Syncronauterne: Farvel til Arequipa

Bobler er der mange af i Peru. Den blå er en gammel bil fra Inca Motors.

Det er med vemod, men også med masser af positiv forventning, at vi siger farvel til Arequipa og vores peruanske hjem hos Carmen og José. Vi nåede at bo hos dem i 20 dage, det absolut længste ophold ét sted på vores rejse. Det er ikke forkert at sige, at vi nåede at føle os hjemme og velkomne og opholdet
var helt sikkert, en tiltrængt pause fra det omflakkende liv det er konstant at være på farten. Det har været dejligt at have en base for en tid.

Carmen viser en lille (!) peruansk papaya frem.

José vasker tøj og gør op med danske fordomme om, at sydamerikanske mænd nok ikke laver ting i hjemmet.

Det har dog ikke udelukkende været nemt; drengene blev udfordret meget mht. mad, det til trods for at Carmen og José gjorde meget ud af at spørge til, hvad de kunne lide og prøve at tilpasse drengenes mad til det. Det var også hårdt for drengene pludselig at være alene.

Drengene hænger ud på deres værelse.

Alene skal forstås sådan, at vi har været sammen 24/7 i de første 4 1/2 måned, og lige pludselig var vi voksne optaget af at gå i skole 4 timer om dagen, optaget af at lave lektier, og efter hvert eneste måltid sad vi og talte med Carmen og José på spansk, som drengene overhovedet ikke forstår. Da der var gået en uge, sad vi med nogle meget kede af det drenge, for selvom de var rigtig glade for både Carmen og José, følte de sig naturligvis udenfor. Vi fik os en rigtig lang og god snak, som lettede på den tunge stemning, som havde bygget sig op hos drengene.

Pépe - Hans' spansklærer - flyttede flere gange spanskundervisningen ud på gaden,
til en omgang walk-and-talk. Det virkede faktisk rigtig fint. :)

Malena - Malenes spansklærer - som fortalte en masse om peruansk kultur og mentalitet.

Det var også hårdt for os voksne at skulle lære og suge til os, så vi havde en del dage, hvor vi ikke orkede så meget ud over lektier og skole, så var det virkelig rart og luksuriøst, at maden blev serveret 3 gange om dagen :)
Resultatet blev efter 12 dages intensiv undervisning, at Malene kan føre nogle gode samtaler, og jeg kan hjælpe godt til, og også føre nogle mindre komplicerede samtaler. Nu gælder det blot om at få holdt det ved lige, så det ikke har været helt spildt.

Djævlen bliver holdt nede af prædikestolen, inde i katedralen på Plaza de Armas.

Katedralen på Plaza de Armas.

På taget af katedralen på Plaza de Armas.

De sidste dage i Arequipa fik vi besøgt domkirken på Plaza de Armas (som er den første del af byen, som blev bygget). José tog os også med på marked, det var rigtig spændende. José gik og fortalte om de forskellige varer, og Malene fik købt sig en lille lerovn, som souvenir. Vi vil bl.a. prøve at bruge den til at varme brød på coleman'en.

Bemærk de sirligt stablede frugter!

Så er ovnen fundet!

Hos Carmen spiser man oliven til morgenmad - super lækkert, eller som man siger herovre: Muy Rico!

Markedet er meget lige som et supermarked; dvs. der er hele rækker med små boder, som sælger det samme. På den måde virker det lidt ligesom rækkerne i supermarkedet, her er det dog forskellige handlende, som sælger f. eks. frugt eller kød. Der dufter frisk af jord ved kartoflerne, af nyslagtet kød og sødt af frugt. Duftene skifter som bølger efterhånden, som man bevæger sig forbi de forskellige rækker.

Peruansk margerine, som prøver på at være dansk smør! :)

Tobias brød sig ikke om de stirrende griseøjne, fra de intimiderende hele pattegrise.

Princippet er faktisk gældende i meget af centrum af Arequipa; der er en hel gade hvor der kun er møbelforretninger, en gade hvor der kun er optikere/brillebutikker eller en gade udelukkende med boghandlere. Lidt pudsigt men også virkelig praktisk: hvor skal man gå hen for at købe briller? Man går selvfølgelig i brillegaden!

Vi nåede også at opleve Mundo de Alpaca, som er et museum om og med uld! Her kan føle, lugte og se både uld og lamaer. Og der var også nogle kvinder som sad og vævede traditionelle peruanske mønstre. Og så var det gratis :)

De forskellige farver garn, og de naturmaterialer farverne kommer fra, er udstillet i museet.

Da vi tog til Arequipa for 3 uger siden var det med fly fra Lima. Selv om det ikke var specielt dyrt for en flyrejse, var det fedt at finde et brugbart og meget billigere alternativ til returrejsen. Malena fra sprogskolen havde nævnt et busselskab for Malene, og det viste sig at være en anderledes og meget billigere alternativ. I stedet for knap kr. 3000 for flybilletter, kom vi til Lima for lige omkring kr. 1000 - og så har vi oven i det sparet en overnatning, da det var en natbus.

Busterminalen med de mange forskellige checkin-skranker.

Vi blev kørt til busterminalen af José; terminalen er et lukket område med vagter. Man checker ind ligesom hvis man skal flyve, bagagen bliver vejet og man skal vise pas eller id. Efter indcheckning skal man hen til en luge, hvor man skal betale afgift til byen. Det bliver åbenbart opkrævet seperat, så det forvirrede os lidt - det kostede S/10 (kr. 20). Først herefter kunne man gå igennem metaldetektoren til VIP-loungen, hvor der var the og sodavand.

Byskat-damen skal have sine penge seperat.

Bussen er ved at være klar til "take-off"

Selve bussen var superlækker: vi havde valgt "bus cama" med brede sæder, som kunne lægges ned til 160 grader. Der var pude og tæppe og hovedtelefoner til de film, der blev vist. Vi kørte kl. 17 og skulle være fremme kl. 08:30 næste morgen. Ved 18:30-tiden blev der serveret aftensmad, lidt bedre end flymad, men dog ikke så meget. Til morgenmad fik vi en enkelt sandwich og to kiks, samt kaffe. Ikke så meget, men bedre end ingen ting. Vi havde taget kiks med, så der var ingen af os, som var super sultne, da vi nåede Lima.

Nu venter vi på bilen her i Lima. Den ér ankommet, men lige nu er det toldvæsenet, som vi venter på. Der har været lidt korrespondance frem og tilbage med agenten idag, og det viser sig at de, selv om jeg hele tiden har gjort opmærksom på, at det ikke er en import, hele tiden har troet at bilen skulle importeres til Peru! Og ja, man må ikke importere biler til Peru, som er mere end 5 år gamle, og det er vores jo.
Vi tror nok, at det endelig er lykkes os at forklare dem, at bilen ikke skal importeres hertil, og at vi vil køre den ud af landet og ikke kommer tilbage....nu må se. Et skridt af gangen! :)