Vi' på vej'n igen!

Katolsk optog igennem Lima. Vi måtte flere gange finde nye veje ud af byen. Det tog tid.

29. juni

Vi kørte fra hostellet midt på formiddagen. Det tog lidt tid at finde ud af Lima, som jo er en stor by på omkring 9 mio. mennesker. På vejen ud fik vi købt lidt ind og tanket diesel.


Det var dejligt at være på vejen igen; de sidste mange uger uden bil har været fine, men der var efterhånden ved at gå lidt for meget storbyferie i den. Lima er ikke så interessant en by, og på denne årstid er her meget skyet: gråt og kedeligt. Vi kan nu sige, at vi har været i Lima efter næsten 14 dage i byen. Det havde nok været smartest at vente indtil mandag med at køre, men vi trængte som sagt til at komme afsted. Vi spiste frokost ved en strand umiddelbart syd for Lima. Her var også gråt, men det var dejligt at kunne spise i bilen; hvor har vi bare savnet den alle 4!

Altmuligmanden fra hostellet Alberto og Malene siger farvel.

Vi havde håbet på at køre hele vejen til Paracas, som ligger ca. 3 1/2 times kørsel syd for Lima. Vi endte dog med at slå lejr ca. 30-40 min fra Paracas. Klokken var ved at være 17, og vi ved, at det bliver mørkt omkring kl. 18. Det var derfor nødvendigt at slå lejr snart. Efter et par forespørgsler om overnatningsplads (ved et hostel og en tankstation) fandt vi en tank, som ville lade os overnatte på deres p-plads. Det var en døgnåben tank, så der var 3 tankpassere og 2 vagter hele natten. Det var rart at vide, at de passede på os. Da vi havde spist aftensmad ved bilen, bød Malene dem på et stykke kage. Det faldt i god jord! Vi fik en god snak med drengene om karma og gode gerninger.

Vejen vi kører på er Panamerican Highway, som på nær et manglende stykke vej i Panama, strækker sig hele vejen fra Alaska til Tierra del Fuego i det sydlige af Sydamerika. Den er derfor ret befærdet. Det til trods fik vi en god nats søvn alle fire. Malene siger endda, at det har været den bedste overnatning, hun har haft i bilen!

30. juni

Vi havde lovet at være væk fra tanken, når morgenholdet mødte. Vi satte derfor uret til kl. 6.30 og kørte afsted med en bolle i hånden.
Resten af morgenmaden spiste vi på stranden i Pisco. Pisco er mest kendt for at have lagt navn til den berømte peruanske drink Pisco Sour. Byen er meget præget af, at der var et voldsomt jordskælv i 2007, som jævnede en stor del af byen med jorden og dræbte 500 mennesker. Vi kørte derfor videre lidt syd for byen til nationalparken ved Paracas.

Skiltet siger: Ikke alt er ørken(!)

Vi havde læst, at man kunne overnatte i nationalparken, og det viste sig at holde stik. Parken er meget smuk. Det er et ørkenlandskab på en halvø. Midt i ørkenen er der intet liv, men ved kysten er der mange fugle (bla. pelikaner), humboldt pingviner og søløver. Vi var heldige at se alle tre slags dyr, selv om søløverne var svære at få øje på!

Fisken vises frem, før vi beslutter om vi vil spise på restauranten.

Pelikanen håbede på at få en godbid.

Råmarineret fisk - Ceviche

Vi spiste frokost på en restaurant med havudsigt, godt overvåget af måger og en pelikan.
Efter en fin lang dag i nationalparken lavede vi aftensmad i det fri ved besøgscentret og gik til køjs.

1. juli

Morgenmaden bestod af en kæmpe portion pandekager. Det var det eneste vi lige havde; til drengenes store fornøjelse :) Efter karma-succesen på tankstationen tænkte vi, at nattevagten i besøgscentret skulle bydes på en morgenpandekage. Det synes han ikke! Man kan åbenbart ikke få god karma hver gang! Vi håber på, at det er de gode intentioner der tæller.

Efter en sidste rundtur i nationalparken kørte vi til Ica, som er en større by med ca. 200.000 indbyggere. Vi skulle købe ind, og så skulle vi også have en forsikring. Vi havde haft så travlt med at komme afsted fra Lima (på en søndag), at der ikke lige havde været tid til at købe en forsikring. Vi nåede også at blive stoppet en enkelt gang af politiet, og spurgt til forsikringen. Han var meget flink og mente at vi burde få det på plads. Det mente vi også. Vi har fået en forsikring for 1 måned for S/ 150 (ca. kr. 300).

En død strandet kæmpeskildpadde. Det var en mand, som høstede tang på stranden, som viste os den.

Vi overvejede, om vi skulle blive i Ica og se deres museum. Men klokken var mange, og der var ikke nogen oplagte overnatningssteder, med mindre vi ville bo på hostel, så vi kørte videre. Vi har fundet nogle tips til overnatningssteder på nettet og fandt derfor en god lejrplads ved en ruinby godt 50 km fra Nasca. Her var dejligt øde, så vi kunne sidde i nymåne- og stjerneskær og spise aftensmad, mens vi nød stilheden.

Vi nyder i den grad at være tilbage i bilen. Vi havde snakket om, at det måske ville kræve lidt tilvænning at komme tilbage til bilens trange kår. Men som Lasse sagde: det er lige som at komme hjem!

Der er stadig nogle ting, som skal finde sin naturlige plads og nogle rutiner, som skal findes påny. Men alt i alt er det småting.

2. juli

Dagens etape sluttede i Nasca. Nasca er kendt for Nascalinierne, som er flere tusind år gamle linier i terrænet, som er lavet ved at flytte de øverste lag mørke sten, så det lysere sand under stenene kommer til syne. Derved laves stier, som danner figurer eller geometriske former. Linierne blev først opdaget i 1926, da man overfløj området og derved tilfældigt opdagede dem.

Hånden eller frøen.

Vi overvejede, om vi skulle se dem fra en flyver. Når man står på jorden, kan man nemlig ikke se dem overhovedet. I sidste ende valgte vi dem fra. Vi skulle betale omkring kr. 2.000 for en 30 minutters flyvetur, og så meget trak de altså alligevel ikke. Oven i det har der været en del uheld med flyene (med dødelig udgang) inden for de seneste par år - det trak også lidt ned. Det kunne være meget interessant, men vi valgte at betale et par soles for at se to af figurerne fra et udkigstårn i stedet for.

Træet.

Vi kørte ind til selve byen, hvor vi har valgt at indlogere os på en "campingplads". Vi betaler kr. 100 for en overnatning i en gårdhave bag et hotel. Her er sikkert, vi kan få et bad og komme på nettet.

Nasca ligger i godt 500 m. højde over havet. Imorgen begynder vi så småt opstigningen til bjergene mod større højder, end vi og bilen har prøvet før. :) Et skridt af gangen, og noget coca the. Så går det nok!

Radio Syncros redaktions- og redigeringslokale.

Forsteninger af havdyr afslører at ørkenen har været havbund for 45 mio. år siden.

Bomuld.

Valg-"plakat"