fredag den 9. august 2013

Nyt batteri (og gummimåtte)

Efter vores strømnedbrud i Frankrig fandt vi ud af, at de to Varta-batterier, vi havde til forbrug, var ødelagt. Vi aftalte med Niels Erik fra Sydfyns Autocamper, at vi kunne få et Exide Gel 120 Ah forbrugsbatteri. Det er et marinebatteri, af samme slags som Dennis Bager har i Mary, og som Kim har i sin grønne Arnold. Så det er testet! :)

Batteriet er en del større end de to gamle, så det fylder nu halvdelen af køkkenskabet. Til gengæld er de to batterirum, under sæderne, nu frigivet til opbevaring af f.eks. værktøj.

Aftalen med Niels Erik var, at vi skulle gøre det meste selv, dvs. fjerne de gamle batterier, gøre klar til det nye, mens han så skulle hjælpe med at flytte kablerne, skære, bore, lægge værksted og værktøj til. Det blev til en dag i praktik hos Niels Erik, hvor der både kom danske T3-folk og en hollandsk T3-familie på sommerferie forbi.
En fin dag. Vi sluttede med at låne værkstedet (efter lukketid) til at stå og tilpasse den gummimåtte vi havde fået til bilen (til at lægge hen over motorrummet, og gearkassen) - det tog lidt tid, men også her havde Niels Erik gode tips, og det rigtige værktøj.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar