onsdag den 24. juli 2013

Tur til Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Belgien

Sikke en tur det blev! Da sommerferien var slut, havde vi kørt 1500 km på vores Jyllandstur, og 2700 km på vores tur sydpå. Vi havde kørt på småveje, større veje, motorveje, sejlet med færger og besteget lange seje bakker.


Dagen efter vi kørte ind i Frankrig gik generatoren i stykker. Først troede vi at det var batteriet. Vi fik strøm fra tre forskellige biler, inden det lykkedes os at køre væk fra parkeringspladsen, hvor
problemerne startede. Lidt upraktisk at skulle have strøm når ens batteri er begravet under en masse baggage :) Vi brugte en halv dag på at køre først til et VW-værksted, så til en THansen-lignende butik (hvor vi fik målt på bilen at det var en generatorfejl), siden kørte vi så en laang tur for at se om vi kunne lade batteriet en smule. Men vi var kloge nok til at lade motoren køre mens vi checkede ind på en campingplads ved Nancy i Alsace, for da vi stoppede bilen, ville den ikke starte igen.
Havde det blot været i Tyskland, havde vi måske haft mod på at finde en brugt generator hos en ophugger. Vi havde haft konsulteret T3nettet, med flere gode råd på vejen, til fejlsøgningen. Men, at opsøge en fransktalende auto cassé, når man ikke taler fransk, for at finde en brugt generator og så på en fredag....not so much :-D Så det blev autohjælp og værksted, og en dags ventetid på campingpladsen. Uvisheden blev ikke mindre af, at det var fredag og af, at de måske ikke lige kunne finde en brugt generator inden weekenden. Men bilen blev til sidst meldt klar til kl. 20.30.

Da bilen skulle hentes, fik Hans et lift af en rar hollandsk mand, som kunne lidt fransk. Han havde, sammen med sin kone, observeret vores nød, og tilbød sin hjælp i løbet af eftermiddagen. Det var et dejligt lyspunkt. Da de kom til værkstedet, og mekanikeren spurgte hvilken bil de skulle hente, sagde Hans: "the Caravelle", mekanikeren svarede "Le Caravan?! No no, it explode, electrical system not working!", hvorefter de blev bedt om at vente 2 min, mens han fik en bugseret bil bakket ind i gården, hvor autoværkstedet lå. De 2 min blev til 6 min, og bekymringen var stor. Da Hans endelig kunne komme ind i gården, var det syn der mødte ham, ekstra stof til fantasierne om dyre reparationer og bugsering til Danmark: rækken af biler der stod i gården var, en brændt bil, en totalskadet bil, endnu en brændt bil, en campingvogn og bag den vores Syncro. Hans gik hen og tog Syncroen i øjesyn. Den så fin ud...da mekanikeren så at Hans stod der og kiggede, sagde han: "Is that your car? Le Transporteur? Oh, it's fine. No problem." Det viste sig at mekanikeren havde troet at Hans mente Caravan (campingvogn) og ikke Caravelle.... :-D
Bilen var fikset. Til gengæld var forbrugsbatterierne klappet sammen, og køleskabet (skulle det senere vise sig) var også gået i stykker... Der blev alt i alt testet en del materiel på den tur :) I skrivende stund er køleskabet sendt tilbage til fabrikken til reparation (endnu engang tak til Dometic Denmark for den gode behandling), og batterierne er (med hjælp fra Niels Erik fra Sydfyns Autocamper) skiftet til et enkelt 120 Ah gel batteri. Så nu spiller bilen forhåbentlig snart 100% igen.
Nå ja, vi fik også badet i friluftsbad, kigget på kirke, set Luxembourg, spist fritter, drukket lidt øl, kørt for meget på en dag, spist jordbær, spillet fodbold og Malene fandt ud af at det der med skimmelost, baguette og rødvin, måske ikke er så tosset igen - i alt fald ikke når man er i Frankrig. ;-)





























Ingen kommentarer:

Send en kommentar