torsdag den 27. marts 2014

Trouble in paradise

Nå. Ingen billeder idag - kun lidt tekst.

Vi startede dagen godt. Vi havde sovet på en rasteplads ca. 60 km nord for Alice Springs. Da solen stod op lidt i 7, kom drengene ned og puttede hos os. Det var superhyggeligt.
Efter meget varme dage og varme nætter omkring Uluru, har vi de sidste par dage haft kølige og næsten
kolde nætter. Det er rart! Det betyder blandt andet at vi kan fylde koldt vand over i termoflaskerne om morgenen, i stedet for lunkent (eller halvvarmt) vand. Og køleskabet kan også bedre følge med.

Vi kom afsted lidt over 9, og efter et kort optankningsstop i Aileron, kørte vi videre. Vi har fået lagt ca. 1000 km til vores oprindelige rute, så vi havde bare en plan for idag: at komme så langt som muligt nordpå. Den gruslandevej vi havde tænkt os at køre øst via, er lukket pga. oversvømmelser, så nu må vi køre op til Tennant Creek og via Mount Isa til Rockhampton på østkysten.

Da vi havde kørt ca. 86 km skete det så: temperaturen steg alarmerende hurtigt, og kølevæskelampen begyndte at blinke. Vi holdt ind til siden, og kunne efter kort tids søgen konstatere at kølerslangen var revnet oppe i nærheden af motorblokken.
I mangel af bedre prøvede vi først at reparere slangen med hvad vi havde: vulkaniserende tape og et selvklæbende reperationsbånd til udstødninger (samt et spændebånd). Det siger næsten sig selv, at det ikke holdt tæt; vi nåede at køre ca. 1 km.
Vi valgte at standse den første bil vi så: et pensioneret ægtepar som havde skiftet hus og business ud med campingvogn og ingen fast adresse. De gav mig et lift ind til Ti Tree, 11 km længere fremme, som er en lille flække med et roadhouse; men ingen mekaniker. Nærmeste mekaniker er i Alice Springs...
Jeg kunne heller ikke skaffe en ny slange, men da jeg stod og var ved at finde ud af en alternativ løsning, kom en fyr hen og spurgte om jeg var ham der havde bilproblemer. Det viste sig at damen som havde givet mig et lift, ikke ville køre videre, før hun havde "overgivet" mig til en anden hjælpende sjæl, altså en fyr hun havde shanghajet til mig :)
Han her Greg og kørte mig rundt i byen til først den ene så til den anden, for at finde en slange. Uden held. Jeg stødte dog ind i en sydafrikaner, som havde kørt T3 dernede, og som gav nogle studser og nogle tips til at korte slangen.
Det lykkedes at korte slangen lidt af, og sætte den fast. Men vi nåede kun at køre ca. 1 km igen før det nye stykke flækkede, og nu kunne vi ikke korte mere af.
Vi stoppede den første 4WD vi så, og fik dem til at trække os til Ti Tree camping plads, hvor vi er nu. Jeg fik fat i Darren, som var en af dem vi ikke fik fat i tidligere på dagen, da jeg var her første gang. Han fandt nogle forskellige stykker slange, fra skrotbiler i hans baghave, og fik sat slangerne sammen med en studs - og det virker. Problemet er så bare at få luftet systemet ud. Det kunne han ikke finde ud af (han er vant til Toyota Land Cruiser - og jeg er ikke vant til noget som helst).

Jeg har her til aften været i kontakt med Alf fra Jamestown, et par gange. Han har tålmodigt prøvet at forklare mig hvad jeg skulle gøre. Ind til videre har jeg ikke haft held med det.
Nu har jeg googlet mig til en guide i at udlufte kølesystemet, som er meget udførlig, og jeg kan allerede nu se, at jeg har gjort nogle ting forkert idag. Imellemtiden er det blevet mørkt, så nu vil jeg give det et forsøg igen imorgen. Hvis ikke det lykkes kan jeg trille over til min nye sydafrikanske ven, som har lovet at prøve at give en hånd med det...et skridt af gangen, så ser vi om det ikke lykkes ;)

Vender tilbage med mere, når der er nyt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar