søndag den 2. marts 2014

Bring your own water


Til trods for adskillige påmindelser og formaninger, lykkedes det os alligevel at komme i tvivl om hvorvidt vi skulle have ekstra vand med over Nullarbor sletten!

Tillad mig at uddybe:
Vi har en 40 liters vandtank under bilen, som vi fylder efter behov. Denne dækker vores behov for drikkevand og forbrugsvand generelt. Vi har indtil videre fyldt op ved besøgscentre, tankstationer og roadhouses. De fleste steder er det gratis, men nogle steder står der opslag om, at donationer til deres vandregning, er påkrævet. Det har indtil videre vist sig ikke at gælde for os, fordi vi har så lille en tank.
Inden vi kørte ud på 1 Eyre highway, for at krydse Nullarbor, forhørte vi os i besøgscentret i Norseman, sidste by inden den lange strækning: kunne man forvente at kunne tanke vand undervejs?
Nej! Lød svaret. Hvis vi spurgte ved et roadhouse ville de helt sikkert blive fornærmede.
Vi fyldte tanken med vand, samt vores 10 liters Ortlieb vandsæk (fra Spejder Sport).
Også vores vasketøjsspand blev fyldt; det  vand skal bruges til at vaske op i. Og, nå ja, så fik vi også lige købt 20x600 ml flasker. Så burde vi have nok vand til krydsningen. :)

Til sidst en smule fakta:
Vejen over Nullarborsletten er 1181 km lang (Norseman i Western Australia til Ceduna i South Australia). Den er asfalteret, og med jævne mellemrum (ca 100-150 km) er der et roadhouse. Her kan man tanke (til priser ca 2,50 kr over normalen), spise, købe bad og overnatning. Det er frygtelig dyrt, så vi overnatter stadig gratis, og laver vores egen mad. 
Pt er vi nået til en 24 timers gratis overnatningsplads lige før Mundrabilla, dvs vi er godt halvvejs på to dage :)

Idag stoppede vi ved et blowhole, hvor en dejlig kølig vind blæste op af et hul i jorden. Det er underjordiske kalkhuler som "trækker vejret" ud og ind i takt med at lufttrykket stiger og falder, idag var trykket åbenbart faldende :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar