Coober Pedy

Roadkill på vej til Coober Pedy

Coober Pedy er en mærkelig blanding af levende museum, og stadig aktiv mineby. Byen er mest kendt for sine opalminer, og har igennem tiderne lokket mange forskellige folkeslag til, så der idag bor folk fra 45 forskellige lande. Ca. 80% bor under jorden - det sikrer dem en konstant temepratur på 24 grader året rundt. Jeg forbinder mest byen med Mad Max filmene, og Wim Wenders' Until the End of the World.

Det er et spøjst sted, men det er sjovt at have oplevet. Vi var bla. inde i et minemuseum, og brugte også lidt tid på at "noodle" - dvs. vaske sten, og håbe på at finde en opal. Vi fandt en del små stykker. Vi så er par forskellige underjordiske kirker, og så boede vi under jorden.

Underjordisk kirke

Old Timers mine opalmuseum

Noodling - vi leder efter opaler

Endnu en kirke

På vej mod Coober Pedy, var vi stoppet for natten på en rasteplads 46 km før byen. Solen i vest var ved at tabe kampen mod fuldmånen i øst, og vi havde efterhånden kørt over 400 km den dag. Det havde været varmt, og fordi vi havde kørt mod nord, havde solen det meste af dagen været lige i hovedet på os.

Vi talte med en lastbilchauffør, som stod og var ved at lave aftensmad uden for sin lastbil. Han var på vej til Melbourne med en dumper fra en mine nær Alice Springs. Han måtte ikke køre om natten, fordi han kørte med bredt læs, så han havde et langt rast.

Chaufføren fortalte om at vi sagtens kunne freecampe (gratis campere), lige inde vi kørte ind i Coober Pedy. Der lå en rasteplads, og der var der mange som holdt. Vi takkede for tippet og gik til ro.

Da vi dagen efter nåede frem til rastepladsen, viste det sig, at det kun var for truckere. Der var et stort nyt skilt, hvor der stod ingen campering, lastbiler undtaget. Pyt, der var ikke noget skygge der, og temperaturen lå oppe omkring de 37 grader, så det ville ikke være et fedt sted at holde før det blev mørkt alligevel.

Jeg havde læst om noget der hed The Breakaways nord for byen, som skulle være et sted man kunne køre ud og se solnedgang i. Jeg havde egentlig regnet med at vi kunne campe derude, men det er aboriginal land, og man skal købe en permit, og campering er ikke tilladt. Vi talte lidt om det, og hen på eftermiddagen blev vi enige om at checke ind på et underjordisk motel, med udendørs pool. Det var en sjov oplevelse, og lige hvad vi trængte til. Det gav os også mulighed for at komme sent hjem fra The Breakaways, som var en 70 km køretur i solnedgang (på grusvej), uden at skulle tænke på at slå lejr i mørket.

Pumpen i poolen var lige blevet repareret, så der var fyldt en masse nyt vand i, hvilket gjorde at det var meget koldt. Afkølet det blev vi, specielt drengene syntes det var en fest.

Vores underjordiske motelværelse

The Breakaways var fantastisk. Navnet hentyder til nogle bjerge som er "brudt væk" fra en kæde af bjerge for mange mange år siden. Lyset var meget flot, og fik bjergene og landskabet til at se helt specielt ud. Vi kom også forbi the Dog Fence - som er verdens længste hegn - konstrueret til at holde dingoerne væk fra det sydlige Australiens, landbrugsdyr. Og så var der et par kænguruer, som lige hoppede vores vej. Dem har vi ikke set så ofte, da vi sjældent kører når det er skumring. Det er det tidspunkt hvor der er størst sandsynlighed for at påkøre dem.

The Dog Fence - verdens længste hegn. Formålet er at holde dingoerne væk fra landbruget i syd. 

Inden vi kørte fra byen, indtog vi en lidt speciel frokost: vanilleis og vafler! Vi har ikke ligefrem spist mange is, selvom det nærmest har været isvejr hver dag. Der havde nu været en del varme dage, efter det lidt køligere vejr sydpå, og isen var på tilbud (2 liter for under 20 kr - et godt tilbud i outbacken). Nu kan drengene føje det til listen over anderledes måltider de har fået igennem tiderne (på listen står også kiks og slik til aftensmad i Disneyland)...

Roadkill fortæres af en ørn og nogle ravne.