fredag den 10. maj 2013

T3 træf Fyn 13

Vi var blevet opfordret af både Niels Erik og Dennis Bager til at tage til Fyn 13. Der var både muligheder for at møde en masse mennesker som gerne ville lære fra sig, samt mulighed for at prøve at køre off road under kontrollerede forhold.
Vi var meget spændte på hvordan det ville blive. Det blev rigtig spændende og meget lærerigt! Vi
ankom torsdag aften. Drengene var faldet i søvn et sted på Fyn. Vi havde børstet deres tænder på en rasteplads, imellem horder af Esbjerg-fans (de havde været i Parken til pokalfinale). Drengene havde iklædt sig nattøj mens vi kørte på Sjælland, så de var bare lige til at sende på taget da vi havde parkeret i Bøjden.
Vi lurede lidt på hvordan vi skulle forholde os mht. træffet. Det var ikke officielt startet, og forsamlingen i det store klubtelt mindede på afstand lidt om en privat fest. Vi havde egentlig besluttet os for at krybe til køjs, og gemme socialiseringen til dagen efter. Men pludselig fandt vi os i færd med at sparke dæk og drikke dåseøl, mens vi talte om biler :)
Dagen efter kunne vi få svar på endnu flere spørgsmål, og strømmen af gode tips og råd, og positive tilkendegivelser omkring vores bil fortsatte. Det var hyggeligt.
Drengene og Malene endte med at falde i snak med en gammel fisker nede på havnen. Han var lagt til kaj med en ladning fladfisk, og det lykkedes Tobias at invitere sig selv og Lasse ned i båden, så de kunne se ham rense fiskene på tæt hold.
Kl. 11 kørte vi af sted mod afkørsel 55, hvor der var opsamling. Derefter gik turen til Flyvesandet. Efter velkomsten, fik Hans tiltusket sig en prøvetur på passagersædet i en Syncro hos en fyr som hedder Jason.






Det viste sig at være en rigtig god ide. Hans fik mulighed for at stille spørgsmål, og se hvordan Jasons "fodarbejde" var. Jason viste både hvordan bilen kørte uden spær, med spær bagved og med både for og bagspær. Han nåede også at køre fast tre gange, hvilket jo var godt, så kunne vi nemlig se hvordan man kunne komme fri igen.
Da Hans gik igang med at køre off road, var det med hele familien i bilen. Drengene sad på skift på forsædet, med armen ud af vinduet, grinte, klappede begejstret og synes i det hele taget det var en fest! De var vist lidt mere modige end de voksne, og havde det stået til dem, var vi kommet over de mest teknisk krævende knolde og bakker. Vi voksne syntes dog at det var helt ok, lige at mærke efter hvordan vi havde det med terrænet. Der var mere end én gang hvor vi nåede at tænke at nu kunne det da godt være at den snart ville lægge sig på siden. Det gjorde den dog langt fra. Når vi så siden hen så hvordan Michael Ålborgs bil så ud efter en badetur, var vi vist lidt tilfredse med ikke at være for dristige!
Vi fik også en god snak med Birgitte og Dennis Bager, som kom forbi sidst på eftermiddagen. Det var sjovt at se og tale med dem, efter at have læst om deres store jordomrejse, og efter at have skrevet mails med Dennis gennem noget tid.
Vi talte også Familien Rask, som lige var kommet hjem fra en 5-ugers tur til Tyrkiet, og som havde været så uheldige at få ødelagt gearkassen på vej til Flyvesandet. Øv.
Vi kørte hjem fra Flyvesandet, da Hans skulle på arbejde, og Tobias skulle til fødselsdag dagen efter. Det kunne ellers have været sjovt at være med til fællesspisningen om aftenen nede i Bøjden. Men det bliver måske en anden gang :)














































Ingen kommentarer:

Send en kommentar