grammatiklærer Ada.

Skolen foregår udendørs i Malena og Pepés baghave. I stueetagen er der skole, på 1. sal bor svigerinden, på 2. sal bor en tante og på 3. sal bor Malena og Pepé.

Vi bliver kørt til og fra skolen, som ligger i centrum. I denne uge hvor vi kun har eftermiddagsundervisning, tager turen 15-20 min frem og op til 45 min tilbage. Trafikmønstret er meget anderledes, end hvad vi ellers har oplevet. Der er voldsomt meget trafik og alle dytter og kører ind foran hinanden for at komme frem. Der er en del trafikbetjente med fløjter og lysende stave, der hvor der ikke er lyskryds, men ind imellem også, hvor der er.

Malenas klasseværelse, hvor hun bliver undervist af Malena!

Busserne er fyldt til bristepunktet, og de (busserne) kan være alt fra en stor bus til et lille rugbrød som vores syncro. I de små "busser" er der tit op til 15 mennesker!

Vi er alle rigtig trætte, når dagen er omme. Trætte af indtryk og sprogforvirring og nok også af højden, som stadig plager specielt drengene.

Natteudsigt fra hostellets tag i Lima.

Vi ankommer ikke til et nyt land, uden vi oplever en ny taxahistorie. :)
Da vi ankom til Lima var kl. 21.30. Vi havde booket en enkelt nat på et hostel, inden vi dagen efter skulle flyve til Arequipa. Da vi bookede opholdet, havde vi læst at man kunne få lufthavnstransport. Det havde jeg bestilt, troede jeg.
Der kom aldrig noget svar, så jeg fandt deres hjemmeside, og en email-adresse, hvor jeg sendte min anmodning påny. Igen kom der ikke noget svar.
I mellemtiden havde vi googlet og læst lidt om taxa-transport i Lima. Man skal bestille taxaen inde i lufthavnsbygningen, hvor de officielle taxaselskaber står. Man skal ikke gå ud og tage nogle af dem, som tilbyder sig uden for. De er ikke rigtige taxaselskaber og i værste fald, risikerer man at blive kørt et andet sted hen, end man havde bedt om - og røvet.
Da vi kom ud igennem tolden, kunne vi se en masse mennesker, der stod og ventede, ligesom man oplever det i alle lufthavne. Der var en masse, som stod med skilte med navne på folk, som skulle hentes. Vores navne var der ikke, men det var også næsten, hvad vi forventede.

Vores farverige værelse i Lima.

Inde midt i ankomstområdet blev vi mødt af en mand med et IDkort hængende om halsen, han tilbød en taxa. Han ville køre os til hostellet for 50 soles (ca. 100 kr.), det synes vi lød fint nok, så afsted det gik. Da vi kom udenfor, blev vi ledt hen til en sort bil, uden taxaskilt.
Hmm...nu begyndte tvivlen så småt at melde sig: var det nu også en rigtig taxi, eller hvad var der gang i her? Der var ikke noget taxameter i bilen, og da vi begyndte at trille, ringede chaufføren til nogen. Så vidt vi kunne høre, fortalte han hvor han kørte hen. Jeg nåede, at tænke om han nu var igang med at aftale med nogen, hvor de skulle vente på os...jeg slog tanken væk igen.
Da vi havde kørt et stykke tid, begyndte chaufføren at kigge på kort, og han begyndte at stoppe op og spørge om vej. Han måtte spørge om vej mange gange, så det endte med at blive en lang tur, men til sidst fandt vi frem til stedet. Så meget for bekymringer om onde hensigter :)

Syncronauterne sammen med Sol og bedstemor.

Hostellet var i virkeligheden privat indkvartering. Kvinden, som boede der, talte stort set kun spansk. Det viste sig, at hendes søn havde prøvet at skrive til os 10 gange for at bekræfte vores booking, og for at få bekræftet, at vi skulle hentes i lufthavnen. De 10 mails var havnet i vores spamfilter, så vi havde af gode grunde ikke svaret. Sønnen troede til gengæld, at vi ikke kom alligevel, derfor havde han ikke hentet os i lufthavnen. Sol (som kvinden hed) tog hjerteligt imod os alligevel - også selv om klokken var 22.30 - og kogte vand til os, så vi kunne få nogle af vores evindelige nudler. Hun fandt dejlig peruansk frugt frem som vi fik til dessert.

Dagen efter sov vi længe: vi vågnede først kl. 10.15 og vi skulle køres i lufthavnen kl. 11, så vi havde travlt. :) Men vi havde trængt til det - vi var først kommet i seng kl. 23.

Lasse nyder udsigten inden vi går i seng.

Alt i alt er det spændende at være i Peru, vi suger til os, vænner os og tager det lidt med ro... :) Et skridt af gangen!

Vi er lige blevet hentet i lufthavnen af José. Vi venter på at møde Malena og Pepé.

Vores soveværelse i Arequipa. Drengene har deres eget værelse også :)