torsdag den 16. januar 2014

Nomader eller bare hjemløse

Solopgang, næstsidste morgen i huset.
"Nu begynder vores tur drenge!" Vi var lige kørt fra opmagasineringen i Høng, hvor vi havde efterladt de sidste af vores ejendele. Det var lamper og andre småting vi havde brugt i de sidste dage i det tomme hus.
Som Malene forklarede drengene, var der nu ikke længere nogen fysiske ting som holdt os tilbage; så
nu var turen for alvor igang!
De sidste dage havde været hektiske. Huset skulle tømmes og gøres rent. Det blev et logistisk projekt med bunker med: skrald, baggage og madrasser som skulle køres til Flemming i Tårnby, ting som skulle med til Fyn og Jylland og ting som skulle køres i opmagasinering. Børnene skulle afleveres i skolen kl. 8, til deres sidste dag, og vi skulle efter planen aflevere huset til de nye ejere kl. 10.
Da vi var klar til at afleveres huset, var bilen pakket som til en amerikaner-flytning (tak til Morten og Britta for lån af traileren), og naboens hus fyldt med alt det andet! Vi nåede det i god stil, med 20 min til en kop kaffe hos Sidsel og Sole.
Vores søde naboer, Sidsel og Sole, havde aftenen før, inviteret på lækker afskedsmiddag. En hyggelig afsked, og et tiltrængt afbræk fra alt flytterodet. Et lækkert måltid indtaget på rigtige stole, med rigtigt service. :) De har igennem al vores tid i Måløv været hjælpsomme og gæstfri, og de er helt sikkert det ved Måløv, vi alle fire kommer til at savne allermest!
Sidsel og Sole gav os en amulet (en inukshuk som de havde hjembragt fra Canada), til at beskytte os på vores tur. Og så tog det ellers vores støvsuger i pant, så de var sikre på at vi kom igen :)
Første overnatning som nomader, foregik hos Farfar og Farmor på Fyn. Også her blev vi udstyret med en amulet: en harpunspids som morbror Emil har lavet.
Farmor diskede op med lækker grønlandsk mad, den sidste i et helt år. Der var både rensdyrsteg og moskussteg. Mums!
Der blev udvekslet rejseerfaringer, og vi fik talt om det kommende år, om forberedelser, og vi fik fikset Skype, så den er klar til brug.

Om morgenen, inden de skulle i skole, nåede drengene at tage afsked med huset, og med haven. Det var rigtig fint. De syntes, det gjorde vi faktisk alle fire, at det var lidt mærkeligt med det tomme hus.
 Da de kom "hjem" fra skole, skulle de lige en tur rundt og kigge vinduer. Lasse blev vist ramt af en følelse af, at det var lidt forbudt; det var jo ikke vores hus og grund længere! Men de seje drenge var ved godt mod, det tror da fanden: Verden venter derude! :)

1 kommentar: